Selvmordsbombere i København, ballademagere i Århus, intifada-aktivister i Paris. Unge indvandreres vrede over samfund, der ydmyger dem frem for at give dem anerkendelse, er boblet over
Scene 1: Torsdag morgen i sidste uge. Klokken er halv syv. Flere politibiler ruller op foran en beboelsesejendom på Nørrebro. Politiet banker på døren til en lejlighed og lukkes ind. Kort efter har de arresteret familiens søn, en 16-årig gymnasieelev af mellemøstlig oprindelse.
Omtrent samtidig trænger et andet politihold ind i en lejlighed på Frederiksberg og arresterer en 19-årig gymnasieelev, også han af mellemøstlig oprindelse.
I Brøndby Strand slår politiet til i det sociale boligbyggeri Tranemosegård og tager en 16-årig ung mand af palæstinensisk baggrund med sig. Kort efter arresteres en 20-årig elev på Københavns Tekniske Skole. Også han er bosat i Brøndby, har bosniske rødder.
Anholdelserne følger arrestationen i Bosnien af en 18-årig dansk-tyrker og en 18-årig svensker af bosnisk herkomst.
De to arresteres, ifølge politiet bogstaveligt taget siddende på et sprængstoflager, i en lejlighed i Sarajevo, hvor der også findes en video med svenskerens afskedshilsen som vordende selvmordsbomber, håndvåben, bombebælter, elektronisk udstyr og islamiske skrifter. Ifølge politiet kender dansk-tyrkeren - handelsskoleelev med normal bopæl i Avedøre - torsdagens fire anholdte, hos hvem der er fundet 200.000 kr. samt islamiske pamfletter. ‘Teledata’ vidner ifølge politiet om kontakt mellem de fire i København og de to i Bosnien.
“Efter min bedste overbevisning er der en bestyrket mistanke om, at de var i færd med at planlægge en terroraktion,” siger politimester Jørgen Bro, Glostrup, efter varetægtsfængslingen sidste fredag af de fire danskere. Siden er yderligere tre personer med indvandrerbaggrund og relationer til de fire blevet fængslet.
I den efterfølgende mediedækning beskrives de fængslede som ‘flinke’, ‘mønsterelever’, ‘stille’, ‘velintegrerede’, ‘pligtopfyldende’, ‘forbilleder’.
Men samtidig er de, med Jørgen Bros ord, “dybt troende og meget forpligtede” samt i den senere tid “radikaliseret i stort omfang i tale og fremtoning.” Unavngivne kilder taler om hjernevask og om at være blevet besat af islam. Et medlem af Muslimsk Ungdom, som kender flere af de fængslede, fortæller til Information, hvordan de er blevet “stadig mere indadvendte på grund af en voksende frustration” over det danske samfund. Imam Abu Laban, der også kender de anholdte, taler om de unge mænds stigende vrede rettet mod samfundet.
Scene 2: Fredag aften i sidste uge, Rosenhøj Centret i Viby, Århus. En gruppe unge indleder tre dages optøjer med rudeknusninger og ildspåsættelse. Døgnrapporten fra Århus Politi fortæller:
“Fredag aften samlede 40-50 unge mennesker sig ved bageriet på Søndervangs alle 38. Der var hovedsagelig tale om unge med udenlandsk baggrund. I flere omgange blev der knust ruder i bageriet, og på et tidspunkt kastede en 16-årig ung mand en brosten direkte mod en person indenfor en rude.”
“Lørdag aften fortsatte urolighederne med deltagelse af ca. 35 unge med udenlandsk baggrund. Aftenen igennem blev der knust ruder i bankocentret, DK-tanken og Rosenhøj Bageri, og kl. 22.00 blev der sat ild til grillbaren i Rosenhøj.”
“Søndag aften kulminerede weekendens uroligheder med, at der blev sat ild til en daginstitution på Søndervangs Alle.”
Efter urolighederne taler nogle af de unge med medierne.
“Vi vil ikke finde os i mere. Vi har kun aggressioner og frustrationer tilbage. Det her er kun begyndelsen,” siger en 19-årig mand til Ekstra Bladet. Han er født i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon, har boet i Danmark siden 1991, har ingen uddannelse, intet arbejde.
“Vores aggressioner er direkte rettet mod politiet. De ydmyger os dagligt. De trækker os ud af biler for øjnene af alle. De ransager vore hjem, ydmyger os for øjnene af vores familier og naboer og tramper på vores værdighed.”
“Vi er trætte af al den snak om integration. Det er for sent. Alt for sent (…) Vi er udstødte af samfundet, så lad os da være,” siger en 22-årig kammerat og lover optrappet kamp.
Mens Århus’ borgmester Louise Gade bebuder, at kommunen “vil sætte hårdt mod hårdt” og ikke udvise en millimeter blødsødenhed, siger politimester Jørgen Illum, Århus, at “vi savner en forklaring på, hvorfor det her er sket, hvor organiseret det er, og hvem deres vrede er rettet imod.”
Scene 3: Torsdag aften i sidste uge i den indvandrerdominerede Paris-forstad Clichy-sous-Bois: Vrede unge sætter ild til biler og skraldespande, angriber butikker og den lokale brandstation.
Årsagen er to dødsfald samme dag. En 15-årig ung mand og en 17-årig kammerat dør af elektriske stød, da de forcerer et hegn til en relæstation og falder ned på en transformator. Ansvaret lægges på politiet, der siges at have jagtet de to, og forstadens unge indvandrere raser i gaderne.
Urolighederne forstærkes de følgende nætter, de unge kaster sten og molotovcocktails, én affyrer et skud mod betjentene, politiet svarer igen med gummikugler og tåregas, en tåregasgranat lander i en moské, en børnehave vandaliseres, et par hundrede biler brændes af, mange politifolk såres.
“Der er en borgerkrig under udvikling,” siger Michel Thooris fra politifolkenes fagforening og appellerer om hjælp fra militæret.
Natten til tirsdag spreder urolighederne sig, onsdag melder nyhedsbureauerne om sammenstød mellem unge indvandrere og politi i ni forstæder.
Torsdag skyder vrede unge med skarpt mod politiet, ordet intifada dukker op i franske medier.
Frankrigs indenrigsminister, Nicolas Sarkozys, varslede før urolighederne “krig uden nåde” mod utilpassede og kriminelle ballademagere og har siden kaldt de vrede unge i Clichy-sous-Bois for “udskud” og “pak”. Indenrigsministeren lover mere specialpoliti, politibiler med kameraer, civile politiagenter.
De unge indvandrere fra den nedslidte ghetto-bydel med en arbejdsløshedsprocent omkring 25 siger, at hvis Frankrig vil have dem til at holde op, så må Frankrig give dem noget at lave.
“Vi respekterer republikken. Republikken er nødt til at respektere os,” siger Siako Karne, bror til en af de to dræbte.
København, Århus, Paris. Tre dramaer med to fællestræk: De er kommet bag på myndigheder og offentlighed. Og de afspejler en voldsom vrede mod samfundet blandt unge mænd i indvandrermiljøer.
Hvad ligger bag? Hvad får tilsyneladende velfungerende unge i København til - ifølge politiet - at planlægge selvmordsattentater? Hvad får unge i Århus til at angribe bagerbutik, børnehave, brandstation og bankocenter? Og hvad er det for et raseri, der driver indvandrere til intifada-lignende tilstande i den franske hovedstad? Hvor kommer de unge mænds vrede fra?
“Ungdommen er overgangsperioden, hvor verden står åben, hvor man kan gå i alle retninger, hvor mulighederne er uanede,” siger seniorforsker Simon Turner, der på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har undersøgt fænomenet ‘vrede unge mænd’ i forskellige kulturer.
Ungdommen er livsepoken, hvor unge mænd stræber efter at realisere deres drømme, samtidig med at de mødes af præstationsforventninger fra samfundet, familien, kvinderne. De unge mænd er optændt af energi, visioner, selvrealiseringskraft. Det er dem, der skal drive verden fremad - den private og den store verden.
“Den mandlige ungdom feteres i det offentlige rum,” som Turner siger.
“Men de unge mænds kraft er også en farlig kraft,” påpeger han.
For hvis de ikke kan realisere drømmene, ikke folde deres ambitioner ud, ikke leve op til omgivelsernes forventninger og ikke skabe sig den voksne identitet, de stræber efter - så frustreres de. Så bliver de til vrede unge mænd.
I dag er ungdommen blevet et rum uden muligheder, et fængsel for mange unge mænd i den arabiske og muslimske verden og blandt indvandrere født eller opvokset i den vestlige verden, herunder Danmark.
I de arabiske samfund udgør unge under 15 år en tredjedel af befolkningen og unge under 25 to tredjedele. De lever i samfund med arbejdsløshedsprocenter over 20, samfund der er autoritære eller diktatoriske, samfund præget af uretfærdighed og ulighed. Og samtidig samfund hvor der er “sket en sekularisering af staterne samtidig med, at staterne har monopoliseret fortolkningen af islam,” som seniorforsker Ulla Holm, DIIS, har udtrykt det.
“Politiseringen af islam har været statslig fødselshjælper for en generel anti-vestlig retorik, hvis formål bl.a. var at svejse nation og stat sammen. Men i realiteten har mange muslimske stater ført en vestligt orienteret udenrigspolitik” og samtidig tømt islam for sit spirituelle budskab, påpeger Ulla Holm.
Denne dobbeltmoral, hvor staterne udlægger islam som et retfærdighedssystem, men selv agerer politisk-økonomisk uretfærdigt, er ifølge Holm en del af forklaringen på den stigende frustration i de arabiske og mellemøstlige befolkninger.
En anden faktor er globaliseringen.
“Globaliseringens tidsalder har ramt den arabiske verden på en meget mærkelig måde. Dens samfund er åbne nok til at blive forstyrret af moderniteten, men ikke så åbne, at de kan ride med på bølgen. De oplever tv-shows, fast food og boblende drinks. Men de ser ikke ægte frigørelse i samfundet med øgede muligheder og større åbenhed,” skriver den amerikanske ekspert i international politik, Newsweek-redaktør og i øvrigt muslim, Fareed Zakaria.
For de vrede unge mænd i Mellemøsten er USA ifølge Zakaria blevet symbolet på globaliseringen og den ‘ny verdensorden’, der synes at berøve dem muligheder og samtidig truer deres værdier. Det USA, hvis dekadente, materialistiske påvirkninger synes umulige at stoppe; det USA, der støtter Israels undertrykkelse af arabere; det USA, der holder despoterne i Saudi-Arabien og Pakistan ved magten; det USA, der invaderede Afghanistan, og det USA; der har besat Irak, slået tusinder ihjel og tortureret sine fanger.
Fareed Zakaria siger, at de mellemøstlige lande er en politisk ørken, hvor “desorienterede unge mænd med én fod i den gamle verden og én fod i den nye søger et renere, enklere alternativ”.
For mange bliver islamisme vejen til klarhed og militant kamp redskabet til at indfri ungdommens behov for at handle, skabe forandring, påvirke verden, forfølge idealer og finde identitet. Alt det, som de unge mænd nægtes.
Den amerikanske terrorekspert Jessica Stern, Harvard University, har interviewet terrorister i Mellemøsten og andre steder om deres bevæggrunde. Hun siger:
“Igennem seks år har jeg interviewet terrorister i forsøget på at forstå, hvad der får folk til at tilslutte sig en organisation for hellig krig, og hvad der får dem til at blive der. Og selv om terroristerne beskriver et spektrum af individuelle klagepunkter, så var der én fælles faktor: Deres overvældende følelse af at blive ydmyget.”
“‘Den ny verdensorden’ er en kilde til ydmygelse for muslimer. Og for islams unge er det bedre at bære våben og forsvare deres religion med stolthed og værdighed end at acceptere denne ydmygelse,” påpeger Jessica Stern.
Og fundamentalisterne, terrororganisationerne og oprørslederne står mere end rede til at invitere de unge indenfor, tilbyde dem mening og formål, hvor andre vender dem ryggen og nægter dem muligheder, siger både Stern og Fareed Zakaria.
København, Århus og Paris er ikke Irak eller Mellemøsten. Men hvad enten de vrede unge indvandrere her er glødende islamister eller ej, er der en ting, der forbinder dem med de vrede unge mænd i den arabiske verden: Denne følelse af at blive ydmyget.
“De unge med indvandrerbaggrund får ikke plads. Har de forkert hudfarve og navn, får de ikke arbejde. Selv de, der kommer hertil med en uddannelse, bliver ikke anerkendt. De kan stå der og fremvise deres kandidatgrad, og alligevel er de ikke gode nok. Så ender de med at sige, at ‘så kan det også være lige meget’. Og når en ung indvandrer registrerer, at storebror, der er ingeniør, ikke kan få arbejde og tjener mindre end fætteren, der står i kiosk, så gider han ikke uddanne sig,” siger Simon Turner.
Til dette skal lægges den fjendtlige tone, som møder de unge.
“Der synes ikke at være nogen hæmninger, når man taler om muslimer,” siger Turner. Som når en lokalformand for Dansk Folkeparti får domstolenes ord for, at der ikke er noget galt i at sige, at “islam er en terrororganisation”. Som når den franske indenrigsminister bruger ordene ‘udskud’ og ‘pak’. Som når Jyllands-Posten for provokationens skyld krænker muslimernes billedforbud og forhåner deres profet med bomber i turbanen.
Eller som de politiske udmeldinger fra den danske regering om, at kontanthjælpen skal beskæres yderligere, at statsborgerskab ikke skal tildeles indvandrere, der ikke har skaffet sig arbejde i fire år ud af fem, at forbud mod burkaen skal overvejes, at kontrol og overvågning skal skærpes.
“Alt dette gør de unge vrede over samfundet og frister dem til at gå en anden vej,” siger Simon Turner
Som den 22-årige fra Rosenhøj i Århus sagde til Ekstra Bladet:
“Nu er der taget hul på vreden. Den stopper ikke, før samfundet begynder at acceptere os og ikke ser på os som fremmede, selv om vi har været her hele vores liv.”
Simon Turner gør opmærksom på, at de unge, der føler sig ydmyget af det danske eller det franske samfund, samtidig lever med i de globale konflikter.
“Takket være tv og internet følger de med i, hvad der sker i Irak, i Tjetjenien og andre steder. Mange føler sig som del af en transnational kamp mod uretfærdighed, sådan som andre unge til andre tider har gjort det, men med den forskel, at det nu er den islamistiske bevægelse, der fremstår som det, de kan engagere sig i.”
Jessica Stern påpeger tilsvarende, hvordan f.eks. antallet af hjemmesider, der handler om hellig krig og militant islamisme er vokset fra mindre end 20 til over 4.000 på bare fem år. Her kan unge, der føler sig marginaliserede i det samfund, de lever i, knytte fællesskaber og bekræfte hinanden i oppositionen mod den globaliserede ondskab eller i solidariteten med andre ofre som f.eks. de ydmygede fanger fra Abu Ghraib, anfører Stern.
For nogle af disse unge kan kombinationen af vrede, ydmygelse og desperation over en fastlåst situation føre til hemmelige celler, der planlægger selvmordsattentater. For andre bliver det til en lang weekends sanseløs rasen. For atter andre kan det blive til noget, der ligner en begyndende civil opstand med formulerede krav om forandring.
I alle tilfælde reagerer samfundet ved at sætte hårdt mod hårdt.
Den danske statsminister, der varsler en skærpet politiindsats og mere overvågning. Den århusianske borgmester, der bebuder nul-tolerance og nul blødsødenhed. Den franske indenrigsminister, der vil føre krig uden nåde mod ballademagerne.
“Når man siger ‘hårdt mod hårdt’, så spærrer man. Man udelukker dialog og kompromis. Når man gør noget til et sikkerhedsproblem, så kan det ikke længere diskuteres, så er man hinsides politik og hinsides muligheden for at forhandle og forklare. Det er meget uproduktivt, for det afskærer os muligheden for nogensinde at komme til bunds i, hvad det handler om,” mener Simon Turner.
Han og Jessica Stern har samme bud på, hvad der skal til for at åbne en proces, der kan bringe de vrede unge mænd ud af deres vrede.
“Det ligger jo i det med, at de føler sig ydmyget. ‘Respekt’ er et meget vigtigt ord internt i ungdomsbander, og det er egentlig bare det, de beder om: anerkendelse. Følelsen af, at de også har en plads. Det gælder både med hensyn til tonen i den offentlige samtale, og det gælder konkret i form af arbejde og rettigheder. Og det gælder, uanset om det er unge mænd i Mellemøsten, København, Århus eller Paris,” siger Simon Turner.
Den amerikanske terrorekspert formulerer det således:
“Det vigtigste er, at vi modbeviser den falske forestilling - som al-Qaeda udbreder - at USA er ude på at ydmyge den muslimske verden.”
I et berømt essay, bragt i Newsweek en måned efter det chokerende 11. september-angreb, stillede Fareed Zakaria det spørgsmål, der rumsterede i hovedet på så mange i den vestlige verden: Hvorfor hader de os sådan?
Måske kommer man længere, hvis man sætter sig i de vrede unge mænds sted, ser omverdenen, som de ser den, og reflekterer over, hvad det er ved os, der får dem til at stille det samme spørgsmål: Hvorfor hader de os sådan?