Narcissistisk ‘selvvirkeliggørelse’: I slutningen af 1990’erne er psykoterapi blevet til et mantra mod menneskelig elendighed. Men de samfundsmæssige omstændigheder, der er med til at give os problemer, forandres ikke, fordi vi går til terapeut. Og terapien trænger til lovregulering
SOCIALT SET I flere dagblade kan man - særligt i søndagsudgaverne - blive informeret om allehånde terapiformer. Alt lige fra de klassiske psykoterapiformer til de mere eksotiske. Tilbudene om lindring og helbredelse er mange. Initiativtagerne til alle disse terapiinstitutter er uden tvivl for manges vedkommende velmenende mennesker.
De private psykoterapeutiske virksomheder har nærmest linære vækstrater i deres omsætning, herunder også de privatpraktiserende terapeuter. Privatpersoner, offentlige og private virksomheder frekventerer flittigt terapeuternes kundskaber med henblik på at vurdere psykologiske og eksistentielle problemer. For eksempel TeleDanmarks “opgradering” af medarbejdernes samarbejdsevner i samarbejde med firmaet PMI.
Problemet med psykoterapi er, at det er et komplekst fagområde. Flertallet af dem, som opsøger terapeuterne, er jo i gængs forstand ikke psykisk syge. De har som regel ikke de ‘store’ kendte psykiske sygdomme som skizofreni og depression. Mennesker med disse lidelser bliver ofte tvangsmæssigt behandlet af det offentlige hospitalssystem.
Der er dog et land i verden, hvor det er endnu mere almindeligt at have sin ‘private terapeut’: USA. Her er middelklassen kendt for at dyrke psykoterapien, som en fodboldfan dyrker sin yndlingsklub. Men er USA blevet et mere menneskevenligt og velfungerende samfund af det?
Hvem er de mest flittige brugere af terapeuternes tilbud? Er det både mænd og kvinder, der her i slutningen af århundredet opsøger terapeuterne, både de seriøse og de noget mindre seriøse?
I den vestlige verden har en kønspolitisk udviklingsproces af historiske dimensioner fundet sted: Kvindens rolle i samfundets struktur har ændret sig totalt. Kvinden er økonomisk, socialt og følelsesmæssigt blevet uafhængig af manden.
Meget tyder på, at brugen af psykoterapi er blevet en livsforudsætning, en kvindelig værdinorm for særligt kvinderne i den vestlige verden. Yngre kvinder ser de forskellige terapiformer som udviklende for deres personlighed. Når der er samlivsproblemer, bliver terapeuter oftere og oftere brugt med henblik på at “løse op for problemerne”. Partnerens (typisk mandens) følelsesliv bliver dissekeret og blot-lagt for kritik og velmenende ydmygelser. Manden bliver som kønsvæsen reduceret til en anakronisme, hvis egenskaber mere hører til i stenalderen end i det moderne feministisk EU-orienterede år 2000.
Herudover peger meget også på, at kvinders interesse i den mandlige seksualitet mere ligner en interesse i at bruge manden som avlsdyr for at tilfredsstille kvindernes instinktmæssige behov for at få børn end i et egentligt kærlighedsforhold. Når dét behov er ordnet, kan han sendes tilbage til stenalderhulen med sine biler, motorcykler, og mandeblade. Hun behøver måske ikke engang at gå i seng med en af de kedsommelige heteroseksuelle stenaldermænd for at opnå sin graviditet. En (bøsse?)-bekendt kan levere det ønskede produkt i et reagensglas.
Når det i øvrigt - både for par og enlige - handler om at få børn, er forbindelsen til hjernen fuldkommen afbrudt. Avlsinstinktet fortrænger åbenbart enhver fornuftig vurdering af, hvordan alle disse børn, der er ‘kunstigt skabt’, får det efterfølgende. Hvordan vil en dreng af en enlig mor, der er kunstigt insemineret, udvikle sig? Hvad vil svaret blive, når han spørger: Hvem er far?
Hvis vi ser bort fra det instinktmæssige behov for at få børn, er det spørgsmålet, om ikke den næsten maniske trang til selvreproduktion i 1990’erne udspringer af et behov for narcissistisk realisation. Er det barnet, vi elsker, eller er det vores eget spejlbillede i form af barnet, vi elsker - mere end nogen sinde før?
Er psykoterapien i dens mange former blevet en undskyldning for ikke at ville tage ansvaret for sig selv eller ikke at ville deltage i den politiske proces i samfundet?
Er psykoterapien også en undskyldning for de generationer, der er født i løbet af 1960’erne og i øvrigt, stadig, selv om de er i 30’erne, opfører sig, som om de ventede på at blive konfirmeret? De er umodne og mener, at verden er deres personlige legeplads.
Hvis de er politisk interesserede, er de med, hvor “der er politisk vind” i sejlene: Hos partiet Venstre og andre partier, der sætter personlige ambitioner og egoisme som centrum for en politisk ideologi.
Kan det være, at mennesket, særligt i den vestlige verden, har ændret sin livsforståelse fra en teologisk opfattelse til en politisk, og nu i denne fase har sat sit eget ego ind dér, hvor tidligere Vorherre og Karl Marx sad til højbords?
Bringes dette op på samfundsmæssigt plan, kan der anes en sammenhæng imellem på den ene side brugen af psykoterapi og på den anden side det kapitalistiske systems konkurrence og individorienterede funktionsmåde. Tidligere, i sidste århundrede, kunne kapitalen og dens allierede i det borgerlige samfund manipulere befolkningen (‘arbejderklassen’) ved hjælp af Gud.
Metoderne i det næste årtusinde skal være mere raffinerede. De skal på den ene side fremstå som humane (“jeg har det skidt, jeg går til psykolog”) og på den anden side kunne fungere som et værktøj for kapitalen med henblik på at socialisere befolkningen i den retning, som kapitalens akkumulationskrav stiller.
Her kommer de private konsulentfirmaer ind i billedet. Disse kan ved hjælp af “team-buildingskurser” og lignende bearbejde medarbejderne i virksomhederne til at identificere sig med virksomhedens forskellige målsætninger.
Man kunne forledes til at tro, at disse holdninger peger mod, at al terapi er noget lort. Det er ikke tilfældet. Nej, dette er rettet mod de pseudo-terapeuter, der udgiver sig for at kunne lindre forskellige psykiske problemer. Opkomsten af pseudoterapeuterne er en afledt konsekvens af et markedsstyret samfund, hvor ØMU’ens stabilitetspagt har samme religiøse betydning for landets politikere som Koranen har for Mullaherne i Teheran!
Det kapitalistiske marked skaber en menneskelig bevidsthed, der bygger på idealbilledet om “personlig succes”. Har man ikke det, er dette ens individuelle problem. Der må i ens konflikt- og incestfyldte barndom ligge noget skjult, der trænger til at blive luftet hos den flinke terapeut. Han/hun er villig til - mod den fornødne betaling - at lytte til ens forfærdelige oplevelser fra barndommens pigtrådsbelagte parcelhusgade.
Når mennesker klager over stress og lignende psykologiske og somatiske fænomener, søges årsagen altid hos den enkelte eller i dennes familiemæssige forhold, barndom, tidligere liv mv. Dette kan også være rigtigt. Men det er ‘politisk ukorrekt’ at give udviklingen i det markedsøkonomiske system skylden.
Årsagsfaktorer flyttes hermed fra de samfundsmæssige strukturer/udvikling og ned hos den enkelte. Som mennesker bliver vi derfor isolerede eksistenser, der lever igennem de diagnoser, vi får hæftet på os. Vi er ikke længere kæmpende og elskende mennesker.
I slutningen af 1990’erne er psykoterapi blevet til et mantra mod menneskelig elendighed. De samfundsmæssige omstændigheder, der er med til at give os forskellige problemer, forandres ikke ved, at vi går til terapeut. Når vi har rejst os fra terapeutens sofa, vender vi tilbage til de samfundsmæssige forhold, der et langt stykke af vejen er med til at give os problemer.
Når psykoterapi, der er tænkt som en helbredelsesmetode, i anvendelsen både kapitaliseres og benyttes som et camoufleret disciplineringsmiddel, kan den miste sin troværdighed som et middel til at hjælpe mennesker, der har behov for det.
I et samfund, der hævdes at være demokratisk og respektere menneskettighederne, bør det da ikke være landets valgte politikere, der griber ind overfor disse forhold? Her er nogle forslag!
*Regeringen bør nedsætte et udvalg af lægfolk, fagfolk og repræsentanter fra de faglige organisationer med videre. Det bør kulegrave hele området med henblik på, at der udarbejdes et forslag til lov for det samlede terapiområde. På det overenskomstsmæssige område bør der aftales regler for, hvordan arbejdsgivere eventuelt benytter private konsulentvirksomheder til “psykodynamiske kurser”.
*Uddannelsen til psykolog (cand.psych.) og psykiateruddannelsen (cand.med. med speciale i psykiatri) bør støves af.
*Der bør indføres en statslig autorisationsordning, så kun cand.psych.’ere og psykiatere med den fornødne efter- og videreuddannelse får tilladelse til at praktisere psykoterapi og behandling.
*Private konsulentfirmaer, der udbyder forskellige former for medarbejdertests, undersøgelser og psykodynamiske kurser, skal også søge om tilladelse til at åbne og drive virksomhed af denne type.
*De autoriserede terapeuter bør ansættes af f.eks. amtet på lige fod med de praktiserende læger. Når man vælger læge, bør man også kunne vælge
terapeut ved samme lejlighed.
De borgere, der har behov for hjælp, vil kunne få det, gratis og under omstændigheder, der er styret af borgernes behov - og ikke terapeutens behov for økonomisk overlevelse.
Torben A. Petersen er cand. scient. adm.
APROPOS
Fra sjæl til psyke
Frem til slutningen af 1800-tallet var forståelsen af den menneskelige psyke be-grænset: Mennesket havde en sjæl. Havde det ikke fysisk konstaterbare problemer og symptomer, havde det enten “sjælekvaler” eller “hjertekvaler”. Voldsomme fysiske eller verbale ytringer kunne for den tids psykisk syge resultere i inde-spærring i en “galeanstalt”.
Galeanstalter var institutioner, man i dag ville sammenligne med kz-lejre. Indlagte med voldsom/voldelig adfærd blev typisk fikseret
i torturinstrumentlignende apparater, hvor de kunne henslæbe dagene. Fastlåste.
I kølvandet på oplysningstiden, den franske revolu-
tion og opkomsten af flere højere læreanstalter begyndte en erkendelse af, at mennesket havde en psyke, der havde sæde i hjernen og ikke i hjertet. En række filosoffer og forskere (Nietzsche, Darwin, Marx) var med til at igangsatte en debat om, hvad der konstituerer menneskets udvikling og adfærd. I den vestlige verden udviklede naturvidenskaberne sig samtidig med stor hastighed. Industrisamfundet voksede frem af et hæsblæsende kapitalistisk system. Begreberne tid og hastighed fik samtidig en helt ny betydning. Tid blev lig med penge.
Med industrialismen og teknologiens hastige fremadskriden er det ikke underligt, at menneskene får det dårligt. Med en tilværelse, der stiller krav om, at man som lønarbejder skal gøre det samme hver dag, men på en ny måde, er det ikke noget stort videnskabeligt mysterium, hvorfor at mennesker udvikler neuroser. For vi skal jo samtidig være glade for at vi kan få lov at gøre det samme hver dag, på en ny måde!
På den anden side er menneskeheden så heldig, at der var en østrigsk læge, der i begyndelsen af dette århundrede undrede sig over hvorfor, at en ung pige hævdede at hun ikke kunne gå, selv om begge hendes ben fungerede udmærket! Freud begyndte en ekspedition ind i den menneskelige psyke - og den fortsætter stadig. Freuds arbejder har - sammen med Adlers, Jungs og andres forskning ud i psykoterapien - bevirket opkomsten af professionelle psykoterapeutiske behandlingsmetoder og uddannelser.
Problemet for psykoterapien har dog indtil ca. midten af dette århundrede været, at den ikke blev taget helt alvorligt. Begreber som selv, ego, superego og analkarakter virkede noget luftige og svært identificerbare. Hvis mennesker havde det psykisk dårligt, var det jo ikke noget man kunne tage og “føle på”. En kræft- eller hjertesygdom er jo noget meget håndgribeligt.
For psykiatrien har det historisk stillet sig noget anderledes, idet det psykiatriske sygehusvæsen mere eller mindre udspringer af de gamle “galeanstalter”. Her har læger op gennem dette århundred brugt både elektrochok og diverse psyko-farmakologiske midler mod de kendte psykiske sygdomme. Det psykiatriske sygehusvæsen, har fungeret delvist uafhængigt af udviklingen inden for psykoterapien, der primært har været betjent af universitetsuddannede psykologer i privat praksis.
Psykologi/psykiatri er dog i flere sammenhænge også blevet anvendt på kriminel vis, f.eks. i nazi-tidens Tyskland. Og i USA har man op til vore dage benyttet intelligenstests, der påviste, at sorte amerikanere var dårligere begavet end f.eks. hvide midelklasseamerikanere. Testen var udformet sådan, at det krævede typiske amerikanske middelklasse forudsætninger for at kunne score normalt eller højt.
Ved danske universiteter og højere læreanstalter bruger man også i 1997 stopprøver, der lægger mere vægt på kemi og fysik end på fag som socialmedicin og psykologi.
Mennesket har brug for psykoterapi. Den professionelle terapeut vil anvende den behandling, der skal til for, at klienten hurtigst muligt genetablerer en velfungerende dagligdag. Mere eksotiske psykoterapeutiske teorier går ud på, at vi skal være i livsvarig terapi for at være velfungerende.
Men psykoterapiens hovedopgave er at bringe mennesker tilbage til livet. Psykoterapiens opgave er ikke at afholde mennesker fra at deltage i livet ud fra en forestilling om en adfærd, der modsvarer den psykoterapeutiske idealnorm: det fuldkomment harmoniske menneske. Menneskets drifter og instinkter umuliggøre dette. Vores liv er i skæringspunktet mellem harmoni og disharmoni.
Psykoterapien skal bistå os i at holde balancen, når den forrykkes.
Torben André Petersen