Tørklædedebat igen, igen. For godt en måned siden luftede integrationsminister rikke Hvilshøj muligheden af et burkaforbud i Danmark. Det blev der ikke meget ud af, men debatten er ikke døet ud af den grund. Den popper løbende op overalt i Europa og den er endda ikke forbeholdt kristent dominerede lande: Helt aktuelt er der (den 10. november.) faldet dom ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg, der tillader Tyrkiet at fastholde et forbud mod, at kvindelige studerende bærer tørklæde på universitetet.
Begrundelserne for dommen trækker på de samme argumenter, som har været brugt i Frankrig, da man sidste år vedtog en lov, der forbød piger at bære tørklæder i de offentlige skoler: Alle skal respektere, at det offentlige rum er sekulært område. Det understreges, at i særdeleshed offentlige institutioner skal udvise fuld værdineutralitet samt sikre respekt for
andres rettigheder. I dommen fra Strasbourg henviser man også til, at netop universitetet er et sted, som baserer sig på værdipluralisme og i særdeleshed på lighed mellem mænd og kvinder.
Religiøs demonstration
. Men det vil forudsætte, at man opfatter det muslimske tørklæde som et personligt udtryk på linje med dreadlocks eller en lilla ble om håret. Men sådan opfattes det muslimske tørklæde ikke af ganske mange i hvert fald. Det ses derimod som en religiøs demonstration, som i sin konsekvens umuliggør et neutralt rum (Henrik Palner Olsen i EU-ret og Menneskeret 2/2005). Andre har ment, at tørklædets mulige indflydelse på omgivelserne er af rent spekulativ karakter (Adam Beresowsky i Juristen 5, 2004).
Men i det praktiske liv skal der nødvendigvis afvejes forskellige hensyn: På den ene side den enkeltes ret til at udtrykke sin tro og på den anden side hensynet til beskyttelsen af andres ret til ikke at blive påtrykt religiøse manifestationer. Balancen mellem de to hensyn har man udmøntet på meget forskellig vis rundt om i Europa. I Storbritannien, hvor den liberale tradition er stærk, kan undervisere få lov til at fungere på deres arbejde iklædt Niqab, som ikke bare er et tørklæde, men et egentligt slør, der kun lader øjnene frie (jvf. The Observer den 20. november, som havde et interview med en lærer, der underviser unge bl.a. i personal communication skills (!) iført niqab). Her hjemme har vi indtil videre været stemt for en mellemvej mellem forbud og liberalitet, hvor kun private arbejdsgivere har gennemført og fået accept af et tørklædeforbud, som senest i Føtex-sagen afgjort ved Højesteret i januar 2005.
Tyrkisk tørklædeforbud
I Menneskeretsdomstolens indstilling vedrørende det tyrkiske tørklædeforbud slog man yderligere på, at tørklædet i de senere år har været et religiøst symbol af stigende politisk betydning. Faktisk tages der altid betydeligt hensyn til traditioner og særlige forhold i enkeltlande i afgørelserne fra Strasbourg.
I dette tilfælde ville man godt komme Tyrkiets bekymring for en voksende islamisk radikalisering i møde.
Men netop frygten for en underliggende politisk dagsorden er uden tvivl også en del af holdningen til tørklædet mange andre steder.
Frem for blot og bart et islamisk religiøst symbol, opfattes det som et ekstremistisk islamisk udtryk. Her bliver tørklædet ladet med implikationer i retning af terror og trusler mod vestlige/demokratiske værdier selv om man i den aktuelle tyrkiske sag har svært ved at forestille sig, at ordentlige fundamentalister skulle lade deres kvinder studere på universitetet.
Og det er da også tørklædet som symbol på noget langt mere omfattende end religiøs symbolik, der har sat sig på debatten både herhjemme og ude. Ikke så meget med henvisning til terror, som til kønsligestilling. Det fremhæves også i menneskeretsdommen, at tørklædet bæres som en fornægtelse af lighed for loven mellem mænd og kvinder.
Vender vi blikket hjem igen, har der over flere måneder kørt en skarp debat i Ugeskrift for Læger om de signaler om ekstrem kvindeundertrykkelse, der udgår fra det muslimske tørklæde, og som adskillige debattører har ment ikke burde accepteres som hovedbeklædning for læger på danske sygehuse.
Der har indlæg både for som imod, men på begge sider er det kvinder, der fører ordet. Det er tilsyneladende kun kvinder, der mener at kunne tale kvindefrigørelsens sag på andres vegne.
Men selv om den danske konsensus-kultur måske ikke har udviklet sig så påfaldende meget i samspil med vores etniske og religiøse (læs: muslimske) minoriteter, er det alligevel mit gæt, at de offentlige arbejdsgivere helst vil undgå en frontal markering af den flertalsbårne sekularisme i forhold til muslimske kvinder med et direkte forbud mod tørklæde.
Noget andet vil være, hvis en medarbejder insisterer på at møde op i burka eller niqab. Den britiske multiculturalism er trods alt lige så fjern fra den danske middelvej som den franske laïté (strikt fortolket statslig sekularisme).
Anette Faye Jacobsen er ph.d. og specialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder