ESSAY
Den europæiske kultur er oprindeligt udsprunget af hellenismen og især kristendommen. Grækerne ville opdrage og forme det enkelte menneske, så dets sjæl kunne blive god og smuk og nå til erkendelse af de største sandheder. Kristendommen lagde vægt på medmenneskeligheden.
Vi er bundet i vort forhold til næsten. Tilsammen skabte de to strømninger fra Athen og Galilæa en grundholdning, som efterhånden blev rodfæstet som Europas !’ kulturgrundlag. Dette græsk-kristelige livs- og menneskesyn kan sammenfattes i begrebet humanitet.
Idealerne var kærlighed til sandheden og friheden, næstekærlighed, ydmyghed, ærefrygt og nøjsomhed.
Men i dette århundrede, og især i efterkrigstiden, er dette gamle åndelige grundlag stort set smuldret bort. Dog lever det endnu i marginale grupper, blandt højskolefolk, teologer og andre humanister og blandt vore ældre og kristne medborgere.
Men vi tolererer det åndelige så længe det er uforpligtende teori - noget, vi kan hænge op på væggen til pynt. Det bruges til at krydre tilværelsen med i ledige stunder - som en behagelig afveksling i en ensidigt materialistisk virkelighed.
Men det er ikke længere en forpligtende del af vor personlighed, så det præger vor adfærd. Der er ingen sammenhæng mellem teori og praksis. Snart vil de gamle åndelige idealer helt forsvinde. Intet vil da være helligt for os længere. Vi vil end ikke prøve at skjule hovmodet, begæret og kynismen. Vor kulturer er ved at degenerere til en slags normløs naturtilstand med alles kamp mod alle.
Hvad er det for en virkelighedsopfattelse, de fleste af os lever i? Lad os kalde den materialismen. Det er den grundholdning, som tillægger det materielle altafgørende betydning, og dyrker det materielle på bekostning af det åndelige.
Det var oprindeligt den mekanistiske naturopfattelse udvidet til filosofisk verdensanskuelse. Selv rent sjælelige fænomener blev forklaret som værende “ikke andet end” materielle deles bevægelser.
Denne ekstreme materialisme havde stor magt over sindene, især i slutningen af forrige og begyndelsen af dette århundrede. Mange troede, at udviklingen førte os fra lavere mod stadig højere former, og at løsningen af samfundets problemer - ja, af selve livets gåde, nu kun var et spørgsmål om tid.
Europas gamle, åndelige idealer lagde længe en dæmper på materialismen og hindrede dens værste udskejelser. Men da de sidste åndelige bastioner faldt, begyndte plyndringen. De vises advarsler, de besindiges protester, druknede i den infernalske larm fra maskinerne og ovationerne efter de revolutionære materialisters brølende agitation.
Men det er først sent i dette århundrede, materialismen fremtræder tydeligt som kulturbærende grundholdning.
Der er grænser
Materialismen indebærer troen på, at blot vi sikrer den materielle udvikling, så vil en rent menneskelige udvikling og en højnelse af kulturen næsten automatisk følge efter.
Men der er faktisk en grænse for den materielle udviklings nytteværdi, hvor målet er et menneskeligt samfund. Hvor den materielle udvikling i praksis bliver sit eget mål, bliver den ikke bare meningsløs, men ligefrem destruktiv. Prisen bliver for høj.
Den materielle udvikling har nok medført stor velstand i vor del af verden i dag. Men den har også medført social elendighed, arbejdsløshed, åndsfortærende rutinearbejde, arbejdsulykker og varige skader, ødelæggelse af familielivet og andre sociale relationer, udplyndring af andre kulturer, rovdrift på knappe ressourcer, store naturødelæggelser, adskillelse af boligområde og arbejdsplads og dermed spild af tid og energi, centralisering og ensretning, koncentration af den økonomiske magt, som vil undergrave den politiske frihed.
Men da vi har afskrevet den åndelige dimension i tilværelsen, har vi ingen mulighed for at styre udviklingen. Der er ikke længere nogen kriterier, hvormed vi kan sondre mellem rigtigt og forkert! Alt er blevet relativt, og dermed lige gyldigt. Og så er vi i begivenhedernes vold.
Uegnet for menneskeliv
Da dampkraft og elektricitet blev indført var der stadig en vis moralsk fordring. Men med rumfart, datalogi og genmanipulation som redskaber, gør materialismen sig end ikke længere ulejlighed med at skjule, at intet længere er helligt for den.
Vi er på vej mod at samfund, som i virkeligheden er uegnet for menneskeliv. Det er kommet så vidt, at vi ikke engang længere rigtigt er klar over, hvad menneskelighed er. Alle videnskaberne om mennesket er rådvilde over for dette spørgsmål, siger Georg Picht.
Den tænkemåde, der i dag behersker samfundet, betragter alt det, som ikke kan observeres, som utilbørligt, ja, endog usømmeligt. Der findes ikke længere “nogen krog i vort samfund, der ikke blev gennemsyret af den ætsende lud, som en abstrakt omsiggribende umenneskelighed er.
Ikke kun videnskaben er blind for menneskelighed, også litteratur, musik og bildende kunst formår ofte kun at udtrykke den forpinte menneskeskabning i mennesket ved i skingre dissonanser eller med analysens dissekeringskniv at minde vore sløvede sanser om kvalerne og forkrøblingerne hos det væsen, der engang var menneske, og som håber at blive det igen.” (Georg Picht: “Mod til utopi.” Schultz 1970 s. 142).
Sammenbruddet
Tilsyneladende står materialismen endnu stærkt. Den materielle udvikling fortsætter, det etablerede, materialistiske magtkompleks præger i høj grad opinionen, og de politiske partier står alle med fødderne solidt plantet på materialismens grund.
Men det skal man ikke lade sig narre af. Det er ingenlunde usandsynligt, at vi vil blive vidner til et af historiens store dramaer, brydningstiden mellem to kultur-epoker. Ouverturen blev spillet tidligt i århundredet og havde klang af almindeligt åndeligt og materielt opbrud. Tæppet gik for første akt med verdenskrige og økonomiske kriser. Der var pause i efterkrigstiden, og tæppet gik for anden akt.
Vi har overværet ungdomsoprøret, eksperimenterne med nye livsformer, den voksende interesse for østerlandsk visdom og mystik, nyreligiøsiteten, nymarxismen, protestbevægelserne, den grønne bølge - alt det, vi sammenfattende har kaldt “den store vægring”.
Men vi har endnu hovedakten til gode!
Den åndelige forstening
Vor egen brydningstid har adskillige træk fælles med tidligere brydningstider: Dommedagsstemningen, oprørstrangen, latterliggørelsen af anderledes tænkende, kulturpessimismen, rodløsheden og angsten. Et voksende antal religiøse og mystiske åndsretninger kæmper indbyrdes om vore forpinte sjæle.
Den åndelige forstening viser sig på alle områder. Vi kan sige med forfatteren Villy Sørensen, at i dag har vi religion uden ekstase, kunst uden mystik, videnskab uden fornuft, filosofi uden visdom, psykologi uden sjæl og sex uden eros. Tidens modefilosofi docerer, at der ingen sandhed findes, hvorefter alt er relativt - dybest set ligegyldigt.
Tabet af den åndelige dimension i tilværelsen har efterladt et uhyre tomrum - et “eksistentielt vacuum” (Victor E. Frankl). Dette er så meget mere katastrofalt, som et af menneskets sikreste kendetegn er viljen til mening.
Det eksistentielle vacuum viser sig som en følelse af meningsløshed og tomhed. Vi prøver at flygte fra dette tomrum, f.eks. gennem arbejde (derfor er arbejdsløshed en katastrofe) og forlystelser (derfor er underholdningsindustrien eksploderet). En kollektiv neurose har inficeret de moderne samfund. Tom rigdom, tom lediggang, tom seksualitet, er ikke lejlighedsvise dårligdomme i materialismen, men dens nødvendige slutprodukt.
Humanitetens renæssance
Egon Friedell skrev i sin store kulturhistorie: “Det er mere end sandsynligt, at fremtidens menneske vil se vor tid med alle dens “fremskridt” som den mørkeste, goldeste og mest bornerte overtros æra i hele historien”. (Egon Friedell: “Kulturhistorie”. Rosenkilde og Bagger 1958. Bind 1 s. 219).
Vi skal ikke skrue tiden tilbage og forkaste videnskaben. Men den skal ikke længere være samfundets højeste instans. Den må genindtage sin naturlige plads som visdommens tjener. For det er ikke i videnskaben, men i visdommen, tænkningen når sine højeste former!
Den eneste realistiske mulighed på kort sigt består i at genskabe troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, humaniteten, som med alle dens fejl og mangler dog blev tålelig i en lang periode.
Humaniteten, som er den europæiske kulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2.500 år. Nogle af dens tanker hører formentlig til menneskehedens arketyper. I sin oprindelse bygger den måske på guddommelig inspiration. Selv de argeste kritikere af den er trods alt endnu dybt prægede af dens værdinormer.
Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale retfærdighed være utænkelige! Mange moderne mennesker har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af. At lade dette grundlag smuldre i løbet af nogle få årtier er enten dumhed eller forbrydelse.
Alternativet til humaniteten vil være et stort antal religiøse eller mystiske åndsretninger, som vil prøve at udfylde brydningstidens åndelige tomrum og kæmpe indbyrdes om vore sjæle, præcis som i tidligere brydningstider.
Mange af dem vil være falske, idet de blot udnytter angsten og fortvivlelsen. Her må humaniteten være den åndelige ballast, som modvirker de kaotiske og destruktive omvæltninger, så resultatet i stedet bliver de forsigtige, gradvise justeringer, besindigheden foreskriver.
Hvis det åndelige igen får samme status som - eller højere end - det materielle, vil f.eks. religionen ikke længere blive betragtet som noget kuriøst og forældet, men tvært imod som noget naturligt og uomgængeligt.
Med erkendelsen af materialismens sammenbrud vil samfundstænkningen kunne tage et stort spring fremad. Når materialismen pludselig ses “udefra”, vil nye dimensioner gå op for os, og vi vil kunne løse problemer, vi tidligere stod magtesløse overfor.
Det vil være som at finde det bortkomne kort, der får kabalen til at gå op. Da får vi nyt mod og nye kræfter til at søge efter et holdbart alternativ. Resignationen mister sin umiddelbare begrundelse.
Først når vi slipper taget i den døende materialisme, kan vi bevæge os frit og nå gennem brydningstidens trængsler til en afklaring.