Man kan have næver af jern, muskler af stål og en sommerhud som bronze. Og man kan som ‘Flammelille’ have en fingerring af et ærligt metal og et hjerte af guld, for
Flammelille havde et Hjærte af Guld,
men en slem lille Krop af et blandet Metal.
Sophus Claussen havde sit besvær med at få erotik til at rime med poesi, ikke i verskunsten, men snarere i virkeligheden, fordi det ene forvandledes til det andet, hvis det ikke var omvendt.
I den virkelige kropsverden er det ikke så godt at have metal i sig. Som nu Beethoven.
Man mener at have fundet hans knoglede rester, som en samler med sådanne særinteresser først nu har givet slip på. Og det viser sig, at den egentlige ejer af disse knogler døde af blyforgiftning. Ludwig van Beethoven havde bly i kroppen. Tankevækkende. Tunge lidelser. En forklaring kunne være, at det er medicinrester fra en behandling af det slemme. ‘Den franske syge’, som man galant kaldte det. Det var tunge kure, man udsatte folk for, når de bar rundt på en syfilis. Kviksølvpræparater var i brug til op i nutiden, og døde man ikke af sygdommen, gjorde kuren det af med én. Et par berømte eksempler er P. S. Krøyer og Karen Blixen, der begge udmarvedes af tungmetaller.
Blyforgiftning associerer jeg, i sammenhængen frivolt, med barnlige lege med tinsoldater og blymatroser.
Jeg havde som dreng også en guldfisk ved navn Alfred. En dag tabte jeg en blymatros ned i det minimale akvarium, hvor han henslæbte sit liv. Det forkortedes hastigt. Diagnosen var blyforgiftning, hvis den da ikke var blevet ramt i hjertet af tinsoldatens våben.
Også kviksølv kom jeg tidligt i direkte berøring med. Dengang blev det brugt i termometre, og de gik jævnligt i stykker. Og vi fik lov til at lege med kviksølvet, f.eks. i et stort messingfad - et passende blandet metal - hvor man kunne trille det rundt, lade det skille og løbe sammen. Jeg husker fornemmelsen i fingrene. Siden fik man kviksølv i tænderne og forstår nu, hvor risikabelt det også er, ikke mindst for klinikassistenterne, der klager over lidelser som følge af deres direkte omgang med tungmetallet, som de uden beskyttelse har blandet i tandplomberne.
Og vi har intetanende ladet det farlige materiale indgå i sproget som et malende billede, enten som udtryk for livlighed eller rastløshed. Den Store Danske Ordbog henviser til Herman Bang, hvor det i romanen De uden Fædreland hedder: “Jeg véd s’gu ikke, sagde Erik: men vi svinger min Salighed alle op og ned idag som var vi Kviksølv under Jordskælv.”
Og med et stænk af erotik lyder det i et Politiken-citat fra 1928: “En Pige med Aarerne fulde af Kviksølv ruller sin Yppighed og strækker sin Dovenskab på alle Leder og Kanter.” En flammelille.
I seks-bindsværket Den Danske Ordbog tager man skridtet fuldt ud med citatet: “I alle tre timer har han siddet og kørt på stolen som om- Som om han har kviksølv i røven, rundede Martin af.”
Så er kviksølvet da ordentlig fordelt.