Med sin anklage i Berlingske Søndag mod forfattere, medier og dansk erhvervsliv for at have svigtet, fordi de antyder, at han burde have lagt afstand til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, afslører Danmarks statsminister, hvor trængt han er. Desperationen står skrevet med stort. Det allermest desperate er dog, at Anders Fogh Rasmussen gør en stillingtagen for eller imod ytringsfriheden identisk med en stillingtagen for eller imod sin egen person.
Denne tankegang er ikke ny hos statsministeren, hvis verdensbillede altid har været sort-hvidt. Da den fatale Irakkrig stod for døren, fik vi at vide, at hvis vi ikke gik ind for dansk deltagelse, var vi Saddam Husseins allierede. Da Ritt Bjerregaard nogle år senere antydede, at vores deltagelse i krigen havde bragt os i terrorgruppernes fokus, lod statsministeren meddele, at hun nu var en slags terroristsympatisør. Hvis der undervejs i de blodige år, som har kostet så mange irakiske liv, var nogen, der udtrykte ønske om en ny debat om vores engagement i en tabt krig, fik de at vide, at den, der tvivlede, gik fjendens ærinde. Det er Anders Fogh Rasmussens store indsats i sine foreløbig fem år ved magten, at han har udryddet det meste af den midte, der altid har været tyngdepunktet i dansk politik. De overlevende rester har han marginaliseret ud i betydningsløsheden. Besindighed er blevet latterliggjort. Ordet selvransagelse er forsvundet ud af det danske sprog. For selvransagelse kræver modet til at vende blikket bagud og se kritisk på egne handlinger. I stedet for selvransagelse har vi fået damage control, og her betjener statsministeren sig altid af den samme bekendelse til en historieløs fremtid. ‘Nu må vi se at komme videre!’ Anders Fogh Rasmussen har lukket alle de debatter, han er kommet i nærheden af. Vi har aldrig fået en debat om vores engagement i Irak eller løgnen om eksistensen af masseødelæggelsesvåben. Vi har aldrig fået en debat om velfærdsstatens fremtid. Vi har aldrig fået en debat om de liberale idealer, han har svigtet. Vi har aldrig fået en debat om regeringens tvangsægteskab med Dansk Folkeparti. Vi har aldrig fået en debat om menneskesynet bag udlændinge-politikken.
Sådan administrerer statsministeren ytringsfriheden: I princippet er den et umisteligt gode. I praksis er den noget lort. Hans yndlingssætning, ‘Der er ikke noget at komme efter’, er ikke et argument i en debat. Det er et punktum for al debat. I Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode antager al offentlig meningsudveksling derfor mere og mere karakter af edsaflæggelse. Hvis du er muslim, skal du aflægge ed på, at du ikke er terrorist, for du er skyldig, indtil du selv har bevist det modsatte. Er du dansker, skal du sværge, at du går ind for bøllernes ytringsfrihed. Når du har gjort det, kan du gå. Du skal hylde ytringsfriheden, men helst ikke bruge den. Vi har talt meget om imamernes to tunger, når de kom med én udtalelse i arabiske medier og en anden i danske. Men når det kommer til antallet af tunger, kan Abu Laban slet ikke konkurrere med Anders Fogh Rasmussen. Til de internationale medier siger han, at han som privatmand aldrig ville have trykt Muhammed-tegningerne. Til dansk fjernsyn siger han i programmet Profilen, at de fleste danskere nok finder tegningerne uskyldige. Skal vi nære nogen tvivl om, at stemmefiskeren Anders Fogh Rasmussen her taler ikke kun på flertallets vegne, men også egne? Over for udenlandske medier finder privatpersonen Anders tegningerne krænkende. I danske medier finder statsminister Rasmussen dem uskyldige.
Anders Fogh Rasmussens begrundelse for ikke at ville kritisere Jyllands-Posten er, at han også er pressens mini-ster, og at en undsigelse af avisen derfor også ville være en undsigelse af ytringsfriheden. Men i interviewet i Berlingske Søndag, som foregår på statsministerens kontor og ikke i privaten, og som vi derfor må formode er en samtale ikke blot med statsmini-steren, men også med pressens minister, langer han ud efter medierne ‘over en bred kam’ og beskylder dem for ‘principløshed’. Dagbladet Politiken i særdeleshed giver ham ‘mindelser om april 1940’, hvor ‘man bare skal lægge sig ned’. Grundloven forbyder statsministeren at undsige Jyllands-Posten. Den samme grundlov forbyder ham ikke at undsige Politiken, som dog ellers også regnes for en avis. Med hvilken tunge taler han her: Den første, den anden eller en helt tredje? Forklaringen er selvfølgelig enkel. Statsministeren føler sig forfulgt af Politiken, der i en kampagne har afsløret hans massive manipulation med Folketinget og befolkningen under hele kriseforløbet. Meningsfællerne på Jyllands-Posten kan han ikke undsige, hverken med den første, den anden eller den tredje tunge, for så ville han undsige Dansk Folkeparti. Statsministeren har et sær-egent forhold til begreber som løgn og sandhed. Men tælle, det kan han, i hvert fald mandater.
Hvis dansk indvandrerpolitik var en bog, så ville den som omslag have Jyllands-Postens karikaturer. For her udstilles sandheden usminket. Et opgør om værdierne, der tager forhånelsens form. Det ved vi alle sammen godt inden for landets grænser. Mange bifalder det. Andre føler ubehag, men er tavse. Nogle få siger fra. Men det er en hemmelighed, vi står sammen om. Vi må ikke sige sandheden uden for Danmarks grænser, for så bringer vi landets sikkerhed i fare. Vi opfordres til at udvikle en historisk ny og helt ejendommelig fædrelandskærlighed, som af bitter nødvendighed taler med to tunger: En skizofren patriotisme. Indadtil er vi dybt mistroiske over for landets etniske mindretal. Udadtil elsker og respekterer vi dem ligesom hustrumishandleren, der omsorgsfuldt vasker blodet af sin kones maltrakterede ansigt, når politiet står uden for døren, for så at genoptage gennembankningen, når ordensmagten beroliget er gået bort igen. Indtil i søndags var vi blot i krig med verden uden for os. Nu er vi også involveret i en krig med os selv, og pressens minister er i borgerkrig med pressen, skønt vi her i landet med få undtagelser har en presse så følgagtig over for regeringen, at man skal til mediemogulen Berlusconis Italien for at finde paralleller.
Statsministerens udspil vidner om desperation og magtfuldkommenhed på samme tid. Sådan reagerer en regeringsleder, der har vænnet sig til at være uden opposition. Det er ikke nok, at de kritiske røster er få. Der må slet ingen være. Selv tavshed udlægges som modstand. Det er ikke noget tilfælde, at statsministeren går i offensiven efter en uge, hvor dagbladet Politiken i en enegang, der er sørgeligt karakteristisk for dansk presse, dag for dag har afdækket hele det begivenhedsforløb, som førte til den katastrofale Muhammed-krise. Det er nu bevist, at statsministeren bevidst vildledte om indholdet i brevet fra de 11 ambassadører. De krævede ikke, sådan som han hævder, at han skulle tage retslige skridt mod Jyllands-Posten. Derfor var der heller ingen undskyldninger for ikke at have taget mødet med dem.
Lørdag skriver Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden en artikel på avisens forside, hvori han anklager statsminister Anders Fogh Rasmussen for manipulation med katastrofale konsekvenser. Men hans veldokumenterede anklage taber pusten en sætning før dens logiske konklusion. I et hvilket som helst andet vestligt, demokratisk land, hvor der forelå beviser mod landets statsminister for bevidst vildledning af såvel den lovgivende forsamling som befolkningen selv, ville der rejse sig ikke en, men mange røster, både i pressen og i oppositionen, som krævede, at landets overhoved gik af.
Anders Fogh Rasmussen har gjort ubodelig skade på Danmarks anseelse overalt i verden. Han har bragt danske liv i fare, ikke mindst soldaterne i Irak, som udelukkende er der på hans initiativ. I en verden af usikre balancer, hvor hele civilisationer konfronterer hinanden, har han gjort Danmark til en global sikkerhedsrisiko. Han har vildledt Folketinget. Og alligevel er der ikke en, der hæver stemmen for at fortælle ham, at han ikke er værdig til at beklæde sin stilling som landets overhoved. Måske deler vi virkelig alle sammen illusionen om, at et land under angreb må sætte sammenholdet højere end alt andet, også højere end sandheden om krisens virkelige årsager? Er det sådan, at ingen vil fremstå som forræder? Eller endnu værre: At ingen vil gøre sig latterlig som en Don Quijote i kamp mod vindmøllerne, for vi ved jo alle sammen, at hvis statsministeren blev tvunget til at gå af, kunne han blot udskrive valg og vende tilbage med et endnu større flertal.
Men har ikke også demokratiet en ære og en ånd, der kan krænkes, og er Anders Fogh Rasmussen ikke i denne sag den virkelige krænker af alt, hvad demokratiet Danmark står for? . Om jeg så skal være den første, den sidste og den eneste, der siger det, så siger jeg det alligevel: Anders Fogh Rasmussen, det er dig, der med din fatale kortsynethed, fejlanbragte konfrontationslyst og politi-ske amatørisme har ført Danmark ud i katastrofen. Det er dig, der har ansvaret for den største udenrigspolitiske krise i 60 år. Tiden er kommet, hvor du bør gå af.