Mørket har sænket sig over Pantheon-pladsen i Roms vejrmilde aften. Porten bag søjlerne ind til det gamle tempel er omsider lukket i for strømmen af besøgende, der har måttet nøjes med én guds tilstedeværelse i modstrid med det antikke bygningsværks liberale panteisme. De gamle guder er for længst jaget ud af hullet i kuplen, som vi dagen igennem kappedes om at fotografere med den bedste lysvirkning. Nu er det fontænen midt på pladsen, der fra bassinet med det indbyggede elektriske lys sender sine bølgende reflekser over skulpturerne og op i mørket.
Der er et myldrende liv på pladsen, betragtet fra cafebordene på alle tre sider. I gasvarmerne, der flankerer bordene, tumler de røde flammer oppe under skærmen, en mere diskret aktivitet end gadesælgerne, der sender deres små lysfiduser op i luften og fanger dem på en pind under nedturen. De har dem siddende i ørerne, på tøjet og har hånden fuld af dem. Salget går trægt, de keder sig og sender den ene efter den anden af de blåt-og-rødt-blinkende tingester mod himlen som et afmægtigt krav om bønhørelse. En ihærdig guitarist er afløst af en pige, der blødt moduleret synger franske chansons sammen med sin musicbox.
Ved bordet bagved os er en dæmpet dramatisk samtale i gang. Manden klapper hende blidt på låret, mens hun kæmper med en gråd, der slår om i nervøs latter, hvad han på sin side fælder tårer over. Sådan skiftes de følsomt en tid lang i et uvist opgør med dyster hvisken. De ser ikke pigen, der ude foran påtvinger folk sine halvvisne, langstilkede roser i cellofan. De har travlt med deres egne torne og er også upåvirkede af duften af hash, der kommer sivende fra nabobordet. De fortsætter deres jalousidramas vekseldrift.
Om jalousi og myldrende liv er der en påmindelse på husvæggen få meter fra vores cafébord. En mindeplade højt placeret på hotellet fortæller, at Ludovico Ariosto logerede i dette Albergo del Sole fra marts til april 1513. Det var tre år før udgivelsen af hans mægtige ridderepos Orlando furioso. Måske har han siddet deroppe og rimet med sine ottaver på stoffet fra Karl den Stores kampe mod maurerne, som de er skildret i Rolandskvadet. Denne Orlando er furiøst rasende over, at hans elskede Angelica er ham utro med en vis Medoro, en ung fyr, og støjer anderledes vanvittigt rundt end parret her under gasblusset vis à vis Pantheon, i gang med en mulig forsoning.
En skærmydsel af den slags, som kunsten forstørrer op i latinsk vælde, ligesom også i Cavalleria rusticana, operaen, der er baseret på en novelle af Giovanni Verga. Hvorfor nu trække den affære frem i pladsens kulørte mørke over vores skummende fadøl i glas med Carlsbergs velkendte logo? Fordi endnu en mindeplade anbragt oven over den om Ariosto påstår, at komponisten Pietro Mascagni huserede på hotellet, dog langt senere. Også denne berømte enakter om rustik ridderlighed handler om jalousi, nu blandt lidenskabelige sicilianske bønder, men førstegangsopført i Rom 1890: Den unge Santuzza ruger sørgende over, at hendes Turridu er blevet forført af den slemme Lola, som oven i købet er gift. Hendes mand Alfio bliver ligeledes godt fortørnet, udfordrer Turrido til duel og dræber ham.
Det unge par i nuets Rom er faldet til ro, rejser sig, skrår over pladsen forbi fontænen og ned langs det svagt oplyste Pantheon, derinde hvor der lodret under det cirkelrunde hul i kuplen findes en revne i marmorgulvet ned til Tiberen. Man kan forsøge at ramme den med en mønt og dermed sende de bedste ønsker af sted. Det bliver først i morgen.