MARIAGER FJORD: “Danmarks smukkeste - og dødeste.” Det konstaterer en af fjordens naboer, sognepræst i Mariager, Knud Erik Lægsgaard, i Tro & Tvivl i dagens avis.
Lægsgaard spørger, hvad det er for godnatsange, vi fremover skal synge for vore børn og børnebørn. Selv foreslår han strofen i overskriften. Mere alvorligt - og fortvivlet - spørger han, hvordan man som præst skal forberede høstgudstjenesten i år:
“Det er vanskeligt at takke Gud for en rekordhøst, når vi kender prisen: forgiftning og forrådnelse af vort naturgrundlag.”
Det handler om det moderne landbrug. Jovist er høstudbyttet gået op, men de tilførte mængder gødningsstoffer er steget endnu kraftigere. Resultat: Overskuddet går tabt til omgivelserne. Nemlig til grundvandet, hvor det viser sig som nitratforurening. Og til vandløb, søer og kystnære farvande, hvor næringsstofferne gøder vækst for alger, der siden dør. I forrådnelsen suger algerne ilten ud af vandet - og dermed vandets biologiske liv med sig i døden.
SÅDAN ER DET. Det er faktisk en slags naturlov. Ikke at landbruget skal overgøde, men at overgødning fører til iltsvind. Ikke bare i Danmark, men overalt i verden, hvor intensivt landbrug boltrer sig uhæmmet. I vort eget land begyndte vi at se de første større menneskeskabte iltsvindskatastrofer for små 20 år siden. Det afstedkom i 1984 Miljøstyrelsens såkaldte NPO-redegørelse. N er den kemiske betegnelse for kvælstof, P for fosfor og O for organiske stoffer.
Men som daværende landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V) udbrød under en konference om redegørelsens resultater og anbefalinger: “Det skal vi nok få stoppet, det hér!” Det var ikke landbrugets forurening, ministeren var til sinds at stoppe, men bestræbelserne på at gøre noget ved den.
Det lykkedes da også landbruget og dets politiske følgesvende at sørge for, at den faglige dokumentation af problemet ikke førte til indgreb, der gjorde nogen forskel.
Efter de frugtesløse forhandlinger med Axelborg opregnede Miljøstyrelsens daværende underdirektør Jørgen Henningsen, hvad han kaldte landbrugsorganisationernes “fem på hinanden følgende forsvarsværker:”
nDer er ikke noget problem.
nHvis der er et problem, er det ikke vores skyld.
nHvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.
nHvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar: Vil de betale for dyrere produkter?
nVi vil have fuld erstatning.
DE FEM FORSVARSVÆRKER har været bragt i skiftevis anvendelse gennem årene. Landbrugsorganisationerne kan måske for en kortere periode trænges helt tilbage til femte fæstning, men dér bider de sig fast, indtil offentligheden udmattet taber opmærksomheden. Hvorpå Axelborg stormer frem igen mod første skanse.
Således har slaget bølget, siden Folketinget lod sig forlede af folkelig vrede over iltsvindskatastrofen i Kattegat i efteråret 1986 til at vedtage vandmiljøplanen. Af de tre væsentlige forurenere - industri, kommunale spildevandsanlæg og landbrug - kræver vandmiljøplanen som målsætning en nedbringelse af kvælstofforureningen med 50 procent og fosforforureningen med 80 procent. Industri og kommuner har levet op til deres forpligtelser efter planen. Det har landbruget ikke.
Når det er lykkedes landbrugserhvervet at smutte uden om, skyldes det ikke mindst, at dets organisationer ved effektiv lobbyisme sikrede sig kontrol over planens virkemidler. Midlerne kom aldrig til at svare til målene og er - i en sky af fager tale om “godt landsmandsskab” - blevet yderligere svækket undervejs.
Allerede i Lone Dybkjærs miljøministertid kunne miljøorganisationer i et fagligt notat til ministeren pege på, at de valgte virkemidler højst ville nedbringe landbrugets kvælstoftab med 18 procent - mod planens mål om 50. De 18 - skrev organisationerne - kunne endda blive til mindre som følge af det luftbårne kvælstoftilskud, som den voldsomt stigende biltrafik giver landbruget. Og ganske rigtigt: Danmarks Miljøundersøgelser opgjorde i november 1996 den stedfundne nedbringelse til 17 procent.
Det hele handler om fråds. Kunstgødning er så billigt, at det inviterer til overforbrug. Det trækker også værdien af gyllen ned. Den burde være guld, men behandles mildest talt ikke sådan.
Hvad gør man ved fråds? Som i energipolitikken, når den virker: Afgifter, der tilskynder til forsvarlig adfærd. dr