En del af de yngre forskere er de værste til at dyrke deres egne karrierer. De er autoritetstro, ivrige efter at meritere sig, og de underlægger sig hurtigt de videnskabelige normkrav om at publicere i internationalt anerkendte tidsskrifter.
Det mener professor Lars Bo Kaspersen, International Center for Business and Politics på Copenhagen Business School.
Han bakker dermed Ib Ravn fra Learning Lab Denmark op, der i sin nye bog Forskning i sammenhænge er ude med riven efter forskerkolleger, som han mener interesserer sig mere for deres egen karriere - tilskyndet af forskningssystemet - end for, hvorvidt deres videnskab kan bidrage til forståelse af sammenhænge i livet og naturen og forbedrede samfundsinstitutioner.
“Man kunne godt ønske sig flere yngre forskere med selvstændig integritet og gå-på-mod,” siger Lars Bo Kaspersen.
Men uddannelsessystemer fra folkeskolen til universitetet har det med at skabe konformitet og konventioner om, hvad der er godt og skidt.
“Den tendens er blevet forstærket af, at alt skal benchmarkes og vurderes efter målbare kvantitative kriterier i form af publikationer i bestemte tidsskrifter. Det handler ikke kun om den enkelte forskers karriere og overlevelse, men om at hele forskningssystemet er underlagt benchmarking, uden at Videnskabsministeriet har gidet interessere sig for, hvorvidt forskningen i dag er blevet kvalitativt bedre end for 40 år siden, selv om man kan måle, at Danmark klarer sig bedre, publicerer mere osv. Det er den efter min vurdering ikke nødvendigvis,” siger Lars Bo Kaspersen og tilføjer, at der selvfølgelig er masser af mennesker med integritet, der laver interessant forskning inden for systemets rammer.
Ib Ravn hævder ligeledes, at samfundsvidenskaben alt for sjældent kommer ud af det akademiske kosteskab, hvor metodediskussioner har taget magten fra forskeren. Samt at samfundsforskerne generelt har svært ved at forbinde abstrakte teoretiske idealer med noget, der kan gøre en forskel for samfundsborgerne.
Lars Bo Kaspersen, der har været ansat på statskundskab ved Aarhus Universitet og senere på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet er enig med Ib Ravn i, “at hvis samfundsvidenskaberne ikke har en vision om at bidrage til forståelse, forandring og forbedring af samfundet, så er der ingen pointe i at have samfundsvidenskab”.
Men til gengæld mener Kaspersen ikke, at billedet er så sort hvidt, som Ravn maler det.
Lars Bo Kaspersen har for eksempel netop holdt foredrag for en gruppe sundhedsplejersker med udgangspunkt i sociologerne Niklas Luhmann og Anthony Giddens teorier om såkaldt ontologisk sikkerhed.
Sociologerne har vist, at i takt med, at samfundet bliver mere og mere differentieret, og tingene forandrer sig med stadig større hastighed, bliver det mere vigtigt, at mennesker er godt rustet til at have fundamental tillid til sig selv og andre. En ontologisk sikkerhed eller tillid, der grundlægges i et barns to-tre første leveår. Sundhedsplejerskerne havde fra deres praksis blandt børnefamilier til gengæld spottet fattigdomslommer i det danske samfund.
“Vi fik en interessant dialog om, hvordan sundhedsplejerskerne kan overbevise de politiske systemer om, at man ikke bare kan skære ned på sundhedsplejen, fordi den har en vigtig rolle i fastholdelsen og udviklingen af det danske velfærdssamfund. Det er et eksempel på samspil mellem normativ samfundsteori og mennesker i praksis,” fortæller Lars Bo Kaspersen.
Flere af kollegerne på CBS-centret bedriver ligeledes forskning, hvor de inddrager praksis, og forskerne er i høj grad fokuserede på formidling, foredrag og konsulentvirksomhed.
“Det er en svær balance, for det er meget tidskrævende at gå i dialog med aftagerne, og det kan indebære, at man i en periode er nødt til at drosle ned på den mere kontante grundforskning,” siger Lars Bo Kaspersen.
“Men Ib Ravn har en pointe i, at i dansk samfundsvidenskabelig forskning generelt er der måske en tendens til, at selv forskere, der laver forskning, som ikke er baseret på beskrivende analyser og spørgeskemaundersøgelser, er for dårlige eller ikke tilstrækkeligt motiverede til at komme ud over rampen med det, de har at sige,” siger Lars Bo Kaspersen.
Men han peger samtidig på undersøgelser, der viser, at det gennem de senere år er erhvervsøkonomiske forskningsfelter, som beskæftiger sig med markedet, der har domineret uddelingen af forskningsmidler på bekostning af forskning i f.eks. civilsamfundet eller politiske og sociologiske teorier om alternative politiske og økonomiske institutioner.
Desuden mener Lars Bo Kaspersen ikke, at at man kan kræve af den enkelte forsker, at han eller hun skal give bud på løsninger, og bedrive forskning, der i højere grad involverer samfundsinstitutioner og borgere, sådan som Ib Ravn efterlyser. Ofte er det tilmed forskernes evne til at betragte ting på afstand med “videnskabelig ærlighed”, der kaster nye problemstillinger af sig, mener Lars Bo Kaspersen.
Det er derimod en institutledelses opgave at sørge for at sammensætte en forskerstab, der både repræsenterer forskere, der er normativt interesserede, og andre der er analytisk motiverede. Endelig mener Lars Bo Kaspersen, at der er behov for at stå vagt om grundforskningen, fordi man risikerer at underminere den med alt for kontante krav om anvendelighed.
“Det, der sker i disse år, er, at grundforskningen misrøgtes. Flere og flere midler til forskning går til målrettede projekter, hvilket gør det vanskeligt at bedrive reel grundforskning. Det er en ligeså overset problematik, som at forskerne er for dårlige til at komme ud over rampen,” siger Lars Bo Kaspersen.