Tahar Ben Jelloun har boet i Paris i 35 år. Han har været fransk statsborger i årevis og har skrevet et dusin romaner på fransk. Men begiver man sig ind i den store Fnac-boghandel i Les Halles - Paris’ største - leder man forgæves efter ham i afdelingen for skønlitteratur. Som andre forfattere af nordafrikansk oprindelse er han rubriceret på de nederste hylder i science fiction-afdelingen under overskriften Maghreb. I Storbritannien ville det svare til, at skulle lede efter bøger af Salman Rushdie i Waterstone’s afdeling for Personlig udvikling/Indien.
Ben Jelloun morer sig over sammenligningen. “Briterne ser ud til at have lettere ved at assimilere forfattere fra deres gamle kolonier,” siger han. “Rusdie blev født i Indien, men engelsk litteratur er et universelt begreb. Frankrig ser dog også sig selv som en universel kultur. I praksisk indebærer det, at schweiziske og belgiske forfattere, ja selv Samuel Beckett, betragtes som fransk litteratur. Med eks-kolonierne er det imidlertid noget andet. Skyldfølelsen er for stor. Sortsmudskerne får derfor deres egen placering.”
Det er en barsk betragtning, men Ben Jelloun fremsætter den med afdæmpet distance. Han har succes nok til ikke at behøve at råbe op. Hans bøger er oversat til talrige sprog, og fra hans kontor er der udsigt til den mondæne Boulevard St. Germain, hvis café-liv stadig danner centrum for cremen af fransk åndsliv.
Det er ikke nogen hemmelighed, at nordafrikansk afstamning ikke er den sikre vej til et let liv i Frankrig. Oprørsråbene fra forstadsghettoerne sidste år var et symptom på dybtliggende diskriminationsproblemer, skønt ‘racer’ ifølge republikkens love ikke eksisterer. Ben Jelloun ser dog ud til at være en undtagelse, der bekræfter reglen. Hvad er hans position i så fald?
Hans forfatterkarriere begyndte i 1966 i El Hajeb, en marokkansk militærlejr, hvor han sammen med 94 andre blev underkastet hård ekscercits og hyppigt blev gennemtævet som fjende af kong Hassan II, fordi han havde deltaget i studenterdemonstrationer i Rabat i 1965. Skønt han ikke var specielt politisk engageret, havde han flere bekendte i venstreekstremistiske miljøer. Men det regime, der under ledelse af general Oukrit mejede egne borgere ned i gaderne, forstod ikke at skelne mellem den slags.
“Jeg tilbragte halvandet år i lejren,” husker han. “Vi fik lov til at få en ny bog hver tredje måned, så jeg bad min bror om at sende mig noget rigtig stort, jeg kunne fordybe mig i. På den måde fik jeg James Joyses Ulysses - 700 sider. Det var som at indånde. Litteraturen blev ikke blot en flugtvej, men en chance for en revolte. Den inspirerede mig til at skrive mit første digt.”
Digtet bleve smuglet ud af lejren og fandt en forlægger umiddelbart efter Ben Jellouns løsladelse i 1968. Efter at have færdiggjort sine studier i filosofi, begyndte han at undervise på gymnasier, først i Tetouan, siden i Casablanca.
I 1971 befandt Ben Jelloun - der altid havde gået i fransksprogede skoler - sig på den forkerte siden af generalens nye kampagne for at arabisere undervisningssystemet. Han greb derfor chancen for at rejse til Paris for at læse videre. “Påskuddet var at skrive en doktorhandling i psykologi. Men det var under alle omstændigheder udelukket, at jeg kunne undervise i filosofi på arabisk, så det var i højere grad en flugt fra undertrykkelse. Dengang blev enhver ytring - det være sig et essay, en avisartikel, et stykke fiktion eller lyrik - i Marokko anset som noget dybt suspekt.”
Som for Joyce blev eksilet tvetydigt. I en karriere, der har strakt sig over fire årtier, har hans oprindelige hjemland aldrig helt forladt ham. Harrouda, hans første roman, var henlagt til et traditionsbundent Fez og hans ungdoms kosmopolitiske Tanger. Udgivet af den legendariske Maurice Nadeau fandt den beundrere - også blandt store fremtrædende litterater og forfattere som Roland Barthes og Samuel Beckett. Marokkos statscensorer fand den eksplicitte fortælling om en prostituteret skandaløs, men ikke undergravende. Franskmændene fik imidlertid øje på noget andet.
“I Frankrig var indvandrere som usynlige, og var de det ikke, blev de horribelt behandlet. Så som veluddannet marokkaner faldt det i mit lod at tale Nordafrikas og den arabiske verdens sag, selv om jeg ikke på noget tidspunkt har ønsket at påtage mig den rolle.”
Det blev en rolle, han ikke desto mindre kom til at udfylde. I 1974 dækkede han haj-pilgrimsfærden i Mekka for Le Monde og rettede et nu berømt angreb imod den amerikanske forfatter Paul Bowles, hvis oversættelser af analfabetiske historiefortællere fra Tangers medina, han betegnede som gyselig neokolonialisme. Ben Jellouns psykologiske doktorafhandling om nordafrikanske indvandreres seksuelle elendighed, som blev udgivet i 1975 under titlen Den højeste ensomhed, blev hans første bestseller.
“At indvandreren må leve i randen samfundet på niveau som en subsistensløs - det kunne man leve med. Men at der var andre sider, der var fraværende fra hans personlighed, at han ikke længere kunne hengive sig i seksuelle forhold f.eks., det var pudsigt nok ikke faldet nogen ind.”
I et land, hvor selv en billboardreklamer for en banandrik i dag må vise en grimasserende udfordrende sort mand i badebukser, må man undre sig over, hvordan et sådant gennembrud var muligt. Efter at have synliggjort en ny, uønsket kategori af franske borgere, begyndte Ben Jelloun at sætte ind på en anden front. Han tilbragte nu hvert år tre måneder i Tanger og kom tilbage med nye fortællinger inspireret af sit fædreland. Befolket af udstødte, omvandrende galninge, blinde historiefortællere og præget af den magisk-realistiske stil, som var så fremherskende i 1970’erne og 80’erne, kulminerede disse års forfatterskab i to enestående værker, Sandbarnet (1985) og Den hellige nat (1987), hvoraf sidstnævnte fik den prestigefyldte Goncourt-pris. Begge bøger handler om Zahra/Ahmed - en pige, der opdrages som dreng af sin far, fordi han er for skamfuld til at indrømme, at i hans familie på syv døtre er hans sidst-fødte ikke en søn.
I Marokko var jublen knapt så stor. “Det er et kompliceret forhold,” siger han. “De, som bor der permanent, mener ikke, jeg har legitimitet. De bebrejder mig, at jeg ikke var kritisk nok under kong Hassans repressive år, at jeg ikke sagde mere fra, men i stedet dyrkede det eksotiske.”
Han viser mig en forside af tabloid-avisen Le Parisien, hvor en marokkansk forfatter under pseudonym - “som om jeg var terrorist,” siger Ben Jelloun - anklager ham for ikke at forsvare sit folk. “I et land, hvor der ikke er mange nyskabende kunstnere eller forfattere, der formår at give Marokko et udtryk, bliver de personer, der står frem, hurtigt hængt ud som fjender.”
Skønt han smiler, kan man se, at det nager ham. Og modviljen blev ikke mindre, da han i 2001 udgav Cette aveuglante absence de lumière (Dette blændende fravær af lys). Den er baseret på en grusom og sand historie, hvor fortælleren - en officer, der var indblandet i kupforsøget imod Hassan i 1971 - overlever 18 år i en vinduesløst, underjordisk fængselscelle på 1,5 x 1,5 meter. Men den rummer ikke mange udfald imod et regime, der ikke viger tilbage fra at begrave sine borgere levende. Dens succes i Frankrig og lige så store internationale anerkendelse (den vandt i 2004 Impac-prisen) gjorde kun beskyldningerne endnu bitrere. “Ud fra noget af det, jeg har læst, skulle man tro, jeg var CIA-agent eller stod i ledtog med Mossad,” siger han.
Men det vil være en forfladigelse at læse Dette blændende fravær af lys som et politisk værk. Dens emne er en forpint menneskekrop, og dens betydning ligger i udforskningen af menneskesindet og de dybe ressourcer, det rummer under selv de værste helvedestilstande. Et af temaerne i denne dystre hymne til livet er ført videre, om end i nedtonet form, i Ben Jellouns seneste værk Den sidste ven (udkom på dansk sidste år, red.). Det er historien om et venskab, der begynder i skoleårene for brat at afsluttes i et uforklarligt forræderi 30 år senere. Det er en øjensynligt dybt personlig bog, der afspejler hændelser i Ben Jellouns eget liv. Men det er også en bog, han har svært ved at tale om.
“Jeg har triste minder. Hvor kærlighed og sex kan fungere trods den konstante mulighed for brud eller forædderi, så forestillede jeg mig venskab som en højere form for troskab. Det er det bare ikke altid.” Der er nærliggende i den forbindelse at tænke på Ben Jellouns brud med sin mangeårige ven og oversætter, Egi Voletranni, der havde involveret sig i en italiensk piratudgave af et hans værker.
“Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg følte mig forrådt. Men i min nedtrykthed fandt jeg også inspiration til den tanke, at to mennesker kan have et nært forhold, der strækker sig over årtier, men alligevel har en skrøbelig brudlinje. I en grad, så de hver især oplever to helt forskellige versioner af deres venskab.”
Den sidste ven er dog langt fra en bitter bog. Som opvokset i Tangers middelklasse opdager dens to fortællere Ali og Mamed kvinder og politik i de tidlige 1960’ere, mens Algeriets uafhængighedskrig endnu raser i horisonten. Som Ben Jelloun bliver de begge interneret i en militærlejr for studenteraktivisme. Og som Ben Jelloun bliver Ali senere filosofilærer. Men bogen lever især i kraft af den kæderygende Mamed, en Karl Smart-type med et legende forhold til livet og en lang tradition for at ydmyge sine venner. Som midaldrende, succesrig læge i Stockholm får han konstateret lungekræft og vender hjem til Marokko for at dø. Men først foretager han et voldsomt opgør med Ali for at skåne denne for synet af sit fremadskridende forfald.
Om han bryder med Ali, fordi han elsker ham så højt - de to mænds venskab er så intenst, at deres respektive koner er optændt af jalousi - eller fordi, han føler pervers glæde ved at knuse noget værdifuldt, er et mysterium, der drilsk nok aldrig bliver fuldt opklaret. På et tidspunkt opregner Mamed - på gaden midt i Stockholm - sine grunde til at elske Marokko: “Det, jeg har savnet mest, var de ting, der irriterede mig mest. Som den larm, naboerne lavede, de højtråbende omvandrende sælgere, elevatoren, der knirkede skingert i sine kabler. Hvad jeg savnede, var støvet. Mærkeligt nok frembringer Sverige intet støv.”
Men Ben Jelloun er ikke bare en længslens forfatter. Tilbage på Boulevard St. Germain, der i dag huser flere modebutikker end boghandlere, fornemmer jeg, at det er sund vrede, der holder ham gående. Han afslutter interviewet med en bemærkning om sidste års bilafbrændings-optøjer.
“Jeg tror, det vil ske igen. Der er ingen nye ideer. Politikerne håber bare, at problemet går over af sig selv. Det sker ikke.”
Og hvis en af Frankrigs største forfattere skal søges i en ydmyg afkrog af Fnac, fordi han er født i Marokko, er det måske heller ikke så mærkeligt. Og hvis ikke Ben Jelloun siger fra nu, hvem vil så gøre det?
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen