Bondeanger er et alt for uudforsket litterært tema. Følelsen af at vågne op med en ubehagelig fornemmelse i maven, hovedet og underbevidstheden, mens erindringer man helst ville fortrænge sniger sig rumlende og forfærdeligt ind i bevidstheden, er muligvis overhovedet den ubehageligste, et overbeskyttet ungt vestligt menneske nogensinde risikerer at blive udsat for. Tag nu Veronique, hovedpersonen i Dan Rhodes lille roman Den lille hvide bil. Den bondeanger, der rammer hende efter en beruset sommeraften med en lidt for fugtig biltur hjem gennem Paris, er af den uudholdeligt frygtelige slags, der tvinger en til hurtigt at drikke et glas vand, give hunden mad og lægge sig ind i sin seng igen og sove videre.
For på venstre side af Veroniques lille hvide Fiat sidder der nemlig en bule og et smadret bremselys, der bekræfter Veroniques bange anelser. Bondeanger igen. Og denne gang, viser det sig, da hun tænder for radioavisen, er bommerten måske lige et niveau værre end nogen, hun før har begået.
Men før eller siden er man jo nødt til at stå op og se sandheden i øjnene. Og, som det ofte gælder med bondeanger, finde ud af hvordan man dernæst skjuler den igen bedst muligt:
“Henne på sit arbejde gjorde Veronique sig meget umage med ikke at fortælle, at hun havde slået prinsesse Diana ihjel i weekenden. Hun havde øvet sig i ikke at komme til at nævne det, mens hun havde været ude at lufte César om morgenen, samt hele vejen hen til kontoret - både på gaden og i metroen. Hun besluttede, at den bedste strategi ville være slet ikke at åbne munden i tilfælde af, at en tilståelse ellers ville finde vej ud af sig selv, ligesom dengang hun diskret havde forsøgt at rømme sig på en restaurant og var endt med at hoste en ordentlig østers af en slimklat op midt på ostebrættet.”
Men ved siden af Veronique sidder Françoise, den kvinde der går med det mest irriterende tøj i hele Paris. For eksempel jordbærmønstrede bukser, der ser ud som om de er taget omvendt på, selv om de ikke er det. Det andet der er med Françoise er, at hun ikke har noget liv og derfor er ved at kvæles i nysgerrighed efter at følge med i Veroniques - noget ubelejligt, når man har en vag fuldemandserindring om i en tunnel at have været årsag til prinsesse Dianas fatale trafikuheld.
Hele miseren starter med endnu en aften, hvor Veroniques uudholdeligt kedelige kæreste Jean-Pierre endnu en gang beslutter sig for at sætte The Sofia Experimental Breadboard Octet på cd-afspilleren - et af de uudholdelige avantgardebands, der er den retfærdige karmastraf for kvinder, der forelsker sig i mænd på grund af deres udstråling af sofistikeret livsstil.
The Sofia Experimental Breadboard Octet er naturligvis eksperimenterende nok slet ikke en oktet, men har 14 medlemmer, hvoraf ingen spiller på ‘breadboard’, men hele to spiller trommer - den ene med børster og den anden med oversiden af hænderne. Det er altsammen enormt udfordrende og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi forstår kunst.
Alt dette forklarer Jean-Pierre Veronique i sit karakteristiske gletschertempo, der i sidste ende skal blive så fatalt for prinsesse Diana. Når Veronique imens kommer til at dele en hårtot i tre og flette den, bebrejder Jean-Pierre hende alvorligt, at hun ikke lytter efter.
Jean-Pierre er et meget selvbevidst, men samtidig ikke meget dynamisk menneske. For eksempel ryger han sine joints på en måde, der har kostet ham mange venskaber.
“Folk, der endnu ikke havde besluttet sig for om de kunne lide ham eller ej, havde trukket sig efter at have set denne opvisning, set hvordan han langsomt lukkede øjnene med en fuldkommen overdreven ligegyldighed, mens røgen bølgede ud fra en perfekt rundet åbning i højre side af munden og hang i luften foran ham som et overjordisk væsen. ‘Han er i den grad forelsket i sig selv’, plejede de at sige til hinanden bagefter. ‘Så du hvordan han pustede røgen ud?’ Den havde Veronique efterhånden hørt en del gange.”
Den lille hvide bil handler så om, hvordan Veronique i sin afsindige irritation bliver nødt til at køre hjem fra Jean-Pierre i sin brandert, undervejs måske kommer til at køre prinsesse Diana ned, og herefter må udslette sporene. Det er en utroligt morsom bog om unge, selvstændige kvinder, der kommer til at knalde med deres mekanikere, at sælge deres kæresters irriterende avantgarde-stereoanlæg, og til at drikke sig alt for fulde, når de ikke gider høre mere vrøvl.
Hvis man selv er sådan en, skal man læse bogen straks. Hvis man ikke er, giver jeg ingen garantier - men tør man, lader Dan Rhodes til at være den perfekte spion i en verden, der umuligt kan være hans egen. Ninna Brenøe har begået den svære og sjældne bedrift at oversætte sjovt engelsk til sjovt og mundret dansk.
Dan Rhodes: Den lille hvide bil. Oversat af Ninna Brenøe. 184 sider, 225 kroner. Tiderne Skifter. ISBN 87-7973-167-8