“En kollektiv neurose har inficeret de moderne samfund”, mente Søren Fonsbøll, frit efter filosoffen Frankl. - ‘Godt det ikke er mig’, tænkte jeg, for jeg er rigtig glad for mit arbejde og jeg elsker at forlyste mig
INDSIGTENS PLADS
Det er morgen nu, søvnen og dagen kalder på mig med to stemmer, stemmer der aldrig bliver rigtige venner. De lever sammen og har fundet ud af en eller anden orden, efter hvilken der gives plads til dem begge. Men dagens stemme sparker mig op og bliver til hele mig.
“Godmorgen, alle mine søde sovebørn, I skal op nu.” Nina på 4 år gør, hvad hun kan for at fastholde søvnen, kniber koncentreret øjnene i, sutter mere intenst på sutten, omsider vågner også hun.
Ok, hvem skal ha’ havre-grød? (1 barn). Youghurt? (1 barn). Cornflakes? (1 barn). Selv tager jeg en smøg og noget brød, kroppen er ikke rigtigt indstillet på at forbruge endnu. Børnene hitter selv tøj frem, fra skabe der faktisk bugner af kluns. Købt, arvet og overleveret tøj. Med Dis-neys motiver, med blonder, med flæser, med fodboldmærkater.
Jeg tillader det, jeg ligefrem motiverer det, fordi jeg regner med at disse småbørn har brug for at finde en identitet, f.eks. gennem at kunne gi’ den som prinsesse og som batman. Og den får ikke for lidt.
“Jeg er den store tiger, ud i junglen jeg mig sniger”, brøler den tre-årige, iklædt tigerkasket. Det koster, men i det store og hele er der et velfungerende undergrundssystem af mødre, der opmagasinerer, bundter og journaliserer brugt børnetøj. “La’ gå videre, la’ gå videre”. Den ene pose tøj er den anden værd.
Den 8-årige cykler til skole, turbocykelhjelm og moderigtig rygsæk, skulle jeg mene. Den kostede i hvert fald på den forkerte side af 400 kr. De mindste cykler også i dag, til deres børnehave. Jeg går hjem til mit parcelhus, lukker hønsene ud og skuler til opvasken. Ha! din lede cornflakestallerken, står der og tror på en manuel gang massage i opvaskebaljen. Jeg smider den ind i opvaskemaskinen, nu fyldt ca 1/3 op, siden sidste tømning i aftes.
Motoriseret eller ej
Jeg skal arbejde hjemme i dag, hvilket sparer mig for i alt 90 km. kørsel. Jeg gransker mine bøger, der i sammenligning med Disneys
T-shirts koster formuer. Jeg kontaker min verden gennem min PC, en Pentium med modem, skriver mine tekster ud på en Canon printer. Der ryger en kande kaffe, et unævneligt antal smøger, frugt og brød indenbords.
Jeg går ud i min have, belurer brumbasser og liljer, æder lidt purløg. Jeg får øje på græsset, der nu har nået den højde hvor det skriger: slå mig, slå mig! på en så tvetydig måde, at det får lov at stå lidt endnu. Nogle steder er det sådan lidt eng-agtigt at se på, men jeg lader mig ikke narre af det. Over natten vokser det til jungleagtige dimensioner. Jeg overtaler mig selv til at slå 1/3 af plænen, nu jeg har vovet mig ud. Frem med dyret, hin infernalsk larmende motoriserede maskine. Min mand hævder, at “den uden motor er da meget hyggeligere”. Vores græs vokser så voldsomt, sikkert på grund af de høns der futter rundt og skider på den, at forsøg på at holde det nogenlunde nede med “den gamle maskine” er rent kvindemord.
Sjovt nok larmer den på nogenlunde samme måde, som de motorsave der hærgede vores kvarter i påsken. Det er det tidspunkt, hvor alle mæn-dene - især - saver brænde. Der er ingen snak om, at det ville være meget hyggeligere at save med ‘den gamle’ sav, den uden motor. “Kan overhovedet ikke lade sig gøre, det ville være rent mord”, siger de. Mændene. Således kan larm og larm være mange ting.
Det med økologien
Dagens indkøb. Den 8-årige kommer hjem, hun har fundet ud af, at hvis hun nogen gange kører meget hurtigt og lige bagefter kører meget langsomt, så er det det samme som hvis hun hele tiden havde kørt ‘mellem’. Vi snakker om gennemsnit, at det hele for det meste er på den samme måde, men nogen gange går det lidt skidt og andre gange rigtig godt. Og hun spørger, om det er sådan ‘mellem’ i dag, når vi skal i Brugsen? Hun refererer til om i givet fald hvilken størrelse is hun mon må få.
Jeg henter de andre unger, ind i Mors bil og afsted med en indkøbsliste, på længde med de 2 meter wc-papir, som den 4-årige bruger efter hvert besøg på wc’et. Mors bil, fordi manden er politisk og græn-sende til det neurotiske modstander af privatbilismen. Vi lever med den, i nogenlunde samdrægtighed, blot er det altså min bil.
Vi starter ved ‘frugt og grønt’. Ungerne vejer hvad der skal vejes, henter agurker og bananer. Jeg checker, at gulerødder, kartofler og citroner er i økologiske udgaver, mens resten går usorteret i vognen. Vi køber ostehapser, spegepølser, frosne ærter og papfisk. Chips. 8 l mælk, heraf 4 økologiske. Havregryn, guldkorn, sukker. Jeg køber 5 kilo mel til ingen penge og det får mig til at konkludere, at så kan jeg godt købe økologisk rugmel. Det har fået skruet mig over i ‘åh, hvad fanden, vi skal også have noget lækkert’-hjørnet, nu befriet for den fornuftige indkøbsseddel. Vi henter Mumi-kiks og cola, en kæmpepose familieguf, men så må katten også betale prisen ved udelukkende at få discount kattemad. Vi mangler at finde kød. Jeg køber noget elendigt møg-kød og tænker på, at jeg snart vil ringe til Gården og tale med dem om den halve gris, fritgående, som Lone og jeg vil slå os sammen om at købe. En dag, vil vi. De får en ‘mellem-is’, flerfarvet, i alt 24 kr.
Fætter BR
Vi fylder hele balladen i bagagerummet, sætter kurs mod byens centrum. Vi skal købe Dimser. De har 50 kr. hver, som de vil bruge på Dimser, i BR legetøj. Det bliver til: sæbebobler, glansbilleder, en optrækkelig bil, Barbie-viskelæder og noget ubestemmeligt, der minder børnene om Skønheden og Udyret. Da vi passerer Frellsens Chokoladebutik siger Nina, at når hun får børn, så må de altid få meget slik og Kinder-æg. Jeg hopper ikke på den, i dag, men jeg køber for 30 kr. sure druer på torvet. Vi fortærer de fleste, skræmmer mågerne og kigger på glansbilleder.
Sidste stop er benzintanken, hvor jeg fylder på for ca. 200 kr. Jeg siger ikke, at jeg elsker min bil, men blot at den har muliggjort Dagens Orgie. “Der kan du se”, siger den neurotiske derhjemme, “sådan en bil ligefrem muliggør og forstørrer forbrugets omfang!”
“Jeg kunne jo dårligt tage bussen, tænk på al det mad og tænk på den masochistiske køreplan, desuden var det en hyggelig og praktisk tur. De skal da også ha’ lidt legetøj…” Sådan fortsætter det i samme rille.
Aftensmad. Vi spiser deller, uden at tale om den fritgående gris. Vi taler om BR legetøj, om ‘mellem’ og om, at vi skal til stranden i morgen aften. I Mors bil, forstås. Så er det godnathistorier, den med Brødrene Løvehjerte der bevæger og berører os alle. Den kalder nattestemmen frem, drømmene, slapheden, varmen. Vi voksne vasker op nu, sådan at vi putter de sidste ting i Maskinen. Den har vi også lært at leve med, Maskinen, på samme måde som Bilen og Motorplæneklipperen. Mens tøjvaskemaskinen, støvsugeren og det varme vand faktisk aldrig har været til debat.
Forbruger-fæ
Jeg genoptager mit arbejde, sætter mig til at læse igen, om at anlægge et aktørperspektiv og et praksisperspektiv, når vi debatterer de Store Spørgsmål som f.eks. Forbrug og Materialisme. Om betydningen af, at vi, der vil ‘det gode’ og sidder på Indsigtens Plads, giver os til at forstå gemene aktørers gemene handlingsgrunde til, lad os sige det, at køre i bil. Men inden jeg griber efter dagens ulæste tekst, må jeg se min avis. Heri skriver så Søren Fonsbøll om “Materialismens sammenbrud” og om behovet for åndelighed og meningsfuldhed.
Det er i fin stil med de øvrige artikler om emnet, der har været i Avisen gennem længere tid. Hele den der tone med, at vi er nogle rigtige unyttige bæster, hvis højeste mål er Forbrug og Materialitet. Vi skal en anden vej, vi skal ud af “et eksistentielt vakuum”, som Fonsbøll siger med filosoffen V.E. Frankl. For vi føler meningsløshed og tomhed, hvilket angiveligt er årsag til, at vi flygter ind i vores arbejde og i forlystelser. “En kollektiv neurose har inficeret de moderne samfund”.
“Godt det ikke er mig”, tænkte jeg, for jeg er rigtig glad for mit arbejde og jeg elsker at forlyste mig. Og det “meningstab” Fonsbøll taler om, det lyder modbydeligt. Godt, at jeg har så meget meningsfuldhed, for eksempel er det ret meningsfuldt at snakke om ‘mellem’ og at købe Dimser og læse Brødrene Løvehjerte. Nu ville jeg tale med den hjemlige neurotiker om, at vi burde glæde os over, at det ikke er os, der er i dette vakuum og lider af meningstab og samtidig begræde de åbenbart mange¡, der føler livet på den måde.
“Det er jo dig han taler om, dit forbruger-fæ! Du bare køber dimser og Mumi-kiks, oser benzin af, uden tanke på lurende katastrofer og falske værdier.”
Er jeg offer for denne kollektive neurose? Det er jo rart at vide, hvem der er neurotisk, her gik jeg og troede det var min mand. “Spørg ham dog, ham Fonsbøll”, sagde min mand, med denne påtagede kølighed der ses hos mennesker, som har helt klar udsigt til at vinde et væddemål. “Spørg ham, hvis du tør.”