Frihedens fængsel, de frie skoler og de frie markedskræfter
FRIE ORD
“Freedom is just another word for nothing left to lose”
Janis Joplin
efter Kris Kristofferson
GODE HISTORIER ender ikke altid godt. I septembernummeret af tidsskriftet Efterskolen, som Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler udgiver, ydes et lille bidrag til frigørelsens historie, der ikke ender godt, mens den store fortælling om frigørelsen endnu ikke er endt. Men historien er god og fortælles af forstanderen for Bjergsnæsskolen ved Viborg Ole Mølgaard:
“Jens startede på efterskolen, fordi han gerne ville. Han havde fra storebor samt kammerater hørt om alle de positive sider ved et efterskoleliv. Desværre blev han ikke længere end til onsdag. Han kunne pludselig ikke styre tilværelsen mer, og meget forvirret over sig selv kom han for at tale med mig. Aldrig havde han oplevet ikke at kunne snakke sig ud af problemerne - finde udveje. Men der havde ikke været noget, han syntes kunne undskylde hans adfærd og tanker om at komme hjem igen. Kammeraterne havde været forstående og gode. Han, der ellers var temmelig kræsen, havde spist som en hest. Lærerne havde faktisk været ret menneskelige - ja endda slet ikke så værst. Både sjovt og lærerigt havde ugens program været. Og alligevel sad han nu foran mig og ville snakke. Han skulle under vejr med sig selv.”
“Snakken faldt naturligt på hjemvé, men jeg fandt hurtigt, at det ikke var den ‘normale’. Ad kringlede men spændende veje kom historien om Jens og hans dagligdag derhjemme. En god dreng med gode fritidsinteresser fra en god og velmenende familie. Bedre kunne det da ikke være, hvis ikke det lige havde været for dagligdagen. Jens fortalte om, hvordan han nød at komme hjem fra skole og kunne gøre lige hvad der passede ham. Tage noget i køleskabet, når han var sulten. Sætte en video på. Gå ind til sig selv, hvis han ikke gad være sammen med de andre i familien. Tage ned i byen eller til håndbold og møde kammeraterne. Han havde ikke noget fritidsjob eller pligter derhjemme, og han forklarede mig flere gange, hvor stor en frihed han havde derhjemme. Hvortil jeg svarede, at det måtte da være rart at have det sådan.”
“Pludselig standser han op og set stift på mig: ‘Hold da kæft! Det er jo det, der er galt. Jeg kan slet ikke komme væk fra det.”
Dømt til frihed.
I SIT NETOP udkomne bogforsøg på at finde “en tredje vej mellem nyliberalismens jubeloptimister og den gamle venstrefløjs vadmelsklædte grædekoner”, Det sidste menneske - da danskerne opgav demokratiet (Forlaget Fremad), formulerer Kresten Schultz Jørgensen et afsnit, som var det en kommentar til historien om Jens fra Bjergsnæs:
“I stedet for at fungere som sund modvægt til markedet, bliver familien og det civile samfund gennem hundreder af år undermineret af markedet i det, vi kalder udviklingen, men som i virkeligheden blot beskriver, hvordan ting forandrer sig, når penge bliver den universelle og højeste værdimåler: Værditabet for det ubetalte arbejde i familien, for forældreskabet. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet - ikke fordi man ikke kunne overleve uden penge, men fordi lønindkomsten forekom at være den eneste rationelle måde at opnå ligestilling med mændene på. Børneopdragelsens reducering til institutionsparkering. Forbrugskulturen, der gør det ud for kulturelt fællesskab.”
“Under ét er markedsøkonomiens historie beretningen om pengene, der blev målet i sig selv - og det politiske demokrati, der blev midlet til at indfri dette mål. Politikken skubbede altså aktivt bag på udviklingen mod den altdominerende markedsøkonomi, og den gjorde det ved at erstatte det politiske demokrati med en række bureaukratiske beslutningsprocesser.”
Herom handler en stor del af Kresten Schultz Jørensens oprivende nøgterne bog: “Demokratiet forandrer sig for øjnene af os. Noget forsvinder ind i bureaukratiets lukkede rum mellem embedsmænd og teknokrater, andet overlades til det globale erhvervsliv. Tilsammen er der tale om en bureaukratisk markedsøkonomi, hvor afstanden mellem de politiske eliter og landets borgere bliver større og større - i takt med politikerleden.”
Kresten Schultz Jørgensen tærsker løs på “den gamle venstrefløjs valdmelsklædte grædekoner”, fordi han mener selv at tilhøre en generation, “der nægter at blive voksen med ryggen mod fremtiden.” Og så får ellers udviklingen og fremskridtet og den globalt sejrende markedsøkonomi og den individualistiske selvrealisering og grådigheden og griskheden og den kroniske privatisering og nyliberalistiske verdensreligion i det universelle pengetempel med svøben, så alle tidens ellers trendsættende kræmmere og kræmmersjæle må vånde sig derunder.
Og en anden én fryde sig af hjertens lyst derover.
Men hvad “den tredje vej” med det åbne bryst og det løftede ansigt mod fremtiden angår - ja, da bliver det foreløbig ikke til meget mere end noget med “fællesskabstænkningen som politisk ideologi”, og “offentlighedens rekonstruktion” og “opdragelsens nødvendighed”.
Erkendelser, som Jens fra Bjergsnæs også synes på (den tredje) vej til at gøre. Uden at han endnu kan slippe fri af den frihed, der bare er blevet et andet ord for ikke at have noget tilbage at miste.
Hvem kan i dag frigøre sig fra dette frihedens jernbur?
MARKEDSFRIHEDENS skoler i udpræget grad er netop - de frie skoler! Med brutalitetens vellyst slår Søren Ehlers fra Forskningscenter for Voksenuddannelse fast, at “når folkehøjskoler ikke ligner andre skole, skyldes det bl.a., at alt foregår på markedsvilkår. De har altid været underlagt et benhårdt taxameterprincip - i modsætning til de uddannelsesinstitutioner, der først nu begynder at mærke markedsvilkårenes konsekvenser. Hvis en folkehøjskole (eller efterskole - også på Bjergsnæs ved Vejle, el) er ude af stand til at tiltrække elever, eksisterer der kun én løsning: At afskedige medarbejderne og dreje nøglen om.” Det skriver han i indledningen til antologien Den foranderlige folkehøjskole - kompetenceudvikling i en ny tid, der også lige er udgivet, nu af Foreningen for Folkehøjskoler.
Så når mange højskoler i disse dage, måneder og år drejer nøglen om eller er på (bestemt ikke den tredje) vej til at gøre det, er det måske kun som fortjent: Den grundtvigske folkehøjskole har gjort sin pligt, folkehøjskolen kan gå.
For nu er markedsvilkårene blev globale og taxameterprincippet universelt. Grundtvig har sejret - ad helvede til.
For sådan skulle det jo ikke forstås. Sådan var det ikke ment, som Hanne B. Jørgensen refererede mange højskolefolk for at sige i onsdags.
Jamen, hvad var da meningen med al den grundtvigske frihedssnak?
Det vil Jens fra Bjergsnæs gerne vide (sammen med Janis Joplin, Kris Kristofferson og mange, flere).
Det er bud på svar i Søren Ehlers antologi. Dem og Kresten Schultz Jørgensens temmelig tilsvarende bud vender vi tilbage til her i bladet. Foreløbig ender vi en god historie, der ikke endte godt.
Mens frigørelsens store fortælling fortsætter, tilsyneladende uden ende.