Man krummede tæer og så væk. Det var simpelthen for pinligt at se børnevennen Rudy Frederiksen blive afsløret for åben skærm i færd med at presse unge piger til seksuelle ydelser.

Han, som har nydt stor anseelse og tillid som statsansat rådgiver netop i sager om andre slibrige herrers forsøg på at lokke børn og unge til sig gennem diverse chatrum. Dér sidder han, den venlige, faderligt udseende mand. Både på tv og gennem omfattende foredragsvirksomhed er han kendt som den gode, ansvarlige beskytter af stakkels børn, der er for sårbare til at kunne gennemskue en kold udnytter, der over nettet lokker med venskab og opmærksomhed.

Og så er han selv den værste af slagsen. For han spiller et modbydeligt dobbeltspil, er selv en udnytter og en udbytter. En ulv i fåreklæder. Det vidner om en kynisme uden grænser.

Hvor er det godt, at en snu journalist har fået skovlen under sådan en mand, der gør livet usikkert for det kæreste, vi ejer. Vores børn. Men hvor er det dog forfærdeligt at se på.

Vammel og pinlig
Netop fordi forbrydelsen er så stor, graden af vammelhed så høj, er afsløringen pinlig ud over alle grænser.

Jeg ved ikke, om nogen har nogen glæde af at være vidne til en så hudflettende udlevering af et andet menneskes usselhed. Det håber jeg ikke.

Det kan være slemt nok, når vi som torsdag aften på DR1 var med programmet Penge på tur rundt med skjult kamera hos de små købmænd og grønthandlere på Vesterbro, der sælger billige colaer og snyder skattevæsenet for afgiften.

Forhandlerne lokkes i en fælde og konfronteres så med, om han ved det er ulovligt, det han gør? Øh, bøh- jo, det ved han sikkert godt. Så nu håber vi sandelig, at han skammer sig.

Hvorfor er det fedt at se på? Det er virkelig godt, at svindel og bedrag bliver afsløret. Men for åben tv?

Hvorfor er det ikke nok, at vi i udsendelsen får at vide, at det og det har dette programs journalister fundet ud af. Så pas nu på med køb af billige colaer. Hvorfor skal vi se synderen udstillet?

Det er som om, vi opfordres til at finde skadefryden frem af de gemmer, vores mor og far ellers fik puttet den slags primitive følelser hen med deres gode opdragelse. Det er tilbage til den gamle gabestok på åben torv, hvor man kunne gå forbi sammen med alle de andre lovlydige borgere og spytte selvretfærdigt på den udstillede stakkel.

Man skal ikke fryde sig
Hvor blev den af, den forlegenhed man altid følte i skolen, når en af kammeraterne fik skæld ud? Man så ned i jorden, kiggede væk. Selv dem fra klassen, man ikke kunne lide, følte man en vis solidaritet med. Det var slemt at se andre blive grebet og ydmyget. Sådan skal det være. Man skal ikke fryde sig ved andres fornedrelse. Det er grimt.

Men nu går der snart ikke en uge, uden vi er med på en kigger, når vores medmennesker pågribes i svindel og humbug, løgn og svig. Jeg er bange for, vi er ved at få opøvet en hel afhængighed af denne offentlige, kollektive lynchning af ugens slyngel. Det er ikke kun er de pågrebne, der bliver fornedrede ved det, men også os, der ser på.

Dømt på forhånd
Udsendelsen om Rudy Frederiksen gjorde sig ikke engang nogen anstrengelse for at beskytte ham en lille smule. Der var ikke noget sløret billede, der dækkede ansigtet. Han blev også kaldt ved sit fulde navn. Han blev ikke dækket til på nogen måde. Det var fuld udstilling for åben skærm. Så vi rigtig kunne se, hvordan dette monster ser ud. Det håber jeg virkelig ikke, nogen har noget ud af at se på.

Men det er ikke det værste. Det værste er, at man med den åbne afsløring allerede har dømt manden. Han er nu så offentlig en kendt og hadet person, at opfordringen til ikke at vente på domstolens afgørelse, næsten ligger lige for. Han er dømt skyldig. Før retssystemets afgørelse. Og det er så åbenlys, og så kollektiv en dom, at det næsten bliver legitimt at tage straffen i egen hånd også.

Er det ikke næste skridt, når vi sådan er begyndt offentligt at dømme lovovertrædere udenom de sædvanlige kanaler gennem politianmeldelse og retssager, at vi også mener os i vores gode ret til ikke mere at anse dem som ligeværdige mennesker med rettigheder som vi andre og krav på en fair behandling?

Værdighed og ligeværd
Man kan kun glæde sig over, at en mand som Rudy Fredriksen nu er blevet afsløret og vil bliver straffet.

Men det er ikke bare unødvendigt og ubehageligt, at vi alle sammen var med, da han blev pågrebet. Det er også dybt bekymrende, at det er i orden, at vi er det.

Uanset hvad vi mener om et menneske som han, uanset hvor afskyelig vi synes, han er, så bygger vores samfund på nogle principper om menneskelig værdighed og ligeværd. Og de principper sættes i fare ved, at vi ser med og lærer at måtte fryde os ved hans fornedrelse. Og ved at vi fælder dommen over ham, inden han er dømt af en domstol.

Principper
Det er ved at have principper, at det menneskelige samfund viser sig.

Det kan godt komme til at udfordre og ligefrem støde vores følelser og umiddelbare fornemmelser for godt og ondt, rigtigt og forkert. Men jeg tør næsten ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis vores samfund var overladt til de ustyrlige følelser af vrede og væmmelse, der vækkes i os, når vi med skjult kamera og i samlet flok går på jagt efter personer som Rudy Fredriksen.