At kunstværker hviler på andre kunstværker er ingen nyhed. At kunstværker hviler i sig selv er imidlertid stadigt mindre udbredt. Kunst af i dag ‘refererer til’ eller ‘citerer’ uafladeligt anden kunst og alt, hvad der ligner. Skal man beskrive den, taler man øjeblikkeligt om alt andet end det, der står lige foran næsen af en. Det er situationen på den internationale kunstscene og således også på den danske.
Galleriårets åbningsudstillinger i Njalsgade-kvarteret i Købehavn bekræfter tendensen. Et af de bestemt underholdende eksempler på ny ‘referencekunst’ er den unge kunstner Kristoffer Akselbos legesyge udstilling S.O.S. Titanic i Kirkhoff, hvor luksuslinerens forlis genud-spilles blandt fundne og manipulerede objekter distribueret i det lille udstillingsrum. Centralt står værket Always, der består af gennemhullede parfumeflasker og dertilhørende æsker. Bøjer man sig ned foran arrangementet, kan man gennem hullet skue en coladåse indfældet i en ismasse i galleriets vindueskarm, der skiftevis smelter og fryser altsom tem-peraturen svinger i lokalet. Det er subtilt, og antallet af lag synes uendeligt. I pressemeddelelsen afdækkes visse af dem:
“Always refererer dels til Coca-Colas reklameslogan, men også til selve indkapslingen i is, der præserverer dåsen for altid. En bevaring af vor tids mest kendte produkt, der om noget symboliserer den vestlige verdens økonomiske system. Desuden er det at drikke Coca-Cola forbundet med at gå i biografen, hvilket illustrerer Akselbos brug af filmiske referencer.”
Var det ikke lige,, fordi Akselbos visuelle trickkunst og hans sammenføjning af objekter er et kongeligt præcisionsarbejde, kunne man mistænke kunstneren og hans pressechef for blot og bart at fortabe sig i skyformationer. Som mange andre referencekunstnere sløres det, kunstneren vil fortælle, af et væv af henvisninger til alskens andre fortællinger. Ignorerer man dem alle, er der til gengæld stort set intet tilbage - bortset lige fra overbevisningen om, at denne kunst er kunst qua ‘referencekunst’. Lykkes det publikum at bryde en morsekode, der er ridset i den hvide gallerivæg, fanger man Akselbos kunsts kerne. Som der skrevet står - på engelsk: ‘art’.
At Akselbo trods massekulturelle referencer er en kunstverdenens kunstner, er han tilsyneladende den første til at ironisere over. En række overlagt uinteressante fotos fattes først, når man læser titlerne som for eksempel til billedet af en cd, hvori lyset brydes i regnbuens farver: “Jeg troede, jeg så en Olafur Eliasson, men så var det bare en refleksion i mit Lou Reed-cover.”
Den hyperrefererende fotoserie er en påmindelse om, at referencemageri - også inden for kunst - er en socialt distingverende praksis. Man bliver, hvad man spiser, og Akselbos jævnaldrende kollega, Jeppe Hein, er ikke underernæret.
Danmarks nye blot 32-årige stjernekunstners udstilling reflection i Galleri Nicolai Wallner bevidner, at Hein har stået i lære hos netop Olafur Eliasson. Stilen er seriøs, stram og ind til benet ligesom dansk design. Det er befriende i dag, hvor mange samtidskunstneres trashtrips ligner undskyldninger for deres værkers halvhjertede udførelse.
Hein ved, hvad han vil - og hvad, han vil beskueren. Oplevelsen af værkerne er diskret dirigeret af den måde, hvorpå udstillingen er konstrueret og følgelig gennemløbes. Forlader man på vej ind i galleriet fire metalkugler hængende på en væg uden at ane hvorfor, får man svaret på vej ud igen. Over tid har kuglerne umærkeligt bevæget sig. Jeg troede, jeg så nogle kugler, der var fæstnet til væggen, men - kunne man sige på akselbosk manér - faktisk drives de rundt i en firkant af en skjult magnetisk kraft.
Hein mestrer aha-oplevelsen. Publikum skal engageres - men nogle gange synes denne ambition at blive et lidet givtigt mål i sig selv. Hans brug af spejle i værkerne minder om, hvorledes malere i det 19. århundrede ferniserede deres værker med den bagtanke, at kunstsamlerne kunne genfinde sig selv i overfladens reflekser.
Hein henviser dog ikke kun beskueren til sig selv. Han henviser også til 60’ernes minimalisme og kon-ceptkunst. Ligesom sine forgængere problematiserer han den standardiserede hvide kube, hvori næsten al kunst siden er blevet udstillet. Det er modernismekritik som stiløvelse - og yderst ele-gant.
I en finpudset metalkugle, der svæver frem og tilbage henover gulvet i et magnetfelt, gengives den hvide kasse som rundt rum. Som der står i pressemeddelelsen, går Hein i dialog med stedet. Rykker det kun lidt, er det måske fordi, at det sted, som værket er tiltænkt, med antropologen Marc Augés ord er et ‘ikke-sted’. Ligesom transithallerne i en lufthavn, der er tænkt som negationen af sted i en verden uden friktion.
I en globaliseret verden, hvor mennesker og objekter konstant er i transit, er problematikken påtrængende. Men den moderne verden, som Hein bearbejder i sine værker, ligner mest af alt kunstverdenen. Hvad man erfarer i gallerirummet, er gallerirummet.
Hos Nils Stærk slår referenkunsten om i sin egen parodi. Her har Gardar Eide Einarsson ifølge galleristen begået “ti sort/hvide malerier uden genkendelige visuelle referencer til den japanske underverden.” I stedet refererer de minimale malerier til bogen Tokyo Under-world af Robert Whiting, som kunstneren har ‘bearbejdet’. Bogen skulle efter sigende være ‘gribende’. Hvad enten man har læst den eller ej, kan det samme sikkert ikke siges om Einarssons udstilling.
Man forstår, at en kunstner fristes til at skrive kunst på væggen. Men når henvisningerne i et kunstværk tager overhånd, synes kunstværket pludseligt faretruende fjernt. At kunst, der beror på alt andet end sig selv, til tider er selvoptaget, er ikke noget paradoks.
-Kristoffer Akselbo: S.O.S. Titanic, Galleri Kirkhoff (www.kirkhoff.dk)
-Jeppe Hein: reflection, Galleri Nicolai Wallner (www.nicolaiwallner. com) til 21. okt.
-Gardar Eide Einarsson: Tokyo under-world, Galleri Nils Stærk (www. nilsstaerk.dk) til 7. okt.