Thomas Hvid Kromanns nye bog Hr. Toksvig kaldes på forsiden en roman, men er på kun 78 små sider og har under alle omstændigheder ikke rigtig nogen handling. Dog er der en gennemgående hovedperson. Det er - selvsagt - hr. Toksvig, midaldrende, gift, ejer af hus og have og på sin egen stilfærdige måde fanget i bevidsthedens vildnis.
I et af bogens kapitler slår han græs, i et andet vasker han op, i et tredje lytter han til fuglesang. Ud af de små begivenheder vokser et monumentalt sprog, hvis sætninger knopskyder med en nærmest obsessiv trang til præcision.
Her indledes det kapitel, hvor hr. Toksvig skal samle et Ikea-skab:
“Ikke uden et suk, hvilket næppe skal ses som udtryk for en korporlig lettelse, der et sekund eller to lader de elastiske lunger klappe sammen, har hr. Toksvig plantet sin dertil så urimeligt velegnede på de lakerede træplankers glatte overflade, hvilket kunne ligne et forsøg på at komme i øjenhøjde med tingene: en patetisk positur, der når som helst kan bryde sammen, hvilket de toogtyve forsølvede skruer og fjorten møtrikker i den strøtankebløde håndflade i givet fald vil tjene som de temmelig indifferente vidner til.”
Tak for kaffe. Den slags holder nok til at blive læst flere gange. Det undrer vel ikke, at netop dét skab aldrig kommer op at stå, og heller ikke, at hr. Toksvig netop ikke er i øjenhøjde med tingene. Faktisk er han en lidt sølle skikkelse, en tøffende antihelt, hvis uformåen kun i korte glimt kommer til syne for ham selv. Og til gengæld i nærmest tåkrummende grad er synlig for os andre.
Den slags mennesker kan være triste at tænke på, men er forunderligt nok morsomme at læse om. I al fald hos Kromann, der bag alle sine sprogguirlander går til hr. Toksvig med en fin, solidarisk komik. Også det er en kvalitet ved hans bog.
På mange måder er hr. Toksvig en dansk slægtning til italienske Italo Calvinos Hr. Palomar, også han en kluntet beboer i en verden af tegn, som han nok kan aflæse, men ikke helt ved, hvordan man lever i. I al fald deler de interessen for alle de dyr, der lever rundt om det magelige, moderne menneske, og på én gang er hverdagslige og fremmede for os.
Hr. Toksvigs nabo fører en stadig dialog per fælde med sine muldvarpe. Hr. Toksvig selv observerer, hvordan solsortene opdeler hans have via et helt netværk af fløjten og kvidder. Det fortæller om parring og revirer og rivalisering og meget mere.
Ud fra det kan de leve deres liv. Selvsagt forsøger hr. Toksvig at deltage i kommunikationen: “Hr. Toksvig vinker. Ingen reaktion. Hænderne klaskes sammen. Et lille hop. Grimasser skæres gavmildt. Ingen reaktion. Fastfrysning og ingen lyd. En tonerække.”
Ikke ligefrem en succes, fornemmer man. Til gengæld er vor hovedpersons indre liv rigt og filtret, helt ligesom de sætninger, der søger at indfange hans tankers fremvækst. Stilen er manden, en pointe Kromann gentager og varierer på mange måder undervejs. Et sted får hr. Toksvig det indfald at ordne sin bogsamling efter bøgernes sproglige excesser, fra det enkle til det indviklede:
“Du fredsens, tænker hr. Toksvig, hvilken skæbne, et liv i hovedsætninger, ingen mulighed for at undslippe i distraktionen, men drevet frem af dynamiske verber udslynget af poloskjorteklædte og testosterongejle skribenter.”
Så hellere den distræte tøffelhelts fnulren rundt blandt havens redskaber. Og blandt et helt arsenal af sætninger som ovenstående, der jo er lige til at smovse i. Hr. Toksvig er en ubetinget vellykket lille bog, til dato og helt ubetinget Kromanns bedste.
nThomas Hvid Kromann: Hr. Toksvig. Roman. 78 sider, 175 kr. Borgen. ISBN 87-21-02866-4