Det startede med forundring ved et pressemøde. En let mumlen på kommentar- og lederplads i aviserne. Og endte med en storm, der skræmte svenskere væk og fik en bestyrelse til at lave knæfald for personer, de selv havde fyret. Henrik Hartmann og Peter Langdal er tilbage som ledere af Betty Nansen Teatret. Hvis de vil.
Enden på en farce, der gjorde det klart, at det er svært at sætte kunst under administration. At det i kunstens verden ikke er smart at fyre folk, delvist fordi de er uenige i virksomhedsstrategien. Og at man i teaterbranchen er parate til at kæmpe for sine egne til knoerne bliver blodige.
Københavns Teater havde det svært fra starten. Da de i foråret offentliggjorde deres strategiplan, erklærede de blandt andet, at de havde en ambition om at øge billetsalget med 25 procent, og der skulle være en belægningsprocent på 80 for hvert teater.
Det blev omtalt som fantastagtigt blandt andre af Informations teaterkritiker Anne Middelboe Christensen, og også kunstrådet, der er rådgivende organ for kulturministeren, var skeptiske:
“Rådet er i den forbindelse betænkelig ved at strategien tilsyneladende fokuserer mere på krav om øget publikum end på kunstneriske målsætninger,” skrev Lars Liebst, kunstrådets formand i en udtalelse på vegne af rådet.
Også ledelsesdannelsen på teatrene ændredes. Nu er det Københavns Teater, der alene udpeger direktør og bestyrelse for de enkelte teatre. Og direktør Steen Pade skal sidde i dem alle. Alle bestyrelsesmedlemmer i Københavns Teater udpeges af kulturministeren. Denne konstellation er blevet kritiseret af flere forskere i kulturpolitik. Blandt andet af Professor Jørn Langsted: “Det bliver centralisme af en anden verden, når Brian Mikkelsen i princippet kan sidde og bestemme helt selv via en bestyrelse, han udpeger.”
Men indtil videre havde kritikken ikke påvirket Københavns Teater, selvom én af bestyrelsens egne medlemmer, Nikolaj Cederholm, gik i protest mod at bestyrelsen ønskede at ansætte administratorer og ikke kunstnere.
Men så offentliggjorde de den 2. oktober de nye teaterdirektører. Og kritikken ændrede karakter. Den blev personlig.
Bestyrelsen havde nemlig valgt at ansætte svenskerne Lars Norén og Ulrika Josephsson som ledere af Betty Nansen i stedet for Henrik Hartmann og Peter Langdal, der med stor succes havde ledet teatret gennem de sidste 14 år. De vinder priser og sælger endda også billetter.
Formanden for Københavns Teaters bestyrelse, Christian Scherfig, havde selv kaldt teatret for en juvel og ‘det bedste dramateater i Norden’, og så valgte man alligevel at fyre lederne. Det gav ingen mening. Journalister spurgte i teaterbranchen, teaterbranchen spurgte hinanden, alle spurgte bestyrelsen for Københavns Teater: Hvorfor?
Og endelig kom svaret.
I TV 2 Lorry afslørede Christian Scherfig, at Henrik Hartmann havde udtalt sig kritisk under ansættelsessamtalen.
“Man kan sige, Henrik Hartmann har udtrykt nogle stærke forbehold overfor, hvorvidt strategien er réaliserbar, hvor vi i Københavns Teater selvfølgelig har lagt vægt på også at få nogle kandidater, som troede på den strategi, der skal føres ud i livet,” sagde han.
Og så har vi balladen.
Professor Jørn Langsted siger, at det er helt uhørt, og at det understreger nødvendigheden af at være meget kritisk overfor Københavns Teaters konstruktion. Han mener, institutionen bør opløses. Skuespillerne er chokerede og protesterer både i form af udtalelser, pressemeddelelser og læserbreve. Nils Foss, der er formand for bestyrelsen på Betty Nansen, er så bestyrtet, at han skriver til de to nyudpegede ledere og opfordrer dem til at trække deres ansøgning tilbage. Christian Scherfig reagerer på al kritikken ved at trække sig fra posten som bestyrelsesformand i Københavns Teater. Eller det vil sige: Han mener, at arbejdet som formand fylder for meget i forhold til hans andet arbejde. Derfor går han.
Ulrika Josephsson siger, at hun efter henvendelsen fra Nils Foss vil genoverveje situation.
Der går et stykke tid.
Spekulationerne forsætter i avisen. Nu krydret med beskyldninger om, at der skulle være sket fejl i ansættelsesproceduren. At der skulle være personer, der har fået jobs, de ikke har søgt, eller er blevet opfordret til at søge, efter ansøgelsesfristen var udløbet. Disse beskyldninger er dog stadig ikke andet end beskyldninger. De savner dokumentation, og både Københavns Teaters direktør Steen Pade og, så sent som i går, næstformand Mai Buch, afviser, at det skulle have noget på sig. Det er snarere desperate reaktioner på rygter, der har sat gang i beskyldningerne.
Men mens debatten kørte i de danske medier var Lars Norén og Ulrika Josephsson blevet enige om, at det ville de ikke blandes ind i. Mandag aften meddelte de, at de ikke ønskede chefstillingerne på Betty Nansen. Dér stod så Københavns Teater med skægget i postkassen. Uden direktører og med en nyudpeget formand i instruktør Jan Maagaard, der ikke havde været en del af sagens gang og med en masse kulturpersonligheder og samtlige danske kulturjournalister åndende i nakken. Det var uundgåeligt; Henrik Hartmann og Peter Langdal blev tilbudt det job, de troede, de havde mistet. En ny kontrakt på fire år. De har fået en uges betænkningstid.
“Det er gået stærkt, og vi er helt tummelumske,” sagde Henrik Hartmann til Ritzau.
Rollerne er vendt om. Københavns Teater kan sidde og stege, indtil Henrik Hartmann og Peter Langdal beslutter sig. Imens kan resten af Danmarks teaterinteresserede sidde og undre sig over, hvad det egentlig var, der skete.
De Radikale er ikke tilfredse med at undre sig. Kulturordfører Elsebeth Gerner Nielsen ønsker teaterloven revideret, så det ikke længere kun er kulturministeren, der udpeger bestyrelsen i Københavns Teater, og at de ikke længere skal udpege bestyrelserne på de enkelte teatre.
Professor Jørn Langsted mener også, at det er dér, der skal sættes ind: “Flemming Jensen bør have masser af stof til en politisk satire i kraft af denne sag. Det ville være sjovt, hvis ikke det var så trist.”