At fortsætte med stress-strategien over for rockerne, er ikke bare overflødigt,
men at arbejde for politistaten
ROCKER-FRED?
Danmark er et foregangsland. I hvert fald når det drejer sig om at bekæmpe den frygtede “rockerkriminalitet”. Dansk politi er så dygtige til at fængsle, overvåge og visitere “rockerne”, at Danmark af Interpol ligefrem er blevet bedt om at gå i spidsen for et globalt politisamarbejde mod “rockerkriminalitet” under ledelse af Rigspolitichef Ivar Boye.
“Opfordringen skyldes, at Danmark er et af frontlandene - både når det drejer sig om rockerkrigen, men også når det drejer sig om at gå nye veje for at bekæmpe rockerne,” forklarer justitsminister Frank Jensen til Morgenavisen Jyllands-Posten 26.juni 1997.
Hjørnestenen til den fremragende danske politiindsats blev lagt den 15. oktober 1996, da et overvældende flertal i det danske folketing vedtog den såkaldte rockerlov eller nærmere bestemt Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme.
Glidebanetur
Særloven er i klar modstrid med princippet om retssikkerhed. Den lader politiets “skøn” og “antagelser” enerådigt afgøre, hvornår ellers grundlovssikrede rettigheder som boligens ukrænkelighed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed skal fratages en gruppe mennesker. Politiet har herved fået del i den dømmende magt, og den af Montesquieu adopterede tredeling af magten, som ellers skulle sikre borgeren mod overgreb, er sat ud af spillet.
Rockerloven, og dermed den største retssikkerhedsmæssige glidebanetur i mands minde, var givetvis heller aldrig iværksat, hvis det ikke havde været for den såkaldte rockerkrigs mulige uskyldige ofre. Man følte sig tvunget.
Men der er jo ikke noget, der er så galt at det ikke er godt for noget, og Rigspolitimester Jens Henrik Højbjerg kan stolt forklare, hvorfor Danmark beundres så meget i udlandet: “Herhjemme har vi gjort nogle bitre erfaringer, som har tvunget os til en række nye initiativer med hensyn til lovgivning, polititaktik og efterforskningsmetoder. Det er nok denne buket, man i udlandet har respekt for.” (Politiken, 27. juni 1996). Til Morgenavisen Jyllands-Posten tilføjer han samme dag: “Samt at vi konstant har været i stand til at sætte halvdelen af rockerne i fængsel. Det, tror jeg, har gjort indtryk…”
Uniformerede dommere
Bevillinger og beføjelser, som tidligere kostede det danske politi så lange og urimelige kampe, er siden “rockerkrigen” blevet ganske selvfølgelige. Statskassen åbnes på fuld gab og uniformerede alternative dommere sættes ind mod “rockerproblemet”. Det kræves nu ligefrem af pressen og dermed befolkningen, og politikerne fører an i den store rockerjagt. Uskyldige borgeres liv og førlighed er jo i fare. At ingen uden tilknytning til klubberne har måttet lade livet, og at de fem, der har måttet lade livet i løbet af halvandet år trods alt udgør en minimal brøkdel af f.eks. samme tidsrums trafikofre, spiller ingen rolle. Vi vil simpelt hen ikke finde os i det - koste hvad det vil. Selv retsstaten bliver et overkommeligt offer i kampen for lov og orden.
Den socialdemokratiske justitsminister, Frank Jensen beroliger de få, der måtte være bekymret for retssikkerheden: “Vi reagerer, når rockerne laver nye træk, men vi reagerer på en måde, hvor vi ikke ødelægger resten af vores retssamfund for borgerne. Vi reagerer mod rockerne ikke mod befolkningen.” (Berlingske Tidende, 15. juni 1997).
Få foruroliges over en justitsminister, der åbent indrømmer at ødelægge en del af retssamfundet for en gruppe mennesker, der ganske praktisk ikke længere tilhører befolkningen. Få foruroliges over, at det, der hovedsagelig ødelægger retssamfundet og placerer mennesker uden for befolkningen, nemlig “rockerloven”, finder anvendelse alene på baggrund af politiets “skøn” og “antagelser”.
Når det gælder befolkningens sikkerhed og bekæmpelsen af de “onde rockere”, som vi allesammen ifølge store dele af pressen hader, spiller det en mindre rolle at vort heroiske politi, der jo selv definerer hvem, der er “rockere”, bevisligt har løjet og manipuleret i bestræbelserne på at skaffe øgede beføjelser.
Slem forfalskning
Det skete med rapporten “Organiseret kriminalitet - Rockerkriminalitet”, som i 1995 blev sendt til Folketingets retsudvalg for at dokumentere nødvendigheden af at få gennemført vidtgående ændringer i Retsplejeloven, heriblandt øget adgang til rum- og telefonaflytning, hemmelige ransagninger, civile agenter og andre regulære politistatsmetoder.
Et udvalg under Justitsministeriet med repræsentanter for politi, anklagemyndighed og fængselsvæsen udarbejdede rapporten, der brugte Hells Angels som skræmmebillede. Ikke alene valgte man omhyggeligt den forældede periode op til 1989 som grundlag for den anvendte kriminalitetsstatistik, fordi perioden 1990-1995 uheldigvis viste et drastisk fald i kriminaliteten, men rapportens tal er oven i købet slemt forfalskede.
Af rapporten fremgår det således, at forskellige HA-medlemmer skulle have fået 17 domme for vold med døden til følge og ni domme for voldtægt indtil 1989. Journalisterne Erik Glyngfeldt og Søren Brun kunne imidlertid dokumentere, at det var løgn. De rigtige tal, som bl.a. kunne bekræftes af en redegørelse foretaget af Justitsministeriet i 1991, viste sig at være henholdsvis to og nul!
“Sådanne tal skal passe, ellers er hele debatgrundlaget væk,” sagde Helge Adam Møller fra Det konservative Folkeparti, der lovede at indhente en forklaring fra daværende justitsminister Bjørn Westh. “… rapporten rokker ved fundamentale retsprincipper,” sagde formanden for Folketingets retsudvalg, Det radikale Venstres Bjørn Elmquist, der af selvsamme grund lovede at undersøge sagen. Men de gjorde ingenting.
Intet som helst er sket. Ingen er blevet draget til ansvar. Ingen har taget til genmæle, og ingen, bortset fra de to journalister (Weekendavisen, 25. august 1995), har skrevet om denne skandale.
Advokat Lars Flyvholm udtaler i den pågældende artikel: “Jeg kan ikke frigøre mig for den mistanke, at politiet benytter lejligheden til at henvise til rockerkriminaliteten, fordi der i politiet ikke er den fornødne vilje, og måske heller ikke evne, til at overskue den organiserede økonomiske kriminalitet, og det er derfor nemmere at kaste sig over den ikke nøjere definerede gruppe af rockere, hvor det er forholdsvis let at lave et skræmmebillede over for befolkningen, og hvor medierne er villige talerør.”
I en ny Situationsrapport om organiseret kriminalitet i Danmark i 1996, som Rigspolitiet omkring august 1997 sendte til EU, går man forsigtigere til værks.
I rapporten hedder det, at rockerne har et “paramilitært tilsnit”, at de afpresser andre kriminelle, at de er omgivet af en “voldsaura”, og det “antages”, at “rockerkrigen” i det mindste delvis handler om kontrollen med narkomarkedet. Det beskrives yderligere, hvorledes disse angiveligt mafialignende organisationer “søger indflydelse på offentlige forvaltningsprocesser og indsigt i offentlige myndigheders virke”.
“Rockerne” fremhæves som de mest synlige mistænkte i forbindelse med organiseret kriminalitet, og i prognosen advares der: “Såfremt der ikke kontinuerligt tages særlige forholdsregler fra myndighedsside, vil rockergrupper yderligere kunne udnytte den forstærkede ‘voldsaura’, der omgiver dem, i kriminel sammenhæng.”
Rigspolitiet foregriber behændigt eventuel kritik af rapportens mange postulater ved i indledningen at skrive: “Rapportens formål har nødvendiggjort, at der ved udarbejdelsen af rapporten tillige er anvendt oplysninger af ikke-dokumenterbar art, herunder oplysninger af kriminalitetsefterretningsmæssig karakter.”
Ingen dokumentation
Om rapportens formål har været at sikre “rockerlovens” forlængelse og et regulært “rockerforbud”, på trods af en eventuel fredsslutning, står der dog ikke noget om. På et tidspunkt, hvor “rockerkrigen” tilsyneladende gjorde udokumenterede eller ligefrem løgnagtige påstande mere overflødige, kunne chefkriminalinspektør Per Larsen imidlertid ærligt fastslå: “Vi kan ikke med nogen som helst vægt i vores dokumentation påstå, at rockergrupperne er del af et organiseret kriminalitetsmønster.” (Information, 23. juli 1996).
Ud over “rockerne” mistænkeliggøres medlemmerne generelt fra stort set samtlige etniske minoritetsgrupper i Danmark, som delagtige i organiseret kriminalitet, i denne situationsrapport til EU.
Den 25. september 1997 skete endelig hvad politi, presse og politikere længe havde krævet. Hells Angels og Bandidos sluttede fred. Befolkningens sikkerhed trues nu ikke længere af den frygtede “rockerkrig”, og alle bør være glade. Politikerne behøver ikke føle sig tvunget til at forlænge den grundlovsstridige særlov, og politiet kan vende tilbage til redeligt kriminalitetsopklarende politiarbejde i stedet for den mod retsstaten stridende stress-strategi, som koster så megen tid, penge og menneskelige ydmygelser.
Freden vækker overraskende nok ikke lige stor jubel overalt. Selv ikke inden for politiets rækker, hvor den umenneskeligt hårde overvågningsopgave i marts måned forårsagede massesygdom i hovedstadsområdet. Chefkriminalinspektør Aage Nørgaard Jensen bor imidlertid i Aalborg og til DR kunne han den 26. september 1997 udtale: “Det kan selvfølgelig blive et ressourcespørgsmål, men jeg synes, det ville være synd efter den massive og gode indsats, der er øvet fra politiets side, hvis man uden videre opgav det i en lidt naiv tro på, at man nu bliver aktive og lovlydige skatteborgere.”
Måske har han og andre politichefer haft Danmarks prestigefyldte hovedrolle i det nye internationale politisamarbejde i tankerne. Men man må sandelig formode, at det er et fåtal, der ønsker at fastholde denne overvågningsmæssige undtagelsestilstand udover det nødvendige. For at fortsætte med stress-strategien og “rockerloven” efter at freden er sluttet, vil ikke bare være et bevis på at befolkningens sikkerhed og “rockerkrigens” ophør alligevel ikke ligger magthaverne på sinde, men også et bevis på, at indflydelsesrige personer, bevidst eller ubevidst, arbejder for politistatens indmarch.
Men den slags kan jo ikke ske i Danmark?