For nogle år siden står forfatteren Carsten Jensen en tidlig morgen i Marstal på Ærø og venter på en bus, der skal køre ham over på den anden side af øen. Op ad en solvarm mur står en mand med Elvis-hår og åbentstående skjorte, der afslører hans tatoveringer. Manden har linet en række bajere op og har en tænksom morgenstund.
Da han får øje på forfatteren, råber han ham an med hans fulde navns nævnelse. Han er lidt usikker på, hvad det går ud på, men går over til manden. Manden spørger ham, hvad han laver her, om han skal ud og sejle? Forfatteren svarer, at han ikke skal andet end at tage bussen til Søby.
“Men hvad laver du her,” spørger manden igen? Og forfatteren svarer, at han skriver en roman om søfolk.
“Så skal du sgu snakke med mig”, siger manden, for han har sejlet hele sit liv. Til forfatterens store forbløffelse tilføjer han: “I øvrigt har jeg læst alle dine bøger. Jeg er sgu ligeglad, om du er kommunist, eller hvad fanden du er. Du har stil. Det kan jeg li’. Du har sgu stil!”
Og så er der den her historie: Forfatteren møder, igen på Ærø, en dame, som arbejder som økonoma på en af de store olieboreplatforme ude i Østersøen. Hun fortæller om biblioteket om bord. Han er overbevist om, at pornofilm er det eneste, der udlånes. Men damen fortæller, at en af de mest lånte bøger er hans rejsebøger. Det er her på Ærø, at forfatteren finder ud af, hvem der er hans læsere. Og han vil gerne igen på den specielle hitliste. Han vil gerne igen skrive en bog, som de ligger og læser i køjerne ude på havet.
Nu kommer den så, bogen som de gerne snart skulle ligge og læse i køjerne. Vi, de druknede hedder den, en 700 sider lang episk roman om søfartens dramatiske og farverige skæbner med udgangspunkt i Marstal.
Bogen udkommer i morgen. Romanen fortæller om Marstals storhed og fald, om fire generationer af mænd, deres længsel efter fjerne horisonter og kampen for at vende hjem. Romanen begynder med det tabte søslag med tyskerne ved Eckernförde i 1848, og den slutter den 4. maj 1945 efter endt konvojsejlads for de allierede på havnen i Ærø, hvor man danser blandt de lig, der er blevet bjærget fra tyske flygtningskibe, som er blevet skudt i brand af engelske bombefly. Derimellem ligger Første Verdenskrig og en lang række dramatiske begivenheder i sømændenes liv.
Søfolk befolker romanen, der er en lang perlerække af fantastiske episoder og skæbnefortællinger. Man møder således Laurids Madsen, der i 1848 slår en saltomortale på det eksploderende krigsskib ‘Christian d. 8.’ og naturstridigt lander igen takket være sine støvler. Han har stået ved Paradisets port og set Sankt Peters røv.
Man hører om Laurids’ søn Albert, der på de mest fantastiske togter i Sydhavet drager ud for at finde sin forsvundne far og undervejs får et skrumpehoved efter den store opdagelsesrejsende James Cook og senere finder en stenrig kinesisk elskerinde i Holland og endnu senere igen ender med i mareridtsagtige varselsdrømme at se de grusomme begivenheder under Første Verdenskrig, før de indtræffer.
Man hører om Herman, der som dreng slår sin plejefar ihjel alene på et skib. Han repræsenterer ondskaben i sin reneste form rundt omkring på de syv have. Og om enkefrue Klara Friis, der bliver magtfuld skibsreder, men som i had til havet og de druknende mænd bliver byen Marstals dødsengel. Og Klaras søn Knud Erik, der vokser op med alle den gamle mand Alberts skrøner og bliver kaptajn på konvojskibene. Og, og, og…
Carsten Jensen er ikke selv i tvivl om, at han har skabt en fortælling af stor rummelighed. Men han er først og fremmest på læsernes side. Han har villet skrive en roman, der ikke udmærker sig ved sine fine manerer, så den i stedet blev som et livligt værtshus i en sen nattetime, hvor alt kan ske. Derfor har han bevidst skabt spændingselementer, intriger, usandsynlige begivenheder, tilfældigheder m.v. Helt ligeglad med, hvad det litterære parnal vil tænke.
Han mener ikke selv, at romanen i sin fortælleglæde og åbenlyse dialog med en række romaner fra 1800-tallet, skulle være gammeldags. Han gør brug af mange teknikker, som gør det til en moderne roman. Men man kommer ikke uden om, at hans roman på mange måder er et oprør mod den minimalisme, som den litterære institution her i landet udøver, og som består i tabuer og forbud og alt det, man ikke må gøre.
Der har ifølge Carsten Jensen efterhånden udviklet sig en litterær dogmatik her i landet, hvor man som forfatter må mindre og mindre. Helst skal der ifølge denne dogmatik ikke foregå noget som helst. Ordet handling er nærmest endt med at blive obskønt. Derfor har han i romanen med stor fryd overtrådt så mange forbud som muligt. Ikke fordi det var et formål i sig selv, men fordi det handlede om at finde den bedst tænkelige form til hans fortælling.
- Der er altså tale om en slags attentat på fundamentalismen og minimalismen i dansk litteratur?
“Du kan godt få mig til at sige det, men jeg har ikke gjort mig de overvejelser. De eneste formmæssige overvejelser, jeg har gjort mig, har været i forhold til at befordre fortællingen. Det er en meget fri roman, når det kommer til genrekrav. Nogle vil sikkert kalde den hæmningsløs. Der er ikke tale om magisk realisme, selv om den genre også ligger som en af de mange forudsætninger Jeg er jo f.eks. helt ligeglad med naturalistiske forklaringer på visse af romanens begivenheder. Skellet mellem drøm og virkelighed overskrides flere gange i romanen.”
“På nogle områder har postmodernismen haft en velgørende effekt. Inden for arkitekturen som et frihedsmanifest og som et opgør med funktionalismen. I litteraturen står alting til rådighed som i et stort bibliotek. Det er tilladt at bruge alle genrer og stilgreb, hvis man finder en stemme, der får det til at hænge sammen og fungere. Det er en frihed. Men i Danmark er det som om der i stedet er indført en ny katekismus for, hvad man må og ikke må. Den fornemmeste bestræbelse i de mere akademiske overvejelser om litteratur i Danmark synes at være den her endeløst voksende forbudsliste, der ser ud som om, den er lavet af en EU-kommissær.”
Udgangspunktet for Carsten Jensens roman er flækken Marstal på Ærø, der vokser til i en periode at have Danmarks næststørste handelsflåde. Al jord på øen var optaget, og marstallerne måtte nøjes med den jord, der ikke kunne dyrkes. De var de tiloversblevne, der slog sig ned på en bakke ned mod havet, hvor der ikke var meget plads og bebyggelsen derfor blev tæt. Carsten Jensen fortæller, at man kan se det i byen i dag. I et meget bundet samfund søger marstallerne friheden på havet, hvor der ikke er nogen hegnspæle eller ejendomsret. Havet bliver deres Amerika, ligeså fuld af muligheder som senere Amerika blev det for emigranterne.
- Hvad er det, du med denne søfartsroman har tilføjet dansk litteratur?
“Danskerne betragtede engang sig selv som en søfartsnation. Det har at gøre med, at de mest prominente af vores konger har været konger for en stormagt på havet. Christian d. 4. har deltaget i søslag, ja sågar mistet et øje på skibsdækket. Det er ikke tradition, at en dansk konge skal kunne pløje en plovfure for at bevise sin ret til at herske, men han skal kunne styre et skib. For 50 år siden så vi stadig os selv som en søfartsnation, men det er siden faldet ud af bevidstheden. I litteraturen har det aldrig rigtigt eksisteret. Kun i nogle fædrelandssange, hos Johannes V. Jensen, i Ewalds “Kong Christian stod ved højen mast” hos Aksel Sandemose og så nogle romaner af Knud Andersen, der på grund af manglende kvalitet ikke vil blive husket. Det er derfor litterært jomfruland. Få har været der før. Eksempelvis har de allieredes konvoj-sejladser aldrig tidligere været beskrevet i dansk litteratur, hvilket har undret mig. Dertil kommer så mine personlige grunde: Min interesse for sømanden som en arketype og min optagethed af forfattere som Joseph Conrad og Herman Melville, Jack London og Robert Louis Stevenson”.- Du skriver med din roman et stykke Danmarks-historie, nemlig perioden fra 1848 til 1945. Hvorfor lige netop den periode?
“Romanen begynder og slutter med en krig, og midt i er der en krig. Det er en roman om krig og konfrontation, men også kamp mellem menneske og natur. Jeg ville gerne gøre op med vores selvopfattelse som det dér puslingeland, der hygger sig. Opfattelsen af at mens Europas storme raser, ligger vi i læ for historien. I den læ har vi kunnet udvikle en selvopfattelse, hvor vi ser os selv som pacifistiske og pragmatiske, kompromissøgende. Vores maniske hyggedyrkelse har gjort sig i, at vi også moralsk set betragter os som bedre end mennesker andre steder i verden. Jeg har haft lyst til at vende det billede på hovedet og sige, at her er et hjørne, hvor det forholdt sig helt anderledes.”
Marstal lå i en krigszone. De tab, som Marstal led under Anden Verdenskrig, ville proportionelt på landsplan svare til, at Danmark havde mistet 100.000 mand. Carsten Jensen gør endvidere opmærksom på, at de 6.000 danskere, der sejler i allieret krigstjeneste, slet ikke regnes med til modstandskampen. Næsten 1.000 af dem kommer ikke hjem igen. Det er nogle helt andre og dramatiske tal end de forholdsvis få mennesker, der kæmper på landjorden.
Som han siger: “Det virkelige drama ligger på havet, og det har vi valgt at glemme.”
Volden spiller en stor rolle i romanen. Der er vold i skolen med en ekstrem lærer, og der er vold om bord på skibene. Volden er smitsom. Alle der kommer i kontakt med den, bliver forrået. Det eneste sprog man til sidst råder over er vold, også mellem børn. Volden er med andre ord en vigtig del af det samfund, Carsten Jensen beskriver.
Gennem en episode med en ekstremt voldelig styrmand, O’Connor, beskriver han imidlertid også, hvordan ansatserne til en retsorden midt i voldens anarki opstår som en undtagelse fra volden.
Og så er der den rene ondskab. Den inkarneres af Herman. Om fascinationen af den figur, der er en af de eneste rent opdigtede personer i romanen, siger Carsten Jensen:
“Jeg har måttet leve mig ind i ekstreme tilstande af ekstatisk og hensynløs driftsudfoldelse. På en mærkelig måde er Herman også det frieste menneske i romanen. I 90’erne, da myrderierne fandt sted på Balkan, tænkte jeg meget over, hvad der rørte sig i mennesker, som massakrerede uskyldige mennesker. Det er uinteressant bare at tale om sadisme. Der er derimod tale om den ultimative friheds ekstase, hvor alle regler og bånd, der er forudsætningen for, at vi kan leve sammen i et samfund, er brudt sammen. Herman søger ekstasen som modvægt til et samfund med meget stærk sammenhængskraft og social kontrol. På et tidspunkt deltager han i en natlig ildkamp mellem oprørere og soldater i en portugisisk havneby. Han holder ikke med nogen. Han holder med volden og ødelæggelsen og den her hæmningsløse frihed. Samtidig er Herman også et menneske, som gerne vil respekteres. Til sidst finder også han sin plads i fællesskabet.”
Et af de fortælletekniske bemærkelsesværdige træk ved Carsten Jensens nye roman er det ‘vi’, der fortæller historien: Et kollektiv, mændene fra Marstal, også de døde. Vi’et spiller lidt samme rolle som koret i den antikke græske tragedie, hvor der formidles mellem individet og fællesskabet.
“Der gik 3-400 sider, før jeg fandt ud af, hvem fortælleren var. I mangel på en distinkt fortællerstemme var jeg faldet tilbage på en helt almindelig gammeldags alvidende fortæller, hvilket var enormt utilfredsstillende. (Så ville jeg netop have syntes, at det var en gammeldags roman.) Skiftende fortællere fungerede heller ikke. At gribe tilbage til disse tidlige greb ville jeg opfatte som litterært hukommelsestab (og total mangel på samtidsbevidsthed). Men så læste jeg Jeffrey Eugenides The Virgin Suicides. En meget anderledes historie, der handler om fem søstre, der begår selvmord, og historien fortælles af nabolagets drenge. Jeg vågnede dagen efter, at jeg havde læst romanen og vidste, at nu havde jeg fundet fortællerstemmen. Det skulle være et ‘vi’. Med ét ændrede romanen totalt karakter, den fik en personlighed, som den ikke havde haft før. Problemet med det alvidende fik jeg også løst. Vi’et ved jo alt, for det gør man om hinanden i en lille by, og hvad man ikke ved, det digter man. Det kaldes også sladder. Døden sætter jo heller ikke noget skel. Individer dør, men byens befolkning dør aldrig. Personerne er på én gang distinkte individer med deres helt individuelle livsforløb og så alligevel del af vi’et.”
- Er denne roman Carsten Jensens hjemkomst til Marstal og litteraturen?
“Jeg er kommet der meget gennem de sidste fem år. Det har været en hjemkomst til barndommen, en ring, der blev sluttet. I 1990’erne kom jeg stort set ikke i Marstal, først igen i et hudløst øjeblik, hvor jeg lige var blevet skilt og var sårbar og skrøbelig. Jeg cyklede lange ture rundt i barndomslandskaber på øen og gik endeløse ture i byen. Jeg opdagede, hvor overraskende intakt alt var, at det var en levende kulisse for mine barndomserindringer. Det havde lægende, helende virkning, som jeg stadig føler. Jeg får en ro i sindet, som jeg ikke kan forklare. Det er mit sted i verden.”
- Tidligere har du skrevet om en barndom i astmatikerens tegn. Har du nu fundet tilbage til en anden barndom ved havet?
” På et tidspunkt begyndte jeg pludselig at fortælle en masse ting fra min barndom til min kæreste Liz. Vi har ellers grundigt gennempløjet hinandens liv. ‘Det har du aldrig fortalt mig om før. Det lyder som om du har haft det sjovt’, siger hun så. Og så kan jeg pludselig selv føle det. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at man i forskellige faser i sit voksne liv også konstruerer forskellige barndomme, der i virkeligheden bliver et spejl for, hvem man er nu. Ved at skrive den her roman har jeg fået en ny barndom, andre sider af min barndom er dukket op, som også fortæller noget om, at som barn har man potentiale for at blive mange forskellige mennesker, potentiale for at blive en anden, end den man blev.”