I Sverige er det forbudt at købe sex, og det er der mange, der godt kunne tænke sig, at det også blev i Danmark. Mens debatten buldrer, sidder svensk-amerikanske Don Kulick i New York og ryster på hovedet. Han er professor i antropologi og leder af Center for the Study of Gender and Sexuality på New York University. Han har boet 22 år i Sverige, og med sine opsigtsvækkende og udfordrende argumenter har han deltaget aktivt i den svenske debat. Eller rettere, den svenske ‘ikke-debat’, som han kalder det. For en meningsfuld debat om prostitution kræver en klar skelnen mellem frivilligt og tvungent sexarbejde.
“Hvis man kun snakker om prostituerede som ofre for trafficking, så dør debatten, for så er der ikke så meget at sige. Der er jo ingen, der vil forsvare trafficking,” siger han.
Prostitution derimod, er ifølge Don Kulick bestemt værd at forsvare. Som forsker har han gennem længere tid boet sammen med prostituerede i Brasilien og Italien, hvor han lavede feltarbejde.
“Problemet er, at sexarbejde ikke anses for at være et arbejde, men for at være ren og skær udnyttelse. Den holdning kan man kun have, hvis man aldrig har snakket med de mennesker, der er involveret i det. Når man arbejder med dem, så viser det sig, at sexarbejde for manges vedkommende er en måde at føle sig handlekraftig og selvstændig på. For nogle af dem, der har været misbrugt som børn, er det rent faktisk en måde at arbejde sig gennem dette traume på. Folk i dominatrix-industrien siger det selv: ‘ja, jeg blev voldtaget, og det bearbejder jeg ved at dominere og piske de her fyre, som betaler mig for det’,” siger Don Kulick, der har skrevet adskillige videnskabelige artikler og bøger om emnet.
Han står ikke alene med påstanden om, at prostitution kan være en positiv oplevelse for alle involverede. I 2004 udgav den svenske organisation RFSU (Riksforbündet for Sexuell Upplysning) en rapport, Sex på Köpet?, om kvindelige prostituerede og deres mandlige kunder, og den konkluderede, at der også er positive konsekvenser for kvinderne. De får blandt andet en følelse af magt i kraft af at have noget, der er attraktivt og efterspurgt i sådan en grad, at mænd vil betale for det. Det er manden, der har et behov, mens kvinden kan sige ja eller nej, hvilket øger følelsen af magt og kontrol.
“Det er langtfra altid en forfærdeligt nedværdigende oplevelse. Dermed ikke sagt at det ikke nogle gange er nedværdigende, men størstedelen af de sexarbejdere, jeg kender eller har læst om, sælger sex i det omfang, de har lyst til,” siger Don Kulick, der minder om, at meget af det statistiske materiale, der findes om prostituerede er stærkt misvisende.
“Det er som oftest baseret på politiets og diverse hjælpeorganisationers statistikker, og de repræsenterer kvinder, som er blevet slået, arresteret eller har andre slags problemer. Det er som oftest gadeprostituerede. Men hvis man kigger på prostitution som et meget bredere fænomen, så er der mange, mange flere kvinder - og mænd for den sags skyld, men det diskuterer man ikke så meget - som aldrig kommer i myndighedernes søgelys og derfor heller ikke optræder i statistikkerne,” siger Don Kulick, der sammenligner det med holdningen til homoseksuelle i 1950’erne. Dengang var det fuldstændig utænkeligt, at en sund og rask mand ville dyrke sex med andre mænd af egen fri vilje. Homoseksualitet var en psykisk sygdom og måtte nødvendigvis hænge sammen med en problematisk barndom.
“Det handlede om den homoseksuelle som problem. De var deprimerede, stofmisbrugere, socialt ude af balance og begik selvmord, og det blev så anset for at være repræsentativt, ganske enkelt fordi det var de homoseksuelle, som myndighederne fik fat i.”
Diskussionen om kvindehandel er langt fra ny, og det er heller ikke første gang, at den bliver kædet sammen med en kritik af prostitution som sådan. Efter adskillige forsøg på at komme prostitution til livs, satte Storbritanniens konservative anti-prostitutionsbevægelse i starten af 1900-tallet alle kræfter ind på at bekæmpe ‘den hvide slavehandel’, som det blev kaldt. Londons gader skulle ryddes for tyske, franske og belgiske piger. Det var uvist hvor udbredt fænomenet egentlig var, men ikke desto mindre mødtes repræsentanter fra 16 forskellige lande, deriblandt Danmark og Sverige, i Paris i 1902 for at komme af med international prostitution. Der blev nedsat komiteer i hvert land til at sørge for, at overvåge jernbanestationer, udspørge udenlandske prostituerede og holde et vågent øje med arbejdsformidlinger for kvinder. Det blev aldrig den store succes.
Et af hovedargumenterne i den aktuelle debat om kriminalisering af kunden er netop, at det kan være med til at bekæmpe den internationale kvindehandel ved at sænke efterspørgslen og dermed også udbuddet. Det er endnu ikke fastlagt præcis hvad, konsekvenserne af den svenske lovgivning har været. De tre officielle undersøgelser, der har været foretaget i Sverige, har konstateret et fald i antallet af gadeprostituerede, men ingen af dem har dokumenteret, hvorvidt der foregår mere eller mindre prostitution generelt. Ifølge det svenske grænsepoliti har antallet af handlede kvinder været konstant i Sverige på trods af lovændringen i 1999, og i takt med, at Stockholms bordeller lukkede ned, er der dukket nye op i forstæderne og provinsen.
Sidste år viste en stor norsk undersøgelse, Købesex i Sverige og Holland, at de prostituerede oplever mere vold og føler sig mindre trygge, og at ingen kunder længere tør anmelde menneskesmuglere eller vidne i retten af frygt for selv at blive idømt de op til seks måneders fængsel, som er strafferammen for sexkøb i Sverige. Den daværende norske justitsminister, Odd Einar Dørum, afviste efterfølgende at overføre den svenske model til Norge.
Don Kulick kalder Sveriges lovgivning antifeministisk, fordi den i praksis forværrer tilværelsen for mange af de kvinder, den hævder at beskytte.
“Det har især ramt gadeprostituerede, men generelt er loven med til at stigmatisere disse kvinder og påvirke dem og deres familier økonomisk. Og det er her, det bliver til et klassespørgsmål. Hovedparten af fortalerne for loven er hvide middelklassekvinder, der aldrig rigtig har skullet bekymre sig om penge. De stiller sig bedrevidende op og taler på vegne af nogle kvinder, som ikke selv har noget at skulle have sagt. Det er enormt nedladende. Mange af de her kvinder sælger sex et vist antal gange om ugen for at betale husleje, have råd til husholdningen, købe ting til dem selv og deres børn, og de har sjældent mulighed for at få andet ligeså velbetalt arbejde. At sige til disse kvinder, at de bliver ydmyget, og at de hellere skulle rense lokummer på et plejehjem eller arbejde på McDonald’s er virkelig patroniserende.”
Løsningen, ifølge Don Kulick, er enkel: arbejd med de prostituerede, ikke mod dem.
“Hjælp dem med at organisere sig, lige som man ville gøre med en hvilken som helst anden gruppe arbejdere. Minearbejde er også på mange måder et usselt og farligt arbejde, men i stedet for at forbyde det og bede dem om at finde et andet arbejde, så hjælper man dem med at danne fagforeninger, så de kan kræve respekt og bedre arbejdsforhold.”
Forbilledet for Don Kulick er Holland og Tyskland, hvor prostitution er lovligt og gennemreguleret. Begge lande har haft positive erfaringer med det officielle prostitutionsmarked, men problemer med det ‘sorte marked’, hvor mange udenlandske prostituerede lever under tvivlsomme vilkår. I modsætning til Sverige er kunderne i Holland dog ikke bange for at melde den slags til myndighederne. Sidste år fik politiet og sociale hjælpeorganisationer flere end 1.000 henvendelser om mulig trafficking og udnyttelse.
Men prostitutionslovgivning handler ikke kun om at stoppe kvindehandel, det handler også om, at principper. Prostitution er per definition ydmygende og uacceptabelt. Som den tidligere svenske ligestillingsminister Ulrika Messing udtalte i 1997: “Prostitution hører ikke hjemme i vores land.”
Ifølge Don Kulick hænger det sammen med en bestemt forestilling om, hvad god sex er. Således har “voldelig porno” - hvilket inkluderer alle former for sadomasokistisk sex - været ulovligt siden 1991.
Svenskerne blev ellers verdensberømte for deres ualmindeligt frigjorte og afslappede forhold til sex i 1950’erne. Den internationale filmverden var nærmest lamslået, da nyforelskede Monika og Harry udforskede hinanden i Ingmar Bergmans film, Sommaren med Monika, og i 1955 kom den svenske regering på forsiden af alverdens aviser, da obligatorisk seksualundervisning blev indført i skolen. Det var aldrig set før og blev kaldt “Verdens mest vovede eksperiment”. “Sexrevolution ryster verden,” hed det, og Sverige blev døbt den seksuelle friheds hjemland.
Sex er godt, erklærede svenskerne, men vel at mærke ikke al slags sex. Det skal være god sex for at være godt. Og god sex har ikke noget med med smæk, penge eller dominans at gøre. Som en anden tidligere ligestillingsminister Margareta Winberg har formuleret det, så er god sex ensbetydende med “lighed og oprigtig nærhed mellem to mennesker- så der ikke er mulighed for at objektificere, manipulere eller ‘købe’ hinanden”. Folk med lyst til andre former for sex - anonymt, uforpligtende, sadomasokistisk - bliver kriminaliseret og sygeliggjort. De bliver fremstillet og udstillet som unormale.
Dette gør sig også gældende for mænd, der dyrker sex med prostituerede. Flere svenske bøger har beskæftiget sig med prostitutionskunder, men især Sexköparna fra 1996 er enormt populær og bredt citeret i medierne, når emnet diskuteres. Bogen beskriver fem forskellige typer prostitutionskunder ud fra deres opvækst og personlighed. Selv de typer, der er socialt velfungerende, glade for deres arbejde og deres forhold til andre mænd og kvinder, bliver beskrevet som ude af stand til at indse, at de i virkeligheden har “en ekstremt ringe evne til følelsesmæssig refleksion,” og at de “har problemer med at knytte sig følelsesmæssigt til andre mennesker”. Der er ingen vej uden om patologiseringen, hvis man dyrker sex med prostituerede. Nøjagtig som det var tilfældet for de mænd, der dyrkede sex med andre mænd i 1950’erne.
Don Kulick understreger faren ved at promovere en national seksualitet på den måde.
“Der er vægtige politiske grunde til at undgå det. Som homoseksuel mand skulle jeg hilse og sige, at der altid er nogen, der bliver alvorligt ramt af en national seksualitet. Folk gør en masse ting seksuelt, som andre ikke bryder sig om, men det betyder ikke, at man forbyder det.”
De sociale problemer, der findes i prostitutionsmiljøet, skal ikke løses via straffeloven, mener han.
“Hvis problemet er, at mange af dem er narkomaner, så gør noget ved det. Hvis problemet er, at nogle af dem bliver udnyttet af kriminelle bagmænd, så gør noget ved det. Hvis der er nogen, der ikke ønsker at sælge sex, så skal de bestemt hjælpes ud af det. Men de skal ikke tvinges ud af det. Det er jo ikke et problem i sig selv, at de sælger sex,” siger Don Kulick.
Han erklærer sig selv for feminist, men er udmærket klar over, at de færreste feminister i Sverige er enige med ham.
“Sverige er et af de få lande, hvor feminister har betydelig politisk indflydelse, og det er på mange måder fantastisk. Problemet er, at det er en bestemt form for feminisme, der er altdominerende og anser sig selv for at være den eneste rigtige slags feminisme. Et af kendetegnene er, at den anser sex for at være noget farligt. Sex er noget, som kvinder skal beskyttes mod. De skal beskyttes mod sexchikane, seksuelle overgreb og voldtægt. Det er en type feminisme, som har dybe historiske rødder, og den anser hver enkelt tilfælde af prostitution for at være nedværdigende for alle kvinder. Det interessante ved Sverige er, at dette synspunkt er blevet anerkendt som en endegyldig sandhed. Det kan ikke diskuteres. Debatten er fuldstændig ensidig, trafficking og prostitution er blevet blandet sammen, og det er en underliggende præmis, at kvinder umuligt kan have lyst til at sælge seksuelle ydelser. Husk på, vi snakker om et gensidigt accepteret seksuelt forhold mellem to voksne mennesker. Staten skal selvfølgelig ikke acceptere seksuelle overgreb. Voldtægtslovgivningen bygger på forestillingen om, at sex kan være frivilligt eller tvungent. Mere er der ikke brug for.”
- Folk, der har sex med mindreårige, hævder også tit, at det var frivilligt fra barnets side. Er der ikke tilsvarende magtrelationer mellem kunden og den prostituerede, som udhuler forestillingen om, at der reelt er tale om frivillighed?
“100 års feminisme har forsøgt at adskille kvinder og børn, og så smelter de alligevel sammen i denne debat. Kvinder er ikke børn, og jeg tror, de er ligeså meget i stand til at give et oprigtigt samtykke, som mænd er. Der vil altid være magtrelationer involveret, ingen af os eksisterer jo i et vakuum, men det er jo også tilfældet i alle mulige andre sammenhænge. Er det et anderledes frit valg, når folk arbejder i en kiosk eller som rengøringsassistent?”
- Kan man sammenligne det med at sælge sin krop?
“De fleste af os er jo nødt til at sælge vores krop på arbejdsmarkedet. Og for mange af de sexsælgere, jeg har arbejdet med i min forskning, er det betydeligt mindre krænkende at udføre oralsex eller have et hurtigt samleje, end det er at stå otte timer i en kiosk hver dag. Vi er nødt til at erkende og respektere, at ikke alle anser deres mund, røv eller skede for at være så dyrebar en ejendel, at den absolut ikke må indgå i et arbejdsforhold.”