Mens bekymringen i disse år vokser for vores hundredvis af millioner af benzindrevne køretøjer, tog og brændstofsslugende fly, der udspyr enorme mængder af kuldioxid i atmosfæren og derved opheder vor planet og truer med at fremkalde fundamentale forandringer i dens klima, har man i offentligheden stort set forbigået en om muligt endnu mere snigende, undergravende kilde til de globale opvarmningsgasser.
Det vil muligvis komme bag på mange, at det kød, vi sætter på vores middagsbord, bærer det indiskutable hovedansvar for de verdensomspændende klimaforandringer.
Ifølge en rapport, som FN’s Fødevare- og Landsbrugsorganisation (FAO) udsendte ved årsskiftet, frembringer husdyr, og herunder frem for alt kvægbestande, hele 18 procent af drivhusgas-udledningerne, hvilket er mere end hele transportsektoren.
Ikke blot tegner husdyrdrift sig for ni procent af den udledte kuldioxid, der stammer fra menneskerelaterede aktiviteter - de frembringer selv en langt højere andel af endnu mere skadeforvoldende drivhusgasser: Husdyr generer således 65 procent af den menneske-relaterede udledning af kvælstofdioxid, hvis globale opvarmningseffekt er næsten 300 gange så høj som kuldioxids, og langt det meste af kvælstofdioxid-udledninger stammer fra husdyrgødning. Ydermere udsender husdyr 37 procent af den menneskerelaterede metangas-emission, som er 23 gange så klimaophedende som kuldioxid.
Husdyrbrug beslaglægger efterhånden 26 procent af Jordens isfri landoverflade.
Og nok så afgørende er over en trejdedel af verdens dyrkbare jord lagt ud til til at dyrke kornfoder til husdyr frem for kornføde til mennesker. I årtusinder var det nok for kvægbestande at græsse på græsarealer for kunne ernære sig. Det var først i løbet af det 20. århundrede, at vi begyndte at udlægge store strækninger dyrkbar jord til at dyrke kornfoder til dyr, således at klodens rigeste forbrugere kunne spise kød fra kornopfodrede husdyr.
Med stadig mere jord forbeholdt til dyrkning af kornfoder, er millioner af verdens fattigste mennesker blevet forvist til stadig mere marginale jorder eller har helt måttet bryde op fra landdistrikterne og søge til byerne, hvilket har gjort det stadig vanskeligere for dem at opretholde det for deres sundhed nødvendige daglige kalorieindtag. Den uafladeligt ekspanderende husdyrsindustri er blevet til en global pestilens af episke proportioner. Jordens kvægbestande er godt i gang med at æde sig igennem hele økosystemer. Store dele af de resterende tropiske regnskover i områder som Amazon-landet ryddes til stadighed for at skaffe mere plads til græsningsarealer. Samtidig eroderer dyrkbar jord over hele verden som følge af overgræsning, mens mange af verdens resterende ferskvandsressourcer bliver forurenet af gylle og pesticider.
Og der er kun udsigt til at disse problemer forværres drastisk. FAO vurderer, at den globale kødproduktion vil i 2050 vil være i forhold til nu, skønt dette potentielt kan få katastrofale konsekvenser for hele planetens biosfære. FN-agenturet advarer derfor:
“De miljømæssige omkostninger pr husdyrsenhed må nødvendigvis halveres, hvis vi blot skal hindre, at skadevirkningerne på miljøet vokser ud over deres nuværende niveau.”
Efter at have advaret os om de helt uden fortilfælde alvorlige farer for miljøet, som den fortsat voksende husdyrproduktion udgør, fremlægger FAO en række forslag til at imødegå problemet, herunder mere effektive jordbevarings-metoder, forbedret kostsammensætning af husdyrfoder og en opgradering af vandingssystemers effektivitet.
Disse løsningsforslag fra FAO må dog forekomme latterlige, når det virkelige problem, til trods for at det må være åbenlyst for enhver, ikke tages op i agenturets rapport. Problemet er, at stadig flere mennesker foretrækker at spise fra den højeste del af Jordens fødekæde, det vil sige spise intensivt kødholdig kost med de skadelige konsekvenser, dette har for Jordens økologiske og klimatiske balancer.
Så hvorfor er der kun få forbigående bemærkninger om det ønskelige i en mere vegetarisk orienteret kost i rapporten og ingen anbefalinger af en reduktion af kødforbruget i de fremlagte forslag? Måske fordi den globale husdyrsindustri er den hurtigst voksende sektor i det globale landbrug, skaffer job til 1,3 milliarder mennesker og tegner sig for 40 procent af den globale landbrugsproduktion.
Selv The New York Times, der almindeligvis anses for at være årvågen i sin dækning af miljøspørgsmål, har undladt at drage de fulde og indlysende konsekvenser af FAO-rapporten.
Efter nogle bemærkninger, hvori husdyrindustriens dystre indvirkning på miljøet og klimaforandringerne begrædes, konkluderer avisens lederskribent, at “eftersom den menneskelige appetit på kød ikke kan forventes at ophøre i nogen nær fremtid, vil løsningerne komme til at bero på, om vi formår at anspore husdyrindustrien til at bevæge sig i mere bæredygtige retning.”
Hvad såvel FAO som The New York Times overser, er, at “mere bæredygtig” nødvendigvis må indebære, at mennesker begynder at indtage føde fra en lavere del af fødekæden og drastisk mindsker vores forbrug af kød.
Det kræver lidt over ni pund foder at få en kalv til at tage et pund på, hvor de seks pund består af korn og foder-biprodukter og de tre pund af plantefibre. Det betyder, at blot 11 procent af foderet går til at producere kalvekoteletten selv, mens resten enten forbrændes som energi i stofskifteprocessen, anvendes til at opretholde normale kropsfunktioner, udsondres som ekskrementer eller afsondres i de dele af kroppen, der ikke fortæres - såsom hår eller knogler.
Så når vi pines af samvittighedsnag og ineffektiviteten og det enorme ressourcespild ved at køre benzinslugende biler, burde vi måske snarere lægge os på sinde, at spildet i kødholdig kost er langt værre. Betænk engang det merforbrug af landbrugsjord, der bliver resultatet af at omlægge fra dyrkning af korn til menneskeføde til dyrkning af korn til dyrefoder. En hektar kornafgrøder til menneskeføde producerer fem gange mere protein end en hektar anvendt til kødproduktion. Bælgplanter producerer 10 gange så meget protein og bladgrøntsager som salat 15 gange så meget protein pr hektar.
Hertil kommer, at husdyrindustrien bruger, hvad der svarer til en gallon benzin (3,8 liter, red.) for at producere et pund kornopfedet kødkvæg i USA.
For at opretholde den årlige kødefterspørgsel for en gennemsnitsfamilie på fire - omkring 260 pund kød - skal der altså bruges 1.000 literfossile brændstoffer.
Når dette brændstof afbrændes, afgiver det over 2,5 ton yderligere kuldioxid til atmosfæren eller lige så meget kuldioxid, som en gennemsnitsbil afgiver ved seks måneders normal brug.
Selvfølgelig vil den umiddelbare reduktion på et krav om, at vi må til at spise mindre kødholdig mad være, at mennesker nu engang er kødædere, og at vi behøver kød i kosten af hensyn til vores helbred. Dette er imidlertid ikke sandt. Homo sapiens er altædende.
Som vore nærmeste slægtninge, chimpanserne, udviklede vi os biologisk fra at leve primært af friske frugter og grøntsager med kun lejligheds supplerende kødindtag. Skønt kød traditionelt har været del af vores kost, var det indtil det 20. århundrede snarere en luksus end en basisingrediens.
Men har vi ikke brug for det ekstra proteintilskud, som kød indeholder, for at kunne leve et sundt liv? Nej, for sandheden er, at gennemsnitsamerikanere allerede forbruger langt mere protein, end deres krop kan optage. En afbalanceret, plantebaseret kost kan nemt forsyne et menneske med alle de proteiner, det behøver for at være sund.
Implikationerne af FAO-rapporten er umisforståeligt klare. Med husdyr ansvarlige for en større andel af den globale opvarmning end transport, burde vi bruge mindst lige så meget tid og opmærksomhed i verdensoffentligheden og i den politiske proces på at diskutere, hvordan vi kan mindske vores kødnarkomani, som vi gør på at addressere spørgsmålet om, hvordan vi kan mindske vores afhængighed af benzinslugende automobiler.
Jeremy Rifkin er forfatter til bl. a. ‘Beyond Beef: The Rise and Fall of the Cattle Culture’ og leder af tænketanken Foundation on Economic Trends i Washington, D.C.
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kronikken tirsdag:
Hvad blev der af elbilen?