Der kom et sprog forbi Holstebro, og nogen skulle jo tage det med videre. Til København og i skole. Forfatterskole. Det blev så tilfældigvis Lone Hørslev, som i disse dage udsender både en ny digtsamling og et album med tekster til musik af Mads Mouritz.
Jeg hørte om hende første gang for et par år siden, hvor hun besøgte Århus til en forfatteraften i Kunstbygningen. Jeg styrede direkte ned til min lokale og dejligt smagsdommerfrie bogpusher og købte Hørslevs anden digtsamling Ærgerligt, ærgerligt. Og det var selvfølgelig hverken ærgerligt eller ærgerligt, tværtimod fedt, fedt. Hvordan det, vil læserne af indeværende dagblad måske vide. Jamen, for lige at give jer et link eller et vink (åh det sprog) så kunne man sige, at hvis Mette Moestrup er King Size, så er Lone Hørslev Small Size eller i virkeligheden mere one size fits all.
Begge skriver dagligdagen større end den synes. Men hvor sårbarhed kan være en åbning til de strømme af drama og lidenskab, som løber igennem tilværelsen lige under huden, så er en vis robusthed i omgangen med hverdagens rutineprægede kvælertag mere Hørslevs tilgang til de afgrunde af muligheder for vildfarelser og smertefulde indsigter, som en hundrede procent tilstedeværelse i et liv, lige nu, byder den årvågne.
“Det er sært som slet ingen ser mig/ som jeg står her i skyggen/ af mit eget besværlige forhold til LYKKEN og rasler nervøst/ med et skoldhedt strygejern med damp i. Jeg kunne aldrig slå nogen ihjel. Jeg kunne aldrig bruge en fjerkræsaks”.
Og selvfølgelig er det lige præcist det, hun gør, hende der Hørslev. I sit arbejde med sproget klipper hun brudstykker af enkle set upper fra hinanden, ikke brutalt og slet ikke nådesløst, men let og ubesværet for så, bedst som man er hooked på hyggesnakken at sende en præcis showstopper lige i synet på den intetanende læser:
“Høns og heste er vegetarer. I teorien i hvert fald, i går fodrede jeg hønsene med rullepølse/ Og de elskede det / Åd det ligeså hurtigt og grådigt som/ en forelsket idiot/ der æder den ene fornærmelse efter den anden som var der tale om komplimenter”… konstaterer hun ligefremt i den nyeste samling digte Lige mig.
“Han trasker rundt derhjemme på det frimærke af et liv, der er hans”, hedder det om en mand, som hun møder ved fotoautomaten på Esbjerg station. Og metoden er enkel, men virkningsfuld: Små tilløb til liv levet på kanten af gentagelsens langsomme musik og så balancen mistet i et svagt øjeblik, sparket ud over rampen i frit fald sammen med de typer, hendes digte hvirvler op i farten, trappevaskeren fra Valby, tombolamanden, dødslægen Elisabeth Wæver, tatovøren, drømmetyderen, onkel Lars, foruden pæne mænd og deres parcelhuse, søde sager og alkohol. “På græsplænen står der en rævesaks / Herfra kan ingen stikke af.”
Vi er garanteret mange som gennem årene har efterlyst mulige faste forbindelser over sundet mellem musik og lyrik. Jeg mener, de går rundt der de unge lyrikere uden et publikum, mens mange unge musikere møder et talstærkt publikum uden at have nogle historier at fortælle. Selvfølgelig har det været prøvet, men med samarbejdet mellem musikeren og komponisten Mads Mouritz og ovennævnte forfatter Lone Hørslev synes idéen at have udfoldet sig. Et stort, nåh ja, folkeligt gennembrud for genren bør vente rundt om hjørnet. Det er Lone Hørslev, som vi kender hende fra digtsamlingerne, klar, overrumplende og kontant og nu også tilføjet en skrøbelighed, som Mads Mouritzes nærværende stemme formidler så overbevisende. I sange om den anden kvinde, hvor angsten for at miste forløses så tydeligt af en operastemmes melodramatiske improvisationer over et tema iscenesat af spinkel guitar. Som det hedder:
“Det eneste jeg kan gøre er at håbe at du aldrig vil begynde at ringe til hende der du ved nok.”
Og dramaet udvikles i Læber Tortur: “de smager af giftige bær og ler, jeg vil give et kongerige for at smage dem igen, at dø med dit bedrag på min tunge”.
Sangene oser af sorg og camping som et andet stort H. ville have sagt, nemlig Højholt. Og jeg tager ikke fejl, jeg gør ikke, når jeg aner den samme nøgterne afsøgning af sindets vådområder som hos mesteren fra Hørbylunde. Også Hørslev holder sine metaforer i kort snor.
Og Mads Mouritzes sange skramler af sted imellem en Beck og en Bright Eyes og en Damon Albarn, når han udfolder sine mere Gorillaz-agtige tilbøjeligheder. Der er tuba, når der skal bruges tuba og så heller ikke mere, ligesom instrumenteringen er stram og afmålt i passende slingrende portioner. Det skvulper over med spilleglæde og sangenes skæve eksistenser. Vi, de levende, går fra bordet med skjorterne vredet op efterladende en dug pløret til med rødvinspletter og knuste glas.
“En ny begyndelse, et flytterod af uafklaret savn / her sidder du så oven på en papkasse / kasse efter kasse på dem alle står dit navn / Ny flytter du til Håbets alle.”
Kære læsere, hvis jeg var jer, ville jeg ikke tøve et øjeblik med at følge efter.
Der er noget i de kasser, vi ikke kan overlade til Mouritz/Hørslev selv at pakke ud.