En firehjulstrækker kører op foran Kabuls lidet imponerende parlamentsbygning, og chaufføren beder mig stige ind. Bilen sætter af i fuld fart, ned gennem de aftenmørke gader i et af Kabuls fattigkvarterer. Præcis sådan en situation, som jeg er blevet advaret imod. “Stig aldrig ind i en bil sammen med folk, du ikke kender. Du har ingen som helst kontrol over situationen.” Inden jeg når at tænke nærmere over faren, standser bilen op foran en gruppe bevæbnede vagter. To sekunder efter er vi viftet i sikkerhed bag en høj gitterport, hvor jeg må vise ID, lade tasken tjekke og mig selv kropsvisitere, før jeg slipper ind i huset.
Et par minutter senere dukker den 29-årige afghanske parlamentariker Malalai Joya op, byder på jasmin-te og undskylder de mange sikkerhedsforanstaltninger.
“Sådan har jeg levet i tre år. Det her er ikke mit hjem, det er blot et af mange sikre huse, som jeg er nødt til at opholde mig i. Om et par timer skal jeg et andet sted hen, jeg opholder mig kun kort tid et sted og sover aldrig samme sted to nætter i træk.”
Malalai Joya er det yngste og mest berømte kvindelige medlem af det afghanske parlaments underhus, Wolesi Jirga. Siden hun i december 2003 første gang beskyldte en række tidligere krigsherrer for krigsforbrydelser under borgerkrigen i 90’erne, har hun overlevet fire attentatforsøg og et utal af trusler.
“Men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. En dag får de ram på mig. Det har jeg indstillet mig på. Jeg er parat til at betale den højeste pris, men min stemme, den kan ingen slå ihjel,” erklærer hun.
Og for mange demokrater er Malalai Joya netop en helt-inde, en afghansk Jeanne d’Arc, der trods alle farer fortsætter med at tale magthaverne midt imod og kæmper for det, hun tror på.
“Her er intet demokrati, ingen sikkerhed og ingen rettigheder for kvinder,” erklærer hun bittert. “Fem år efter I invaderede Afghanistan, er vi værre stillet end før. Dag for dag taber folk troen på, at det kan lade sig gøre at skabe et nyt Afghanistan. Vi har stadig 40 procents arbejdsløshed, vi står for 92 procent af verdens opiumproduktion, de af-ghanske kvinder er fortsat nogle af verdens mest undertrykte, og vores regering er den mest afskyelige og korrupte regering i verden. Det er meget forstemmende,”siger Malalai Joya.
Joyas største bekymring er netop Afghanistans mangel på demokrati. Som medlem af parlamentet oplever hun dagligt, hvordan landets tidligere krigsherrer, der har tusindvis af drab på samvittigheden, sætter sig på magten.
“Det er en skandale, at der sidder folk i parlamentet, som har op mod 65.000 civile drab på samvittigheden, det er en skandale, at det internationale samfund accepterer deres deltagelse i politik, og det er en skandale, at de har fået mulighed for at bevilge sig selv amnesti!,” erklærer Joya og hun er ikke bange for at sætte navn på de folk, hun anklager.
“Det er tidligere mujahedin-ledere som Raoul Sayaf, general Rashid Dostum og tidligere forsvarsminister Mohammed Fahim,” siger hun og nævner tre af de parlamentarikere, som menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kræver retsforfulgt for krigsforbrydelser under den afghanske borgerkrig i 90’erne.
“Men listen er meget længere. Og mange af dem er også involveret i narkohandel. Hvor er vi henne, når selv præsidenten Karzais familie er involveret i narkohandel,” spørger Joya med henvisning til de vedvarende rygter om bl.a. præsidentens bror Walid Karzai.
I rapporten Blood Stained Hands fra 2005 har HRW offentliggjort en liste over de hovedansvarlige for overgreb og drab på civile under borgerkrigen og opfordrer til retsforfølgelse af alle, der har været involveret i krigsforbrydelserne. Ifølge HRW har op mod 60 procent af de af-ghanske parlamentsmedlemmer forbindelse til nuværende eller tidligere krigsherrer. Samme opfordring er kommet fra Amnesty International i rapporten Afghanistan: Addressing the past to secure the future, ligeledes fra 2005. Men foreløbig har hverken det afghanske eller det internationale samfund foretaget sig noget for at føre anbefalingerne ud i livet.
Amnestiloven, som Malalai taler om, blev vedtaget af det afghanske underhus i marts og underskrevet af præsident Hamid Karzai dagen efter. Loven giver generel amnesti til alle, der var involveret i væbnet konflikt før 2002, herunder også Taleban.
Malalai Joya mærker dagligt de tidligere krigsherrers voksende indflydelse på af-ghansk politik.
“Det sker igen og igen, at parlamentsformanden slukker for mikrofonen, når jeg siger noget. Flere af krigsherrerne truer mig jævnligt. De kalder mig luder, vantro og kommunist, hvilket i et islamisk land som Afghanistan betyder, at man har lov til at slå mig ihjel. Sayaf har opfordret til banke mig, og der er andre, der råber ‘voldtag hende, dræb hende’ efter mig i parlamentet. Hvordan kan vi nogensinde håbe på demokrati, når der sidder den slags kriminelle i parlamentet og i vores regering,” spørger hun.
Malalai Joya så gerne, at de livvagter, som passer på hende, kunne følge med ind i parlamentsbygningen og beskytte hende i tilfælde af overfald. Men det må de ikke i øjeblikket.
“Jeg er allerede blevet overfaldet en gang, i parlamentet, men jeg er fast besluttet på at udstille krigsherrerne og de frygtelige ting, de har gjort mod det afghanske folk. Derfor hader de mig. Jeg er tit bange, ikke mindst i parlamentet, hvor jeg føler mig meget ubeskyttet og alene. Selv nogle af de kvindelige parlamentsmedlemmer deltager i tilsviningen og har truet med at skære mig i småstykker med en kniv. ‘Vi vil gøre ting ved dig, der er endnu værre end noget, en mand kunne finde på’, har en af dem f.eks. sagt til mig,” fortæller den afghanske politiker.
De massive sikkerhedsforanstaltninger, som Malalai Joya lever under, betyder bl.a., at hun ikke kan besøge den sydvestlige Farah-provins, hvor hun er valgt, al transport uden for parlamentet foregår i bil og iført den “afskyelige” lyseblå burka, hun må komme på arbejde før og gå senere end de andre parlamentsmedlemmer for at undgå sammenstød, og sin mand, som hun netop er blevet gift med, skal hun ikke regne med at se hver dag.
“Det er for farligt for os at bo sammen, så det regner jeg ikke med, at vi kan foreløbig. Jeg håber, at det på et tidspunkt vil være muligt for os at leve som en familie med børn osv. Jeg er ung, stærk og fuld af energi, så jeg når nok det hele,” siger hun.
Malalai Joya lægger størstedelen af ansvaret for det manglende demokrati på USA og dets allierede, heriblandt Danmark, der har valgt at lade såvel krigsherrer som narkosmuglere bevare deres indflydelse.
“Desværre har det internationale samfund accepteret, at folk, der burde retsforfølges for deres forbrydelser, sætter sig på alle vigtige poster i det afghanske samfund,” siger hun.
“Min bøn til det internationale samfund er, at I holder op med at støtte den slags folk. De kontrollerer efterhånden både den lovgivende, udøvende og dømmende magt. USA og dets allierede er parat til at lukke øjnene for deres forbrydelser, fordi de har brug for folk, der er villige til at følge USA’s politik. Amerikanerne er kun interesseret i at sikre deres regionale og strategiske interesser. Hvad der sker med den afghanske befolkning, er de ligeglade med. Men det er os, der er gidslerne”, siger hun.
Trods de store udfordringer og den åbenlyse livsfare, hun svæver i, har Joya ingen planer om at give op.
“Selv om det er værre at være politiker, end jeg kunne forestille mig, er jeg fast besluttet på at fortsætte. Jeg vil ikke svigte alle dem, der har stemt på mig. Jeg elsker mit folk og vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at gøre deres liv bedre,” siger Malalai Joya.