Venezuelas ældste private TV station, RCTV, sendte søndag aften deres sidste minutter. Det blev en tårevædet afsked, hvor en kavalkade af tv-billeder fra de største øjeblikke langsomt gled henover skærmen akkompagneret af hjerteskærende toner fra Alberto Cortéz, der meget rammende sang “Cuando un amigo se va” - når en god ven forsvinder.
Og lukningen er ikke bare kontroversiel i Venezuela, hvor tusinde af demonstranter fylder Caracas gader i protest mod det, de kalder statscensur. Også organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch, samt det europæiske parlament, USA’s senat og endda enkelte Latinamerikanske regeringer som den chilenske har fordømt lukningen.
Men flere kommentatorer med indgående kendskab til Venezuela og den latinamerikanske virkelighed peger omvendt på, at sagen om RCTV end ikke kan måle sig med, hvad der sker i lande som Mexico og Columbia. Forskellen er blot, at der i de fleste latinamerikanske lande er en lang tradition for, at den politiske og økonomiske magt betaler medierne - og at medierne accepterer det styrkeforhold. Det forklarer blandt andre Danmarks Radios mangeårige Latinamerika-reporter, Jens Lohmann:
“Der er tale om en fordrejning af sandheden. En evig proportionsforvridning af hvad det er, som Chávez foretager sig. Og selvom det er et dumt træk at lukke RCTV, så skal man huske på, at Hugo Chávez i sin tid som præsident ikke har overtrådt de demokratiske spilleregler,” siger Jens Lohmann, der mener, at det er beskæmmende, at andre medier behandler sagen om RCTV som et groft anslag mod ytringsfriheden, når det er kendt blandt journalister, at der i Latinamerika stort set ikke eksisterer en fri presse.
For sagen om RCTV handler om langt mere, end at en tv-station får inddraget deres sendetilladelse. Det handler om en virkelighed, hvor pressen ofte spiller en meget uheldig rolle, og den handler om misbrug af medier og medier, der lader sig misbruge.
Som den nordamerikanske journalist Bart Jones skriver i en kommentar i Los Angeles Times:
“Sagen om RCTV er - som det meste, der involverer Chavéz - spundet ind i et net af misinformation. Og mens den ene side af sagen skaber store overskrifter i det meste af verden, så er den anden side af sagen dårligt hørt.”
Bart Jones har boet og arbejdet i otte år som journalist i Venezuela, blandt andet for det nordamerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP). Den side af sagen, som han ønsker belyst i medierne er, at RCTV har spillet en meget aktiv rolle i det gennemførte men siden mislykkede militærkup mod Hugo Chavéz i 2002.
“Efter at Chavéz blev valgt til præsident i 1998, fik RCTV et nyt projekt: At fjerne en demokratisk valgt leder. Kontrolleret af landets umådeligt rige oligarki, heriblandt RCTV-chefen Marcel Granier, anså man Chavéz og hans ‘bolivarianske revolution’ som en trussel,” skriver Bart Jones.
Den 11. april 2002 gennemførte dele af den daværende politiske opposition og det venezuelanske militær et kup mod præsident Hugo Chávez. To dage før kuppet aflyste RCTV samtlige normale programmer for at køre en væg-til-væg dækning af den folkelige modstand mod Chávez. En række oppositions-eksperter analyserede situationen, men ingen regeringskilder blev hørt. De efterfølgende massive og meget blodige pro-Chávez protester i Caracas gader, da præsident Hugo Chávez var fjernet fra magten, blev derimod ikke dækket af RCTV. De valgte i stedet af vise tegnefilm og sæbeoperaer, mens masserne gik på gaden. Det samme gjaldt, da militæret kort efter skiftede side og bragte Hugo Chávez tilbage til præsidentpaladset.
Ifølge RCTV’s nyheds-chef, Andres Izarra, der senere blev indkaldt som vidne i en undersøgelse af militærkuppet, var stationens valg og fravalg ikke en tilfældighed, men en dikteret dagsorden:
“Nul pro-chávez, ingenting relateret til Chávez og hans tilhængere…Ideen var at skabe en stemning af transition og promovere en ny stats opståen.”
Men det er ikke kun journalister som Bart Jones, der af kritikere kan udråbes som naiv og venstresnoret, der ser med meget kritiske øjne på fænomenet redaktionel frihed i Venezuela. Det Internationale Journalistforbund (IFJ) - hvor langt de fleste af verdens presseforbund, herunder det danske, er medlemmer - gennemførte i juni 2002 et omfattende studie af forholdet mellem regering og presse i Venezuela. Netop for at afdække Hugo Chávez’ allerede kendte intentioner om at lukke RCTV.
I rapportens konklusioner og under overskriften ‘mediers krænkelser af pressefriheden’ skriver IFJ:
“På trods af regeringens upassende pres på anti-regerings medier er det unægteligt, at visse medier har fejlet og forsømt at tjene demokratiet og befolkningens ret til fuldt ud og upartisk at være informeret om begivenhederne den 11., 12. og 13 april (kup-dagene, red). Det er en uacceptabel krænkelse af pressefriheden.”
Og IFJ skriver videre:
“På et tidspunkt, hvor det venezuelanske folk havde det største behov for uafhængig og upartisk journalistik, om hvad der skete i deres land, var der dele af pressen, der forsømte deres professionelle ansvar og censurerede vitale oplysninger om krisens udfoldelse.”
IFJ kritiserer ikke kun de private medier i Venezuela, men tillægger også Hugo Chávez og hans bombastiske retorik overfor netop de private medier, en afgørende rolle i forhold til den stadigt mere anspændte situation i Venezuela.
Sammenblandingen af økonomiske, politiske og mediemæssige interesser er reglen og ikke undtagelsen i Latinamerika. Derfor er medierne også vant til at skulle justere deres dækning efter den til enhver tid siddende regering. Journalist Jens Lohmann nævner i den forbindelse Mexico som et at de steder, hvor pressen er underlagt størst kontrol:
“Ejerskabet er koncentreret på få hænder, og man dækker helt bevist ikke begivenheder, der går imod regeringens interesser. Derfor justerer man den redaktionelle linie efter, hvem der sidder på magten.”
Det samme gælder Latin-amerikas demokratiske darling, Chile. Herfra fortæller Carlos Salas Lind, der til dagligt beskæftiger sig med latinamerikanske forhold og skriver for en række chilenske dagblade, at pressefrihed altid kun eksisterer indenfor meget fastsatte rammer.
“På papiret eksisterer der ytringsfrihed. Men virkeligheden er en anden. Alle medier censureres i forhold til deres ejere og sponsorer - og regeringen i Chile er måske landets største mediesponsor,” siger Carlos Salas Lind.
Og dér hvor det så går galt, som i Venezuela, er dér, hvor der pludseligt er åbenlyse interesseforskelle mellem den siddende regering og de private medier. Et forhold som det venezuelanske journalistforbund, SITRANAC, beskrev i et manifest tilbage i juni 2002, hvor debatten om journalisters ytringsfrihed og dækningen af statskuppet mod Hugo Chávez rasede. Under overskriften ‘Vi vil ikke længere tillade os selv at blive udnyttet’ stod skrevet:
“Det er tydeligt ud fra de katastrofale billeder af misinformation, at størstedelen af medarbejdere, journalister og nyhedsreportere sætter deres liv på spil, blot for at medie-ejere og bestyrelsesmedlemmer senere kan beslutte ikke at publicere noget som helst og skjule de alvorlige begivenheder for offentligheden, der udfolder sig i gaderne, mens tv-stationerne viser gamle film, som om intet sker.”
* Se rapporten ‘Missing link in Venezuelas political crisis - How media and government failed a test of journalism and democracy’: www.ifj.org