Den berusede dansker, der løb ind på grønsværen og langede ud efter dommeren i sidste minut af landskampen mellem Danmark og Sverige sidste lørdag, har ikke haft sit livs mest mindeværdige uge. Allerede sent samme aften hvilede ufredens ånd over mark, over by; med god bistand fra pressen udstedte en hel kultur af platfodede fodboldfjolser en øllet fatwa mod ham, fordi han - og han alene - havde smadret Danmarks chancer for at komme med til Europa-mesterskaberne i 2008.
Men det kunne nu ikke komme bag på nogen. Ligesom staklen selv, da han i al sin fuldskab forcerede kontrollører og bandereklamer, var gadens parlament i deres følelsers vold. Manden, hvis straffeattest i øvrigt er uplettet, har fået sin bekomst: Resten af sine dage vil han være kendt som ‘fodboldfjolset’.
Derfor må det mest rendyrkede tilfælde af svineri i ugens løb tilskrives Dansk Boldspil-Union. Eftersom sanktioner fra Det Europæiske Fodboldforbund (EUFA) og en manglende kvalificering til EM i allerværste fald kan ‘koste’ DBU 60-70 millioner kroner, vil forbundet have den 29-årige ulykkesfugl til at undgælde. De sagsøger ham - “af principielle og økonomiske årsager”, som det hedder.
“Vi vil gå benhårdt efter at få så mange penge fra ham som muligt,” forklarer DBU’s pressemand, Lars Berendt.
Men hvad handler det egentlig om? Det danske landshold er Dansk Boldspil-Unions største indtægtskilde. Og jo flere penge landsholdet kan generere til DBU, jo tryggere sidder hele vældet af bestyrelsesmedlemmer og formænd og generalsekretærer i sadlen. Og de sidder der længe. DBU må have foretaget en kynisk kalkule, som går ud på at hoppe med på en folkestemning for at få lidt folkelig good will. Det er meget oppe i tiden.
Det er ikke første gang, DBU roder sig ud i noget snavs. Da Danmarks skulle spille venskabsskamp hjemme mod det iranske landshold i 1999, brystede DBU sig af, at de arbejdede tæt sammen med den iranske ambassade - altså præstestyrets repræsentation i Danmark - for at kontrollere det iranske publikum. Deres forklaring var, at man ville undgå en sammenblanding af sport og politik.
I midten af 1990’erne huserede der i Manchester United en fænomenal fransk spiller, som hed Eric Cantona.
Med sin overlegne stil, sit temperament og sin arrogance ændrede han næsten ene mand sine unge medspilleres selvforståelse, så holdet i løbet af tre-fire sæsoner blev verdens bedste. I 1991, da han var 25 og endnu spillede for franske Nîmes, kastede han i arrigskab bolden efter dommeren og gik vist også løs på en modstander.
Et disciplinærudvalg under Det Franske Fodboldforbund straffede Cantona med en måneds karantæne. Da de indkaldte ham for at få ham til at stå skoleret og ydmyge sig, kvitterede han ved at gå op til hvert enkelt medlem og kalde vedkommende for “idiot”.
De fordoblede hans karantæne. Men måske skulle nogen sige det samme til DBU, hvis de ikke når at tage sig gevaldigt sammen inden.