Journalist Lars Olsen, der er forfatter til Det delte Danmark fra 2003, er en mand, der har valgt at forholde sig til virkeligheden. Det skal han have ros for.
For nyligt fulgte han op med bogen Den nye ulighed, hvori han retter fokus på de omstændigheder, der forhindrer mange børn og unge i at bryde den negative sociale arv.
Forfatteren lykkes med at sætte fingeren på mange ømme punkter, men flere af hans konklusioner fortjener at få et par kommentarer med på vejen.
Stik imod hvad der længe var forventningen, har den økonomiske lighed og lave lønspredning i Danmark ikke sikret flertallet af ufaglærtes børn en bedre uddannelse end forældrene. Og til trods for, at flere politikere fra centrum-venstre-fløjen stadig svæver i forestillingen om økonomi som den væsentligste faktor for skævhederne, så dokumenterer Lars Olsen, at forskellene mellem de privilegerede og de ikke-privilegerede stikker dybere og skal findes i andre forhold: Længden af forældrenes uddannelse, deres tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke mindst børnenes og de unges familiemæssige baggrund.
Med fokus på især det sidste forhold berører Lars Olsen et af samfundets store tabuer: De for børnene vidt-rækkende konsekvenser af forældres skilsmisse.
I Danmark vokser 25 procent af alle børn op som skilsmissebørn. Den negative tendens er som sædvanlig tydeligst i ressourcesvage familier i ghettoer eller randområder; f.eks. er 37 procent af børnene i Nakskov skilsmissebørn.
Ligesom forfatteren overrasket omtaler, hvorledes forskeres børn opnår højere karakterer end deres kammerater, hvis forældre ‘blot’ er almindelige akademikere, dokumenterede undersøgelsen Børnenes sociale Danmarkskort - udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for Ugebrevet A4 - tilbage i 2005, at skilsmissebørn fra akademiker-hjem klarer sig ringere uddannelsesmæssigt end børn fra intakte akademiker-hjem.
Skilsmisser er kort sagt bad news, når det handler om at give børn et godt udgangspunkt for deres videre liv. Så her kunne man indskyde, at først og fremmest forældrene har en opgave at løfte: Ved at blive sammen. Og samfundet har et medansvar for ikke at gøre det for nemt for forældrene at opløse et hjem ved efterfølgende - ud fra en lighedstankegang - at kompensere dem økonomisk, medmindre der er tungtvejende grunde, der taler for det. Dette ømtålelige forhold springes der imidlertid - og desværre - lidt let hen over i bogen.
Lars Olsen frygter en permanent og større etnisk underklasse, som vil være en trussel mod velfærdssamfundet og dets sammenhængskraft på længere sigt. Det gør mange af vi andre også. Og han opfordrer til fra politisk hold at udtænke en ny lighedsstrategi over for den ny ulighed i samfundet.
I bogen slår forfatteren bl.a. til lyd for at lade vuggestuer og børnehaver sortere under Undervisningsministeriet - som man gør i Sverige og Norge, hvor de opfattes som begyndelsen på livslang læring. En mere målrettet indsats i institutionerne skal - ifølge Olsen - sikre, at børnene møder op med mere lige forudsætninger ved skolestart:
“Vi må erkende, at jo mere børnenes udvikling og stimulering overlades til forældrene og tilfældighederne, desto mere har vi lige fra de første leveår cementeret den sociale ulighed.”
Det lyder logisk at foreslå en tidlig indsats, men spørgsmålet er, om det er rimeligt at gøre institutioner obligatoriske for alle, når indsatsen i virkeligheden mest af alt gælder den sidste sjettedel, der har særligt store udfordringer? Erstatter vi så ikke blot fem-sjettedels-samfundet med en kasernestat? Frarøver vi ikke forældre al myndighed? Og hvorfor tvinge alle børn gennem den samme skabelon?
Som grund derfor anfører forfatteren bl.a., at påvirkningen fra mere privilegerede kammerater har stor betydning for de knap så heldigt stillede børn.
Det er uden tvivl rigtigt. Men en naturlig og utvungen påvirkning mellem børn i en blandet børnegruppe er stadig at foretrække - og at opfordre til - frem for bevidst at gøre mere privilegerede børn til midler i en lighedsstrategisk plan udtænkt fra Christiansborg.
Der kan uden tvivl etableres frugtbare, befordrende samarbejder mellem institutioner og skoler i forbindelse med børn med særlige vanskeligheder. Og det manglede bare.
Jan Møller, der interviewes i bogen, har siden 1975 været inspektør på Grantofteskolen i Ballerup; en skole, der frekventeres af mange børn fra hjem uden hverken piano eller encyklopædi. Og det til trods befinder skolens læseresultater sig nu blandt den bedste tiendedel i landet.
Jan Møller fortæller, hvordan lærerkollegiet på Grantofteskolen - ovenpå PISA’s læseundersøgelser midt i 1990’erne, der dokumenterede danske skolebørns halvdårlige læsefærdigheder - søsatte et omfattende læseprogram, hvilket således har båret frugt.
Jan Møller citeres i bogen for at sige “(-) Men folkeskolen bærer også sit ansvar for de sociale forskelle. Vi har nok underprioriteret den systematiske indlæring til fordel for andre mål. Vi sagde, at hvis børnene bare var glade for at gå i skole, fik selvværd og lærte at arbejde sammen, så kom det andet hen ad vejen. I bakspejlet kan vi se, at denne form for skole er god for de stærkeste.”
Skoleinspektøren bakker dermed op om Lars Olsen, der både i sin bog, i flere artikler, og i Deadline 2. sektion for et par måneder siden beklagede, at vores uddannelseskultur i Danmark er blevet elitær og dermed først og fremmest skræddersyet til et mindretal af børn fra den ‘kreative’ klasse, der evner at tage ansvar for egen læring, mens man - også i skolen har overladt de mindre heldigt stillede til at sejle deres egen sø.