Svenske Gunnar Ekelöf forsøgte i sine digte at nyskabe forestillingen om det forgangne - livserfaringen er ord på papiret
TILLÆG (2. SEKTION side 11)
BIOGRAFI
Gunnar Ekelöf regnes blandt de store fornyere i svensk lyrik i dette århundrede: Hans digtning var eksperimentel og hans orientering var international.
Ligesom eksempelvis T. S. Eliot før ham, ønskede Ekelöf (1907-1968) at skrive på en gang moderne og tidløst, og ligesom Eliot gjorde ham omfattende brug af henvisninger til og citater fra verdenslitteraturen. Men hvor Eliots digtning stræber efter det objektive og det anonyme, er Gunnar Ekelöfs poesi eksistentiel og subjektiv.
Han er altså også traditionalist, en moderne romantiker. Ekelöf diagnosticerede en “totalitær narkose” i sin samtid og så sig selv som en outsider. Heller ikke det socialdemokratiske forsorgshjem brød han sig om - i digtet “Till de folkhemske” fra samlingen Färjesång (1941) foregriber han Foucault og Enzensberger i skildringen af Sverige som en hygiejnisk dystopi.
Gennem hele sit liv demonstrerede han sin utilpassethed i forhold til sig selv, sin tvetydige længsel efter noget andet. Han er jeg’ets digter, men det var i det fremmede, han fandt sit selv:
“En diktars förste uppgift är at bli lik sig själv … Det er först så han kan rycka undan alla kulisser, dekorationer, forklädningar från verkligheten,” skrev han i essaysamlingen Utflykter fra 1947.
End ikke i helvede
I 1947 lød Ekelöf (endnu) som Sartre, og på et tidligt tidspunkt i livet identificerede han sig med Rimbauds forestillinger og digteren som profet (“Man måste gøra sig til siare”, skriver han i Dedikation, (1943). Det er den eksistentialistiske og romantiske rebel, det taler. Digteren står i forhold til Intet, og det er ud af Intet, både eksistens og digt skabes. Det handler dermed om at vide mere, end man kan leve med for at have det, der skal til for at kunne skrive om det. Non serviam hedder en samling fra 1945, hvor han (som Blake) bekender sig til Lucifer, den evige rebel.
Men end ikke Helvede er i længden et sikkert metafysisk sted. Ekelöf taler kun om steder, der ikke findes. Hjemme har han alene i digtningens intetsted, poesien leverer den eneste eksistentielle standard, der besidder absolut værdi. Samtidig er hans digtning aldrig - paradoksalt nok - hævet over det liv, den adskiller sig fra.
Det skeptiske blik
Anders Olsson har i Gunnar Ekelöf-bogen medtaget tre fotografier af digteren, der på mange måder kan illustrere hans (Olssons) opfattelse, selv om han lader billederne stå ukommenterede.
På det ene fotografi ser vi den lille Gunnar hvile i sin mors arme, hvorfra han betragter verden. Billedet er ikke dateret, men den kommende digter kan næppe være meget mere end otte måneder. Alligevel er hans blik frapperende bevidst - granskende, analytisk, ubarnligt, på kanten til det skeptiske.
Blikket genfinder vi i de to øvrige fotografier, det ene af en 12-13 årig dreng i et sæt matrostøj (som øjnene ikke harmonerer med), det andet af den voksne Ekelöf med Dagens Nyheter under armen.
Tre aldre gennemlyst af samme blik på verden. Ekelöfs digte repræsenterer den ældre mands søgen efter barndommens tabte land. Ligesom romantikerne drømmer han, længes han, erindrer han.
Dette er de store emner i hans lyrik lige fra den første digtsamling Sent på jorden (1932) til de senere digte af mere eksperimentel (eksempelvis Opus incertum, 1959) eller filosofisk-orientalistisk karakter (eksempelvis Diwan över Fursten af Emégion fra 1965).
Men hvordan skal man forstå den omstændighed, at barnets blik egentlig tilhører den voksne mand? Hvis barnets allerede er erfarent, hvordan kan den voksne da rekonstruere sin barndom?
Drømmens forvandling
Anders Olssons svar er, at Ekelöf opdager, at barndommen ikke kan genfindes af den ældre digter. Det er det, som det barnlige blik fortæller, og det er derfor, det er erfarent og skeptisk. Digteren kan dermed ikke gøre andet end at skrive om et projekt, der mere er håbløst, fordi det er umuligt, end fordi det er anledning til fortvivlelse.
Dermed er Ekelöf mere modernist end romantiker. Eller han er det i stigende grad. For det handler nu mere om sprogets adskilthed fra eksistensen end om digterens eksistentielle ensomhed i verden.
“När Ekelöf säger, att han har drömt sig et liv, så betyder det, at han inte bare vistas i drömmen, utan at drömmen haft en forvandlande kraft i hans liv,” skriver Olsson (p. 57).
Hvad er det drømmen bevirker? Olsson svarer, at den udløser stadig nye drømme, at verden bliver til et drømmende sted - og dermed forsvinder alle andre steder end dem, der findes i drømmen selv. Men samtidig handler drømmen jo netop om, at dens indhold er en illusion. I dette paradoks finder Ekelöf sin digteriske stemme.
Og dermed lukker hans digte pludselig og paradoksalt af for deres egen oprindelse. Digtet bliver til, fordi det, det handler om, lukkes ude. Barndommens faktiske uigenkaldelighed forvandler sig til digtets mulighed.
Det tidligere rimbaudske syn på digteren som profet, opfatter Ekelöf nu som en pædagogisk og forsonende illusion. Kunsten når ikke sit emne, men artikulerer sin distance. Denne ikke melankolsk og romantisk, men mere munter, mere ironisk.
“Då jag skriver är jag ensam - utan at vara ensam,” som han skriver i et brev.
Forestilling om fortiden
Når Ekelöfs digtning således snører forbindelsen til livets egen erfaring af, stiller det sig i forhold til sig selv - hans lyrik bliver moderne, eksperimenterende og formel, ironisk, dobbelttydig (måske især samlingen Strountes fra 1955) - alt dette samtidig med at det hele, mærkeligt nok, stadig handler om de traditionelle romantiske emner som drøm, håb, længsel og erindring.
Ligesom for Marcel Proust i På Sporet af Den tabte Tid gælder det for Ekelöf ikke om at genskabe noget forgangent, men om at nyskabe forestillingen om det forgangne som poetisk refleksion.
Dermed bliver Ekelöf fri fra sit emne - fri til at omgås det, som han vil. På den ene side kan han ikke lade være at håbe og erindre. Samtidig er håb og erindring oplevelser, der ikke indløses i livet, men i digtet - der dermed bliver eksklusivt, på kanten af tid og rum.
Erfaringen finder sted som et ord på papiret. Også fortiden bliver en egenskab ved digtet mere end en reference til noget tidligere.
En urealiseret biografi
Ekelöf skrev livet igennem 15 digtsamlinger, der på kompliceret vis varierer hinanden og gennemspiller en række tematiske mønstre, der forgrener sig fra samling til samling i en rejse fuld at sproglige og eksistentielle forviklinger.
Anders Olssons har tidligere skrevet afhandlingen Ekelöfs nej (1983). Det er hans fortjeneste med Gunnar Ekelöf på knap halvanden hundrede sider at have leveret både et overblik og en tolkning af forfatterskabet uden at miste opmærksomheden på digtenes formside og detalje.
For Ekelöf er liv og værk ét, for det er gennem digtningen, man kan se afstanden til livet - som blot er en speciel form for livets afstand til sig selv. Det er derfor også logisk, at den, der vil skrive om Ekelöf, går til værket samtidig med, at han går til manden.
Og det er, hvad Anders Olsson gør i sin bog, og det viser sig hurtigt at være en frugtbar tilgang, når han foreslår, at man læser digtene som den urealiserede selvbiografi, som Ekelöf mod slutningen af sit liv omgikkes med planer om at skrive.
Selv mestrer Olsson den vanskelige kunst, det er at skrive om Ekelöfs liv ved at anskue det som nøgle til hans digte - ikke omvendt.
*Anders Olsson: Gunnar Ekelöf. 160 s. 218 kr. hos Svensk-norsk bogimport. Natur och Kultur, 1997