Forbudet mod købesex-kunder er et ofte tilbagevendende tema hos de fleste politiske partier og er også dukket op her forud for socialdemokraternes partikongres og den stillingtagen til et forbud, det norske Storting står over for.
Men hvorfor er det så svært at finde den rigtige løsning på et spørgsmål, som kan skæres ned til: Er det i orden at købe en kvinde som en vare? Og som begrundes med så simple argumenter som: fordi det er frækt, fordi vennerne gør det, fordi jeg kan, eller fordi man ikke kan etablere naturlig kontakt til kvinder.
Vi ved, at de fleste prostituerede kvinder dagligt må kæmpe i mødet med krænkeren, voldsmanden, alfonsen, smerterne, ydmygelsen, misbruget og fortrængningen af at skulle stå til rådighed for en mand på den måde, han måtte ønske og til en pris, som ikke modsvarer smerten.
Ofte forestiller vi os også, at hun tilbyder sig selv som sexvare af egen fri vilje. Vi ser hende ikke som et menneske, der handler under tvang.
Men giver det overhovedet mening at skelne mellem tvang og frivillighed, når det angår handel til prostitution eller et liv som sexarbejder?
“Nej”, siger f.eks. KFUK’s sociale arbejde i pjecen Ti myter om prostitution, og forklarer: “Kunder, der køber prostitution, skelner ikke. Det, der bliver udbudt, bliver købt. Børn, mindreårige, kvinder fastholdt i prostitution af gældslaveri eller trusler om vold, psykisk syge kvinder, udviklingshæmmede kvinder og hende, der forsøger at flygte fra sig selv og en kold og kærlighedsforladt opvækst. Så længe der er en efterspørgsel, vil der være alfonseri, rufferi, handel med kvinder og børn, mishandling og voldtægt knyttet til fænomenet prostitution”.
Den almindelige forestilling om, at prostitution kan opdeles i frivilligt og tvunget salg af seksuelle ydelser er imidlertid ikke kun indlejret i den almindelige opfattelse, men også i lovgivningen.
I straffelovens forbud mod menneskehandel og i menneskerettighedskonventionerne er tvang det element, der kvalificerer handlen som en krænkelse. Forbudet mod rufferi indeholder også et tvangselement, og tvangen kommer her til udtryk ved at en person “forleder nogen til kønslig usædelighed”.
Organisationer for prostituerede og deres kunder i Danmark, som f.eks. Gimel, peger derimod på, at der er en - om end mindre - del af de prostituerede kvinder, der både oplyst og frivilligt har valgt prostitutionen som erhverv. De lever imidlertid både skjult og udsat for stigmatisering, fordi fordomme om prostituerede og deres liv fører til andres afstandtagen fra dem og deres sexarbejde.
Mine umiddelbare og feministisk prægede opfattelse er, at det ligger lige for at se accepten af prostitution som accept af en mandenorm om, at kvinder kan og skal kunne købes.
Selve forekomsten af prostitution cementerer en tingsliggørelse af kvinden og fastholder en patriarkalsk magtstruktur, som forhindrer reel ligestilling mellem kønnene på alle samfundsniveauer.
Sammen med undersøgelser af de sociale, sundhedsmæssige og psykiske følger og skadevirkninger af et liv som prostitueret, bringer den betragtning os tæt på en velfærdsstatslig tænkning.
Kriminalisering af kunderne vil skabe en barriere, der gør , at i hvert fald nogle kunder undlader at købe seksuelle ydelser. Og i modsætning til en kriminalisering af prostitution vil kunde-forbudet ikke føre til dobbelt-stigmatisering af kvinderne, som både prostituerede og kriminelle. Forslag om mærkningsordninger, der skal fortælle kunderne, at sexarbejde er skadeligt, repræsenterer også opfattelsen af, at velfærdssamfundets væsentlige opgave er at drage omsorg for svage og udsatte grupper.
En afvisning af, at prostitution kan være frivillig, synes altså at være i god overensstemmelse med ideen om, at det er velfærdsstatens opgave at regulere og gribe ind i borgernes forhold, når det er nødvendigt.
Det er der flere eksempler på: Vi griber ind over for personer, der skader sig selv eller andre, bliver skadet af andre eller bringer sig i risiko for at skade sig selv. Indgrebene går fra magtanvendelse, tvangsindlæggelse eller -behandling, forbud mod kønslemlæstelse og vold, til langt mindre indgreb som tilhold, påbud om at bruge sikkerhedssele i bilen, rygeforbud, påbud om sikkerhedshjelm på byggepladser, forbud mod arbejde med farlige og helbredsnedbrydende stoffer osv.
Der hersker da også bred enighed om, at det er i orden, at staten blander sig i borgernes privatliv og begrænser deres selvbestemmelsesret, hvis de opfører sig på en måde, der er potentielt skadeligt for dem selv eller andre.
Men hvor bliver det perspektiv af, når vi taler om den prostituerede kvinde? Hun nedbryder og ødelægger sig selv og bliver ødelagt og nedbrudt af andre på en måde, der har vidtrækkende og langvarige konsekvenser for hendes helbred og for hendes følelsesmæssige og seksuelle relationer. Men det distancerer vi os fra med henvisning til netop hendes selvbestemmelsesret!
Som menneskerettighedsjurist kan jeg imidlertid pege på rettighedsperspektivet som en mere konstruktiv vej til at håndtere prostitution. Ethvert menneske har ret til at bestemme over egen krop, relationer, udvikling og selvudfoldelse og har derfor også ret til frit at vælge erhverv. Begrænsningen går der, hvor udøvelsen krænker andre borgeres tilsvarende ret, eller hvor bredere samfundsmæssige hensyn vejer tungere end hensynet til den enkelte borger, eller hvis personen ikke kan tage hånd om sig selv. For den prostituerede kvinde betyder det, at hun kan vælge det erhverv, hun har lyst til og ikke skal tåle statens indblanding i valget af erhverv. Samtidig har staten en forpligtelse til at træde til, hvis kvinden er udsat og har et særligt behov for beskyttelse. Og det vil være aktuelt for langt de fleste af de kvinder, der prostituerer sig eller havner i prostitution under tvang. Forbudet mod kvindehandel imødekommer ganske åbenbart dette krav om beskyttelse. Men kvinder, der ender i prostitution som følge af eget misbrug eller gæld, eller andres tvang eller udnyttelse, må også ses som ofre for krænkelser, som staten skal beskytte mod.
Disse kvinder har ingen andre reelle valg, de ender og fastholdes derfor ufrivilligt i prostitution.
Tilbage er den tredje gruppe af prostituerede, som branchen selv beskriver som kvinder, der frivilligt og med viden om sexarbejdets konsekvenser, har valgt det efter personlige afvejninger af fordele og ulemper.
Disse kvinder lever som sexarbejdere og udfører deres arbejde på egne vilkår og med egne grænsesætninger i forhold til, hvilke ydelser de vil udbyde, og hvilke kundeønsker, de vil imødekomme. Med mindre der kan påvises en sammenhæng mellem prostitution af denne type og den manglende ligestilling i samfundet eller andre samfundsmæssige konsekvenser, er det vanskeligt at se, at en begrænsning i kvindernes sexarbejde er nødvendig og proportional.
I både Spanien og Holland indføres der i disse år krav til både arbejdsmæssige omgivelser og de prostitueredes sundhed for at gøre sexarbejde til et reguleret erhverv.
En sådan strategi kan være velegnet til at imødekomme de behov, der er for ordnede forhold og beskyttelse af kvinderne. Det samme kan en mærkningsordning, der bygger på branchens selvregulering, og som sigter mod at fortælle kunderne om de involverede kvinders frivillighed, krav om sikker sex, krav om kundens accept af grænsesætninger eller andet, der kan bidrage til, at kunden udviser respektfuld opførsel.
En anerkendelse af sexarbejde som erhverv på lige vilkår med andre erhverv, fordrer imidlertid en klar bevidsthed om, at det er kvindernes game: De bestemmer udbudet, vilkårene og rammerne og skal til enhver tid kunne sige fra over for kunder, der ikke respekterer forretningsbetingelserne.
Men den strategi, der vælges i forhold til sexarbejdere, kan ikke anvendes i forhold til handlede kvinder og kvinder, der er tvunget af omstændigheder, de ikke selv bestemmer over.
Der bør ikke herske den mindste tvivl om, at de krænkelser, som de handlede kvinder udsættes for, er af en sådan karakter, at det kræver et effektivt opgør med normen om, at kvinder kan reduceres fra individer til ting, der kan købes og udnyttes til enhver form for seksuel aktivitet.
Også kvinder, der befinder sig ufrivilligt eller under direkte tvang i prostitution, skal ses som ofre for alvorlige krænkelser og social udsathed og derfor støttes på en måde og med en indsats, der signalerer, at vi som samfund tager afstand fra udnyttelse af mennesker som sexslaver og sexvarer. Mit svar på det simple spørgsmål bliver derfor: nej, det er ikke i orden at købe kvinder som ‘sexvarer’. Vi må bekæmpe normen om, at kvinder kan købes, vi må indføre rehabiliteringsprogrammer for de tvangsprostituerede og samtidig sikre, at sex som tjenesteydelse kun kan købes hos kvinder, hvis arbejdsvilkår er beskyttet via mærkningsordninger og lovgivning om sexarbejde.
Birgitte Kofod Olsen er afdelingsleder, ph. d. ved National Afdeling, Institut for Menneskerettigheder
Kronikken i morgen: Kunstrådets penge til holocaust-benægter