"Hvor kommer du fra? Hvad skal du skrive om? Hvorfor vil du det?" Sveden når lige at krybe frem, inden jeg består krydsforhøret af vagten foran synagogen i Krystalgade i indre København. Bag det høje gitter ud til gaden ligger synagogen lidt tilbagetrukket fra gadens mylder.
Oppe på damernes balkon bliver der ønsket shabbat shalom, givet hånd, nusset om babyer og snakket. Nede på gulvet messer fem-seks mænd på hebræisk med kalotter på hovedet og hvide bedesjal over skuldrene rundt om Torah-rullen, der er beklædt med mørkerødt fløjl.
Mænd og kvinder sidder ikke sammen, og kvinder kan heller ikke læse op af Torahen, der er en del af den hebræiske Bibel. I hvert fald ikke i synagogen i København, der er jødisk ortodoks. Det betyder også, at gudstjenesten foregår på hebræisk under denne sabbat.
Sabbatten er den jødiske helligdag, der brgynder fredag ved solnedgang og slutter lørdag ved solnedgang. I det døgn er der meget man ikke må: For eksempel må manikke skrive noter eller tænde for en båndoptager, hellerikke som ikke-jødisk journalist, men snakke det må man heldigvis godt. Og at komme midt i gudstjenesten er også i orden.
"Han har en typisk Melchiorsk stemme," siger Mette Bentow, der er ungdomskoordinator i Mosaisk Troessamfund og nikker mod en typisk Melchior-profil på den forhøjning, hvor læsningen foregår. Hans klare melodiske messen på hebræisk trænger igennem snakken. Bagdøren til gården står åbent ved siden af Torahskabet, der vender mod øst, mod Jerusalem. Her opbevares Torahen, som består af de fem Mosebøger og anses for at være Guds ord. Rundt om prædikestolen er der et leben, for i synagogen kan lægmand også tage del i ceremonien. Ellers er der ikke så mange mennesker i synagogen denne lørdag.
"De er alle sammen taget op til deres sommerhus i Hornbæk," griner Mette Bentow og forklarer, at jøderne nærmesthar en koloni deroppe i Nordsjælland.
Royale bønner
"Sikke en flot kjole. Den har jeg også kigget på," lyder det fra en lyshåret kvinde bagved. Kjolens indehaver Karoline Henriques afgiver copyright på den fine mønstrede bomuldskjole, da hun alligevel er på vej til et års studieophold i Haifa i Israel.
Så er det tid til at bede en bøn for Kongehuset. Et lille 'Mary' kan høres midt i det hebræiske. Karoline Henriques, der læser religionshistorie, forklarer, at alle jødiske menigheder i verden takker den statsmagt, de lever under. Det er dog kun, når overrabbineren Bent Lexner ikke prædiker, at jøderne beder for de royale og staten Israel på hebraisk.
Så er det tid til en dansk prædiken fra den unge israelske rabbiner. Hans kone og to børn kommer ind på balkonen og hilser på de andre kvinder, og så bliver der snakket igen, så rabbinerens ord glider i baggrunden.
"Bent Lexner bliver ofte nødt til at tysse på folk og slå på bænken, fordi der bliver snakket så meget," fortæller Mette Bentow, der mener det er specielt københavnsk-jødisk fænomen. Men selvom der ikke er bingo på balkonen, så betyder 'synagoge's faktisk forsamlingshus.
Alle rejser sig og mumler den stille bøn Amidah for sig selv. Mod afslutningen træder de bedende tre skridt tilbage og bukker let til venstre, højre og siger for sig selv på hebræisk: "Han som stifter fred i sine høje himle, måtte han stifte fred for os og for hele Israel." Den stille bøn bliver lettere forstyrret af klap og sang fra baglokalet, hvor rabbinerens kone er gået i gang med børnesange på hebræiske foran et Torah-skab i dukkestørrelse.
Her mod slutningen af gudstjenesten er der ved at være fyldt godt op i synagogen, for nu er det tid til ugens højdepunkt for mange troende jøder, forklarer Mette Bentow: Kiddush - lovsigelsen af vinen og helligdagen - foregår i den grønne gårdhave bag synagogen. Her blander mænd og kvinder sig, drikker et lille glas vin, spiser frugt, kosher-is og snakker lidt mere.
På notesblokken igen
Hjemme hos Mette og Claus Bentow samles veninden Karoline Henriques, de tre Bentow-børn og deres udsendte om bordet. Den alkoholfrie vin, det usyrede og flettede brød velsignes.
Så skal der spises. Hannah på fire år beder om smør, men Mette forklarer, at når der kød på bordet, så må hun nøjes med mayonaise. Familien Bentow følger de jødiske spiseregler - kosher - som blandt andet betyder, at man ikke må blande kød og mælk, spise svinekød, skaldyr og vildt.
Sabbatten betyder for familien Bentow og Karoline Henriques, at de ikke må arbejde. Derfor ville det virke stødende at skrive i synagogen, forklarer Mette Bentow, men hjemme hos familien Bentow får jeg lov at hive notesblokken frem. For jøderne anno 2007 lyder fortolkningen af budet om ikke at arbejde, at de f.eks. ikke må lave mad og tænde elektriske apparater. Hvilket kan gøre hviledagen lidt besværligt for familien Bentow, der har tre børn mellem nul og seks år. Derfor er forberedelserne til dagen vigtige, for det går ikke bare at få en anden til at tænde for stikkontakten. Claus forklarer, hvordan han sætter en timer i gang inden sabbatten, der tænder for lyset og fjernsynet, hvis de vil se en god film.
"Det er måske en lidt advokatagtig tankegang, at vi gør det på den måde, men det er en måde at være i verden på i dag med vores tro i behold," siger Claus Bentow.
Mette har ind imellem synes, at sabbatten er som et fængsel på grund af de mange regler, men sådan skal det ikke være, for sabbatten handler om glæde, forklarer Claus.
"Alt skal være anderledes end hverdagen fra begyndelsen til slutningen," forklarer Karoline.
Religion er et valg
Både Mette og Karoline er født af jødiske mødre, og det gør dem til jøder. Ingen af dem er dog vokset op med koshermad, tre daglige bønner og arbejdsfri sabbat. Det er en livsform, som de har valgt til. Claus Bentow er en af de få og nøje udvalgte konvertitter blandt de ortodokse jøder. Selvom det ikke ligger i anerne, så har Claus og Mette valgt, at deres tre børn skal opdrages og kende til den jødiske kultur, historie og religion. Derfor går de to store børn i jødisk børnehave og skole. Også der er de vant til pigtråd, overvågningskameraer og adgangskoder.
"Det handler ikke om, at det er synd for os. Meget af den truende eller nedladende adfærd handler ikke om vores religion, men om, at jøder er forbundet til staten Israel. Forfølgelse er dog stadig en del af vores daglig-dag og vores selvforståelse, fordi den er så stor del af vores historie som jøder. Og fordi jøder i Danmark stadig udsættes foranti-semitiske overfald," siger Mette Bentow.
For Mette og Karoline, hvis forfædre har været fordrevne og i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, er historien stadig tæt på.
"Jødisk erindring er en sjov ting, for os er det en let øvelse at forbinde os selv med noget, der foregik for 50 år siden, fordi vi i vores religion hele tiden mindes ting, der er sket for tusinder af år siden, som for eksempel under pesach (påsken, red.), hvor vi mindes udfrielsen fra slaveriet i Ægypten," forklarer Karoline.
Historien fylder meget rundt om bordet, men det vigtigste i den jødiske tro er for de tre forholdet mellem mennesker. Jøder kan ikke bede om tilgivelse hos Gud, før de har forsonet sig med menneskene.
"Så når jeg for eksempel har bagtalt Karoline, så bliver jeg nødt til at sige undskyld til hende først," forklarer Mette grinende.
Karoline mener, det har en stor social effekt over for andre mennesker, at man er forpligtet til at forsone sig med hinanden.
"Forholdet mellem Gud og menneske er på mange måder abstrakt, mens forholdet mellem mennesker er meget konkret. Du skal elske din næste som dig selv, er jo store ord, men det handler om at gebærde sig ordentligt overfor andre mennesker og investere dig selv i den verden, du er i. Det er jo ikke en religiøs regel, men en kulturel adfærd, som måske kommer af, at vi skal åbne vores hjem op for folk og ikke holde shabbat for os selv, fordi helligdagen skal give os energi og inspiration til at være til stede i verden," siger Karoline.
Og til stede er de, når de heftige diskussioner fyger over bordet om tro, politik og køn. Karoline synes, der er elementer af mandschauvinisme i den ortodokse del af jødedommen, som præger Danmark.
"I Toraen har kvinderne meget spillerum. Det synes jeg ikke, vi har nok her i synagogen i København, men det er kulturelt betinget, for kvinder kan altså godt læse op af Toraen og blive rabbinere i Israel og USA, men det kræver også, at vi som kvinder gør noget ved det selv," siger Karoline og lyder som en, der er parat til lidt jødisk kvindekamp på dansk grund.