PLASKVÅDE SOMRE var noget, der også indtraf tilbage i de tidlige 1960'ere. Jeg husker en ondartet juli, hvor jeg stod med min familie på dækket af Grenå-Hundested færgen, der i regntåger sejlede os tilbage efter to ugers indendørs ophold i et jysk sommerhus. I færgens kioskvindue baskede dagbladet B.T.'s spiseseddel:
"Ny istid på vej!"
Nå, det er derfor, tænkte jeg, og mit unge sind blev tungt ved tanken om at skulle leve et liv frem mod tundraer og smeltevandssøer over Danmark.
Sådan er det jo ikke gået, og den slags ulven-kommer-skrig fra medierne modtager man med stigende skepsis, efterhånden som ens levetid hober sig op.
Nu er altså sommeren våd igen - og hvad skal man tro?
Selv om jeg i et længere åremål har været noget så professionelt miljøbekymret, som man er nødt til at være, når man er direktør for Danmarks Naturfredningsforening, må jeg indrømme, at jeg har haft det svært med at køre drivhuseffekten frem som det tunge skyts i argumentationen. Den var for alvorlig til at tage helt alvorligt. For gammeltestamentlig og for katastrofisk.
I en stilfærdig udveksling af betroelser fortalte en departementschef i Miljøministeriet mig, at han havde det lige sådan. Han tilføjede med embedsmandens snilde:
"Men det gør ikke noget, at folk snakker om drivhuseffekten. For det, vi kan finde på for at bekæmpe den, er fornuftigt i forhold til en række andre problemer."
MILJØFOLK OG medier blev i 1990'erne ved med at kredse om drivhuseffekten som noget, det var nødvendigt at gøre noget ved. Der var nu ikke rigtigt nogen, der gjorde noget.
Når man kigger tilbage, ser man en tåge af tvivlrådighed. I Den Store Danske Encyklopædi, bind 5 fra 1996, findes indførslen om "Drivhuseffekten". Ordvalget er yderst forsigtigt. Dets konklusion lyder:
"Selv om der er stor usikkerhed om tidspunktet for drivhuseffektens fulde indtræffen, den eksakte geografiske fordeling af forandringerne og størrelsen af disse, så er det forventeligt, at en stadig ophobning af drivhusgasser i det lange løb vil føre til en opvarmning."
Videre hedder det i teksten:
"Problemet er at sætte tal på udviklingen, d.v.s. at komme med pålidelige vurderinger for klimaets følsomhed. Indtil denne følsomhed over for øgede koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren er bestemt, må menneskeheden derfor handle ud fra skøn og vurderinger og ikke ud fra fakta."
Ikke en ordlyd, der inspirerer til at smide alt, hvad man har i hænderne, for at gå løs på drivhuseffekten.
MIDT I ALLE usikkerhederne har der dog været en kurve, hvis foruroligende stigning har været værd at fæstne sig ved. Nemlig den kurve, som viser den historiske udvikling i atmosfærens indhold af kultveilte - CO2. Det er CO2, der afgør, hvor megen af den indstrålede solvarme, atmosfæren holder på.
Ved industrialderens begyndelse var CO2-indholdet i atmosfæren 280 ppm (millionte-del). I 1965 var det 320. I 1994 var det 357. Nu er det 385 ppm. Denne stigning skyldes afbrænding af fossile brændstoffer: kul, gas og olie.
Som kurven stiger, ruller omkring os rekorderne i klimaudsving: Varmeste, vådeste, mest stormfulde, tørreste.
DMI - Danmarks Meteorologiske Institut - har sommeren igennem udspyet meddelelser om alle-tiders-rekorder i nedbør. I Storbritannien har regnvejret udviklet sig katastrofalt, lige som det for et par år siden gjorde i Østeuropa.
Den seriøse videnskab anser nu menneskets rolle i klimaændringerne for uigendriveligt sandsynliggjort. Forunderligt nok fortsætter politikere uanfægtet med at speede på den bilisme, der fylder mere og mere blandt drivhuseffektens årsager: Nye motorveje, bredere motorveje, kørselsfradrag, pendlertilskud, spredt og tilfældig byvækst.
Vores eget land gør som alle andre lande. Enhver borgmester, der ikke får motorvej, råber, at hans kommune 'kobles af udviklingen'. Regeringen vil betale for en motorvejsbro til Tyskland, og folketingsmedlemmer vil have bygget en motorvejsbro over Kattegat. Indflydelsesrige kredse rumler med, at det snart er nødvendigt med den anden motorvejsbro over Øresund, denne gang ved Helsingør.
EN AFTEN i forrige uge sad jeg på mit arbejde og ventede på, at regnen skulle stilne af, så jeg kunne cykle hjem. Det gjorde regnen ikke, så jeg begav mig på cyklen alligevel, inden det blev mørkt. Regnen tog til. Da jeg nåede frem til den tunnel, der fører under Kastrup Lufthavn mod min hjemby, stod en uniformeret mand og viftede. Tunnelen var spærret af vandmasserne. Våd og vred måtte jeg cykle uden om lufthavnen og ud mod Kongelunden.
Amagers marker var dækket af vand, som var de rismarker. De heste, som teenagepigers familier holder på græs her om sommeren, stod i regn, der steg dyrene op langs benene. I det sene aftenlys var familier begyndt at køre ud for at bringe deres hest i sikkerhed.
Mens regnen silede ned, svingede jeg uden om en familiefar, der på den sejlende cykelsti gik og trak med en hest, som han talte beroligende ord til. Jeg vendte mig om og så hesten virre med bidslet, mens dens store øjne spejlede himlen og lyste af angst.
David Rehling var 1984-96 direktør for Danmarks Naturfredningsforening