Oprah Winfrey sidder og troner i sin sofa, som er placeret på en lille forhøjning i midten af det store tv-studie. Hun er iført et klædeligt lilla jakkesæt, som understreger den veltrænede figur og den nyligt erhvervede smalle talje. Hendes hår har taget timevis at sætte, og den fejlfri make-up får hende til at ligne en filmstjerne på den røde løber.
Oprah Winfrey er indbegrebet af succes, og folk står på ventelister for at optræde som publikum på hendes show. Og det er så sikkert som amen i kirken, at hun som afrunding forærer alskens luksuriøse gaver væk til gæsterne. Biler, dyre kuffertserier, smykker og andre gode sager, til at forsøde tilværelsen med.
Og så sidder man der i sin egen dagligstue med en kop mokka i den ene hånd og Jantes lov i den anden, og bevidner en endeløs strøm af klapsalver. Men hvad er den egentlige årsag til, at denne stenrige afroamerikanske talkshow-værtinde har opnået gudestatus i USA?
For da Oprah blev født ind i en baptistfamilie i 1954, var det ikke ligefrem glamour og berømmelse, der stod i kortene.
Som barn var hun dybt involveret i det lokale kirkemiljø, og i sine unge år, drømte Oprah om en karriere som omrejsende prædikant. I dag er det næsten umuligt at tænde for fjernsynet uden at blive mindet om hendes nuværende status som succesfuld mediemogul. Men den popularitet, hun nyder blandt sit hjemlige publikum, er svær at finde tilsvarende blandt hendes danske.
Det virker unægteligt paradoksalt, at en så gudfrygtig kvinde som Oprah Winfrey kan få religiøsitet og aggressiv forbrugeradfærd til at gå hånd i hånd.
For det er nemlig det, hun kan. Og hun er tilmed så dygtig til det, at hendes formue har skaffet hende en plads på Forbes liste over klodens rigeste og mest magtfulde personligheder.
USA er det mest religiøse land i Vesten, og det amerikanske samfund bygger på princippet om lighed. ‘All men are created equal’, fortæller uafhængighedserklæringen os. Og hårdt arbejde er en dyd i den puritanske kaldsetik - billetten til paradis.
Amerikaneren befinder sig i et nådesløst kapløb om succes - en evig stræben efter at opfylde den amerikanske drøm. Og netop Winfrey er et levende bevis på, at den amerikanske drøm kan gå i opfyldelse. Jernhård vilje og troen på sin egen indre styrke, baner vejen til toppen.
Og det er heri paradokset består: Hvis benhårdt arbejde og uafladelig selvdisciplin skaber personlig rigdom, hvor hører det så hjemme i en religiøs sammenhæng? Fordums munke havde næppe tusindkronesedler proppet ind i madrassen. Og det er jo som bekendt sværere for en rig at komme i Himmerige, end det er for en kamel at komme igennem et nåleøje.
Men den rige mand lader sig ikke kue. Hvor der er vilje, er der vej. Og nøglen er: velgørenhed.
Den amerikanske borger betaler ikke ret meget i skat - til gengæld forventes det, at han klarer sig selv uden hjælp fra staten. Han er, som liberalismen foreskriver, sin egen lykkes smed. For amerikaneren indebærer det, at han selv må punge ud, hvis han har fået blindtarmsbetændelse og skal opereres. Heller ikke kirken får penge fra staten, og derfor er de amerikanske borgere og institutioner afhængige af private sponsorer.
I USA kan rigdom retfærdiggøres, hvis den velhavende selv praktiserer næstekærlighed og anser sin formue som offentlig og ikke privat. I bedste Robin Hood’ske forstand lyder velfærdstanken i USA, at de rige skal give til de fattige. Herhjemme smider vi halvdelen af vores løn i nakken på skattefar, og forventer til gengæld, at der bliver taget hånd om både os selv og alle de andre. Her er ikke brug for en talkshow-gudinde til at redde vores skind.
“I ved, hvor meget jeg elsker at give gaver,” udbryder Gavmildhedens gudinde, og slår ud med armene.
Publikums hujen og jublen vil ingen ende tage, da Oprah fortæller, at hun netop har genopbygget fem skoler i det katastroferamte New Orleans.
Med sit talkshow, sine magasiner, sin hjemmeside, sin bogklub og sin radiostation rækker Oprah sin hjælpende hånd ud til over 40 millioner mennesker om ugen. Hun giver gaver og hjælper samfundets svageste med at overvinde hverdagens problemer. Men multitalentet Oprah Winfrey kan mere end at afhjælpe de trængendes lommesmerter - hun kan endog hjælpe dig med at sejre over depression, overvægt, sorg og andre former for sjælelig smerte. Oprahs ord er salve for sjælen.
For publikum sidder ikke i studiet for at få en gratis bil; de er der for at få et glimt af den kvinde, der fortæller dem, hvordan de skal overleve i en verden, hvor Gud er død.
Den skarpsindige læser vil kunne spotte ironien mellem linjerne. Men ikke desto mindre har denne kronik et ærinde, der vil mere end blot at opremse fordomme og opdele verden i ‘os’ og ‘dem’.
Det kan meget vel være, at vi danskere sidder dér og får rynker i panden over Oprah Winfreys allestedsnærværende og selvforherligende forretningsmetoder. Og måske er det den dér Jantelov, der hæmmer os i at tilbede hende, som hendes landsmænd gør det.
Men man skal ikke underkende ægtheden i den midaldrende husmors ord, når hun fortæller Oprah, at hun elsker og beundrer hende for det, hun gør for verden. “Du har gjort mig til et bedre menneske og en bedre mor,” siger hun med grådkvalt stemme. Winfrey rejser sig fra sin sofa og giver kvinden et hjertevarmt knus.
Set med danske øjne, kan husmorens adfærd virke en kende pinagtig og medvirkende til at bestyrke vores fordomme om amerikanernes hang til følelsespornografi.
Men samtidig fortæller den også noget om menneskets grundlæggende behov for autoritet og tryghed. Det er svært at blive ved med at tro på Gud, når verden er så fuld af uretfærdighed. Men her er den amerikanske husmor velsignet - hun kan nemlig sætte sin lid til Oprah.
I studiet er der imidlertid besøg af en amerikansk countrysangerinde, der har overlevet brystkræft. Hun og Oprah er enige om, at hun bør betragte sin sygdom som en gave:
“Bag hver ulykke og katastrofe er der en dybere mening,” lyder moralen. Hver eneste forhindring på livets landevej gør os rigere på erfaring, og erfaring skal der til, hvis man vil lære at frigøre sig fra indre smerte og lidelse.
I stedet for blind tillid til Guds vilje, er det i Oprahs univers dig, der er din egen ‘skaber’. Det er dig selv og kun dig selv, der kan gøre en forskel. Og hvis du skaber dig et liv i balance, genererer du et overskud, som du kan dele med andre - sjæleligt såvel som økonomisk. Du skal blot erkende, at du ikke kan sørge for andre, førend du har sørget for dig selv.
Og dér sidder hun så på sin piedestal i sit lilla jakkesæt, med sjæl og krop i fuld balance, og venter på at komme alverdens sjæle til undsætning. Der hersker ingen tvivl om, at Oprah Winfrey har brugt årevis på at granske sit eget indre og opnå en livsvisdom, som kun de færreste af hendes medmennesker besidder. Men hvad er det, hun kan lære os?
Vi danskere bør sætte os ned og se The Oprah Winfrey Show med et åbent sind. Vi bør betragte det amerikanske publikum og forstå, hvor meget de sætter pris på hendes ord.
Og så skulle vi sende Jante derhen, hvor Plejer ligger begravet. For Jante kan ikke lære os det, som Oprah kan. Nemlig hvordan man - hvis man efterlever hendes bud - kan lykkes i at få bugseret kamelen gennem nåleøjet og ubesværet nå i himmerige iført Manolo Blahnik-sko og jakkesæt fra Gucci.
Julie Kristensen er bachelor i antropologi og journalistisk formidling. Lise Majgaard Mortensen er bachelor i engelsk og journalistisk formidling