KAN MAN VENDE et helt kontinent på hovedet?

Det eksperiment er sydamerikanerne godt i gang med. Som Information har beskrevet i de forgangne uger, er de seneste års politiske omvæltninger i Bolivia blot det voldsomste udtryk for den følelse, der findes i hele Sydamerika: At Vesten i årtier har bestemt udviklingen på kontinentet til fordel for transnationale selskaber og lokale korrupte eliter, mens befolkningerne er blevet efterladt i fattigdom.

Sandt er det da også, at økonomiske krøblinge som Bolivia har måttet adlyde de vestligt styrede institutioner IMF og Verdensbanken. Deres betingelser for lån var at åbne de svage staters markeder for udenlandske selskaber samt privatisere vand og andre basale goder. Desværre har resultatet af den politik stik imod den erklærede intention været øget fattigdom og ulighed.

I Bolivia har det indianske flertal kunnet se den ene nordamerikansk uddannede præsident efter den anden skrabe penge til side og give selskaber som Shell og Enron iøjnefaldende lukrative rettigheder til landets naturressourcer. For indianerne er naturgassen den rigdom, der burde give landet råd til sundhed og uddannelse, og privatiseringen af den er blevet symbolet på 500 års vestlig udplyndring af landet.

Samtidig har alle sydamerikanere kunnet kigge nordpå og se millioner af mexicanske bønder blive ruineret af statsstøttet majs fra USA efter den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA. Derfor er det ikke overraskende, at mange har været desperate efter at få regeringer, der vil kæmpe med næb og kløer for at modstå presset nordfra.

TILSYNELADENDE HAR DE fattige fundet deres frelsere. De har med overvældende flertal valgt Hugo Chávez og andre præsidenter, der med flammeord siger, hvad befolkningen vil høre, og i varierende grad også handler derefter. I Bolivia har det indianske flertal valgt indianeren Evo Morales som præsident, og deres glæde over at have magten for første gang i 500 år er overvældende.

For politiske drømmere herhjemme kan det være fristende at lade sig rive med af begejstringen. Men er der én fejl, især venstreorienterede har begået gang på gang, er det at blive betaget af omvæltninger i fjerne lande og tro på ledere dér i en grad, de aldrig ville gøre derhjemme. Sådan forførte Maos idealer i taler og skrifter unge i Vesten, mens hans realpolitik slog kineserne ihjel.

Skal sociale bevægelser som de sydamerikanske forblive levende, og skal politiske forandringer være bæredygtige, er det altafgørende at se kritisk også på dem, der tilsyneladende deler ens idealer. Og især Venezuelas Chávez, symbolet på modstand mod nordamerikansk indflydelse, har et ubehageligt enøjet syn på, hvem der er gode og onde.

I sit stædige forsøg på at skabe en alliance imod det USA, der står bag så mange blodige kup i Latinamerika, prøver Chávez at blive venner med brutale regimer som Iran, Kina og Zimbabwe. Det kan aldrig forsvares. Heller ikke med at Vesten handler lige så kynisk med Kina, Saudi-Arabien og andre diktaturer. Et onde gør ikke et andet mindre.

POLITIKERE BEDØMMES ALT for tit på deres ord og slipper afsted med at handle anderledes. Vil man bevare sin kritiske sans, må man desværre erkende, at ingen statsledere i verden er rene og hjertensgode.

Når en præsident centraliserer magten, som Chávez i stigende grad synes at gøre, må de bevægelser, der holder ham på posten, ikke lade ham køre sit eget løb. Lenins overtagelse af Rusland er kongeeksemplet på, hvordan én leder pludselig legemliggjorde en folkelig revolution og skabte en kult om sig selv, der endte med at skubbe folket til side.

Så galt går det dog næppe i Venezuela, hvor Chávez stadig har flertallets klare opbakning og trods alt har gjort landet rigere, udryddet analfabetismen og påbegyndt en række hårdt tiltrængte sociale programmer. På samme vis bakker mellem 60 og 80 procent af bolivianerne Evo Morales op og tror på, at han rent faktisk mener sin kamp mod århundreders apartheid-lignende eksklusion af indianerne.

Dele af Bolivias venstrefløj har med en vis ret peget på, at landets økonomiske politik ikke for alvor er ændret. Ikke desto mindre tager store forandringer tid, og som journalisten Miguel Lora siger til Information, har regeringen ikke lovet socialisme, og flertallet har ikke krævet det. De har blot ønsket at være herrer i eget hus.

Kun tiden kan vise, om regeringen kan fravriste udlandet afgørende kontrol over Bolivias økonomi og ressourcer. I mødet med en globaliseret økonomi ender fattige lande alt for tit som tabere, når EU og USA kræver adgang til deres markeder og samtidig fastholder egne toldbarrierer.

I mellemtiden kan man kun glæde sig over, at forandringerne i Sydamerika ikke sker gennem blodig guerillakrig som FARC's i Colombia, men kommer demokratisk og som et udtryk for befolkningernes vilje.