1. august 2007

Jeg har også brugt PlacEPO

Skrevet af: Kevin Mogensen, København Ø

Jeg får en ambivalent nydelse ud af at følge Tour de France, skuespillet og cykelrytternes kamp, og samtidigt irriteres jeg over brugen af doping i cykelsport -eller rettere dækningen af dopingsagerne i TdF, for det fjerner fokus fra det, for mig, væsentlige - den fantastiske håndkolorerede turistbrochure, som rammen om cykelrytternes kamp for liv og død. I modsætning til motion, som i passende mængder er sundt, så er elitesport direkte usundt og ofte invaliderende, og cykelsport er ingen undtagelse herfra. Tværtimod så risikerer disse atleter deres liv for deres sport og arbejde, hvilket uden tvivl er en del af fascinationskraften ved TdF. Det er det i hvert fald for mig.

Dette års TdF er ramt af så mange skandaler - i PR kaldet dårlig presse - at produktet TdF og dets tilhørende økonomiske interesser er truet. Men ingen tror vel oprigtigt at TdF, som verdens største cykelløb er truet? For om det er fejringen af helte eller udpegningen og steningen af syndbukke, så viser medieinteressen og fjernsynsstationernes seertal, at intet andet cykelløb kan konkurrere med TdF.

Sponsorer af cykelløb, cykelhold og tv transmitteret cykelløb får rigelig med PR og sponsorerne er givetvis ikke kun godhjertede cykelsportselskende virksomhedsejere. Muligheden for at komme doping til livs afhænger for mig at se af, at det økonomiske kredsløb omkring professionel cykelsport afdækkes og gøres transparent, lige såvel som det er nødvendigt at skabe fælles fodslag omkring den førte dopingpolitik blandt alle sportens interessenter ASO, UCI, WADA, IOC, CAS, cykelholdene og sponsorerne. Men det var ikke mit egentlige ærinde.

Om Tour de France er rent eller ej er mig dybest set ligegyldigt, men et beskidt og blødende TdF giver et billede på menneskekroppens syntese af kultur og natur, en krop hvis kobling til cyklen altid har tematiseret menneskets forhold til fremskridtet, teknikken og maskinen. Doping er ligesom cyklen en teknologi, der flytter grænserne for kroppens fysiologiske præstationer og som sådan en teknologi skabt af historisk udvikling og videnskabelige fremskridt. Cyklens opfindelse ændrede menneskets oplevelse af bevægelse og dermed af kroppen.

Anti-doping fortalerne (de omvendte) kritiserer tilstedeværelsen af doping, for at ødelægge den særlige form for krop og bevægelse som karakteriserer sportspræstationer, men vigtigere endnu, så ændrer doping vores opfattelser af hvad der er menneskeligt, siger de. Det er jeg enig i, men det gør mig ikke til fortaler for en ren og hygiejneappetitlig sportsopfattelse skal have monopol på at levere moralske vurderinger af den naturlige krop og den gode bevægelse. Nej, hvor jeg savner Leth og hans mytologiske historiefortælling, han var bevidst om, at han skabte en underholdende historie, som skabte forgrund og baggrund i dramaet, og den er langt at foretrække frem for den 'rene' oplysningskampagne, der selv slår om i ukritisk mytologi.


Source URL: http://www.information.dk/143640