Skattereform, justitsreform universitetsreform og minimumsservice i de offentlige transportmidler. Europæisk minitraktat, bulgarske sygeplejersker og planer for et nyt afrikansk samarbejde. ‘Åbning’ af det politiske system ved hyring af adskillige topfolk fra oppositionen og reformation af de franske institutioner. Der er ikke gået en dag, siden Nicolas Sarkozy satte sig i det magtfulde franske præsidentsæde den 16. maj, uden at de franske aviser har været forpustende fyldt af nye tiltag.
Skal der blot “arbejdes mere for at tjenes mere”, som et valgslogan lød, må den franske præsident, der fortsat rider på en 70 procent høj bølge af velvilje, snart være en holden mand. Forkæmperen for “det Frankrig, der står tidligt op” og længe er blevet kaldt ‘Turbosarko’, har ikke desto mindre overrumplet de fleste med sit tempo.
“Mit brud med det tidligere system bliver at holde de løfter, der er givet, så der atter bliver tillid til, hvad politikerne siger,” lovede kandidaten Sarkozy. Det bliver på en særlig sarkoziansk måde udført til punkt og prikke, så hurtigt som muligt og koste hvad det vil.
Med parlamentsvalg den 16. juni, blot en måned efter præsidentvalget, var det allerede en kæmpe strategisk gevinst, at den første Sarkozyregering med den diskrete François Fillon i spidsen, repræsenterede den åbning over midten, som ikke mindst midterpolitikeren Bayrou bankede en kæmpepopularitet op på i præsidentvalgkampen. Som dagbladet Libérations direktør, Laurent Jauffrin, formulerer det,”har det franske folk en drøm, der er et alternativ til den traditionelle højre-venstresplittelse, nemlig drømmen om en regering, hvor man bare tager de bedste.”
“De andre talte om det, men vi har gjort det,” deklarerede premierminister François Fillon da også stolt, da han den 18. maj præsenterede sin lille, men bredt sammensatte regering. Der samtidig opfyldte løftet om lige kønsfordeling og fik sig en vægtig repræsentant for ‘vellykket integration’ i justitsministeren Rachida Dati. Ikke mindst med den populære socialist Bernard Kouchner som udenrigsminister i den nyslåede regering stod socialisterne tilbage med blødende sår. Imens trak Sarkozys drømmeteam i arbejdstøjet.
Allerede første måned blev et hav af lovprojekter sat i værk, der alle gik ud på at omsætte Sarkozys valgløfter til konkrete og især populære lovtekster. Regeringen blev af den venstreorienterede presse anklaget for nærmest at være en kampagnemaskine op mod parlamentsvalget. Og præsident Sarkozy var da også, stik imod fransk sædvane, selv oppe på barrikaderne og ude i virksomhederne for at forsvare projekterne.
“At arbejde mere for at tjene mere” blev til et håndfast lovforslag om at fritage overarbejdstimer for skat og sociale afgifter. Løftet om at gøre franskmænd til ejere af egen bolig blev til forslag om skattefradrag på renter af boliglån. Et populært forslag om at fjerne arveafgiften blev sat på skinner. Og ikke mindst gik justitsminister Rachida Dati i gang med at arbejde på en reform, der dels skal gøre det muligt at straffe mindreårige forbrydere, typisk fra forstæderne, dels skal sikre, at hammeren falder for kriminelle gengangere, så de ikke kan undslippe en minimumsstraf. Forslag, der tiltalte de bekymrede vælgere, der ofte har været at finde i Le Pens rækker. De strejketrætte blev lovet minimumsservice i den offentlige transport. Havde det ikke været for en bommert, hvor økonomiminister Jean-Louis Borloo i kampagnens sidste opløb, sandsynligvis ærligt, men for tidligt i forhold til Sarkozys strategi, kom til at lufte et forslag om højere moms for at finansiere underskuddet på sundhedssektoren, havde den blå tsunami oversvømmet parlamentet. Nu blev det den 17. juni til et komfortabelt flertal med 320 ud af parlamentets 599 pladser. Det var historisk, at en kombination af Datis straf-feprojekt og det nyoprettede og meget omdiskuterede ‘Ministerium for indvandring og national identitet’, med Brice Hortefeux som minister, fik trukket de sidste tænder ud af Le Pens Front National. De røg ud af parlamentet. Selv politologerne har Sarkozy taget på sengen, indrømmer Florence Haegel fra forskningsinstituttet Cevipof. Men for Haegel består Sarkozys største brud i forskellen på, hvorledes kandidaten Sarkozy tog sig ud, og hvorledes præsidenten gør sig. Løfterne holdes, men der var dem med små og dem med store bogstaver.
“Sarkozy har sagt det hele, men i kampagnen sørgede han især for at samle højrefløjen. Det er for eksempel overraskende, at han som præsident har sat positiv diskrimination i værk, som det ses i regeringens sammensætning, både med kvinder og indvandrere. Det er også højst overraskende med åbningen mod andre partier. Men ser man godt efter, var det til stede i hans løfter.”
Også Sarkozys udenrigspolitiske tiltag har overrasket:
“Det er emner, der ikke interesserer de franske vælgere”, forklarer Haegel, “og derfor var de ikke i front i valgkampen”.
Sarkozy havde således ikke et øjebliks ro på sig i sit splinternye præsidentsæde. Allerede samme aften, efter en grandios og fotogen frokost morgenen efter at have fejret sin nye post den 16. maj, tog han flyveren til Berlin for at møde Angela Merkel. Det franske nej til en unionstraktat, som Chirac i høj grad var skyldig i, var en europæisk dødvægt. Forslaget om en forenklet traktat blev hentet op af hatten og skabte gennemtræk i de europæiske korridorer. En måned senere vedtog Bruxelles det af Sarkozy foreslåede projekt om en forenklet traktat.
Betragter man Sarkozys kalender, springer et andet element i øjnene. Det blev sagt med store bogstaver i valgkampagnen, at Sarkozy var imod en indlemmelse af Tyrkiet i Unionen. Kombineret med et forbavsende løfte fra den nyslåede præsident om at befri de bulgarske sygeplejersker i Libyen, har det i løbet af de forløbne måneder bragt lys over en plan om en Middelhavsunion, der blev nævnt ganske stille i kandidatperioden. En union, der dels kunne blive samarbejdspartner for Europa, dels kunne placere Tyrkiet dér, hvor Sarkozy mener, det hører hjemme, nemlig i Mellemøsten. Men nu også i særdeleshed ved Middelhavet.
Ser man godt efter på geografien, kan det derfor heller ikke undre, at normaliseringen af forholdet til Libyen stod højt på dagsordenen. Problemet var Libyens dødsdomme over de bulgarske sygeplejersker. Med et nøje tilrettelagt stunt lykkedes det Frankrig at spille en hovedrolle i befrielsen for lidt over en uge siden.
Men ét er at have vældig gode idéer, der bringer påmindelser om både Alexander og Bonaparte. Noget andet er at udføre dem. En storslået officiel rejse til Nordafrika i starten af juli blev amputeret, da Marokko fornærmedes over præsidentens besøg i Algeriet og aflyste. En anden rejse, der skulle knytte andre afrikanske lande an til Sarkozys ideer om en afrikansk union, blev en maveplasker. For det første blev Sarkozy kritiseret for at tage udgangspunkt i Gabon hos en uopslidelig kolonikomprommiteret præsident. For det andet mødte Sarkozys ‘tale i Dakar’ - på et sprængfyldt universitet - kun et højst spredt bifald. Sarkozy indrømmede kolonisationens og slaveriets uhyrlighed. Men i liberalistisk ånd lagde Sarkozy Afrikas skæbne over i afrikanernes egne hænder og gav dem selv skylden for “folkedrab og borgerkrige”.
“Det fik mig til at tænke på den gang, missionærerne kom til Afrika for at ‘civilisere’ vore forfædre,” lød det i en leder i det senegalesiske dagblad Sud Quotidien.
Der er ingen tvivl om, at Sarkozy har sat ud med stor-artede planer, der ifølge Florence Haegel minder mere om Mitterrands store tiltag end om Chiracs.
Men selv om han internt strategisk har lagt god grobund ved at få gennemført minimumsservice i det franske offentlige transportsystem - der plejer at lamme samfundet, når det er i dårligt humør - så truer voldsomme reaktioner til efteråret. Der er annonceret store nedskæringer i den offentlige sektor ikke mindst blandt skolelærere, mens omkostningerne ved skattelettelserne udråbes som gavepakker til de rige.
Men derudover er det mu-ligt, at de franske borgere og virksomheder ikke er helt tilfredse med de konkrete resultater af opfyldelsen af Sarkozys løfter. Støtten til overarbejde, har visse økonomer forudset vil forhindre skabelsen af nye arbejdspladser og med omkostninger for staten. Arveafgiftens afskaffelse viser sig at omfatte ganske få. Justitsministeriets lov om minimumsstraffe for gengangere truer med at overfylde fængslerne og er ifølge eksperter ganske virk-ningsløs som afskrækkelse. Og den deklarerede mini-mumsservice møder stærk modstand hos fagforenin-gerne, trods Sarkozys per-sonlige forhandlingsindsats.
Udenrigspolitisk kan præsident Sarkozys personlige indsats også vise sig at give bagslag. Bliver der proble-mer med at gennemføre den ifølge eksperter overhove-det ikke forenklede traktat, falder det tilbage på Nicolas Sarkozy. Det storslåede Afrikaprojekt synes knap nok at være kommet ud af puppen, før det møder de sædvanlige kolonisationsbefængte problematikker. Og selv en humanitær triumf, som at befri de bulgarske sygeplejersker, ligner mere og mere en studehandel.
Og hvad er det så egentlig, der er sket med det franske præsidentregime? Politolo-gen Dominique Reynie er ikke i tvivl om, at den franske præsident, med sin konstante indblanding på alle niveauer, er ved at bringe det franske system til sin yderste grænse.
“Der er tale om en enorm magtkoncentration.”
Kollegaen Florence Haegel tilføjer, at det er her, man kan konstatere Sarkoys amerikanske tendens. Som det foreløbigt sidste overrumplende kup har Sarkozy nedsat en tænketank, der skal overveje de franske institutioner. Som det sidste store slag i hovedet på de efterhånden kravlende socialister er socialistelefanten Jacques Lang vristet ind i denne kommission.
Og måske bliver det snarere her end i et liberalistisk perspektiv, forklarer Haegel, at Sarkozy kommer til at udtrykke sin beundring for det i Frankrig så foragtede amerikanske system. For han har lovet, at præsidentens magt, som han opfatter som en virksomhedsleders management, ikke skal svækkes.
“Til gengæld har han lovet at parlamentet skal udgøre en modvægt til præsidentens magt,” understreger Haegel.
“Og det ligner i høj grad det amerikanske system.”
Fem dage før første omgang af det franske præsidentvalg udtalte Nicolas Sarkozy til det franske dagblad le Figaro, at hans kamp ikke var politisk, men ideologisk.
“Jeg har taget Gramscis analyser til mig,” forklarede han temmelig overraskende i betragtning af, at Antonio Gramsci var kommunist.
“Man vinder magten med ideer. Siden 2002 har jeg kæmpet for at beherske debatten om ideerne.”
Alt tyder på, at et overrasket fransk samfund her til efteråret, når de alle er kom-met fra ferie, vågner op til en præsident, der vitterlig holder, hvad han har lovet. Det er bare folket, der ikke rigtig har hørt efter.