Shanghai Samarbejdsorganisationen (Shanghai Cooperation Organization) indleder i dag en storstilet anti-terror militærøvelse i Rusland og Kina, som involverer ca. 6.000 soldater. Den relativt ukendte organisation er et regionalt militært og økonomisk samarbejde. Øvelsen finder sted i skyggen af et nyt lavpunkt i det russisk-kinesisk forhold til Vesten bl.a. om de amerikanske missilskjoldsplaner, Kosovos formelle selvstændighed, Ruslands suspension af CFE-traktaten og Litvinenko-mord-affæren. Men er Kina-Rusland samarbejdet i Shanghai Samarbejdsorganisationen en trussel mod Europa? Svaret er, at samarbejdet både rummer trusler, men også nye spændende muligheder.
Det er på mange måder overraskende, at Rusland og Kina er rykket sammen i efter-koldkrigstiden. Under Den Kolde Krig var der, trods begges kommunistiske systemer, iskold luft mellem dem. Men siden koldkrigsophøret er det gået den anden vej. Sammenlignes Kina-Rusland forholdet med stadier i et parforhold, kan man sige, at en afmilitarisering af den fælles grænse mellem de to lande i begyndelsen af 1990’erne indikerede en begyndende flirt. I 1996 nåede de til ‘dating’-stadiet med oprettelsen af forumet Shanghai Fem, der også inkluderede Kirgistan, Kasakhstan og Tadsjikistan. I 2001 deklarerede de officiel forlovelse ved at stifte af Shanghai Samarbejdsorganisationen. Siden er samarbejdet intensiveret og omfatter handel, terrorbekæmpelse i tillæg til organisationens erklærede mål om at skabe en ny fredelig og retfærdig regional og international verdensorden.
At Shanghai Samarbejdsorganisationen arbejder for en ny og mere retfærdig verdensorden er jo interessant. Betyder det, at den gældende orden er uretfærdig? Med andre ord, er samarbejdet vendt mod USA og Vesten? Organisationen siger selv nej. Der er tale om et regionalt samarbejdsprojekt i kampen mod de tre plageånder i Centralasien - terrorisme, separatisme og fundamentalisme.
Omvendt tyder meget på, at udviklingen af samarbejdet ikke skete gradvist, men faldt tidsmæssigt tæt sammen med fremstød i amerikansk indflydelse i Kinas og Ruslands nabolag såsom NATO-udvidelserne, Kosovo-krigen, oprettelse af amerikanske baser i Centralasien i forbindelse med krigen i Afghanistan og fornyet amerikansk militær støtte til Japan og Taiwan.
Herudover er USA, trods ønske herom, blevet forment observatørstatus i Samarbejdsorganisationen, mens Iran, Indien, Pakistan og Mongoliet har fået en sådan status. Det er sært, idet Iran ofte kædes sammen med støtte til terrorisme, mens USA leder en krig mod terrorisme. Yderligere har både Kina og Rusland i FN forsøgt at spænde ben for de amerikanske invasionsplaner i Kosovo og Irak. Rusland og Kina har også længe talt varmt for en ‘multipolær’ verden med flere supermagter i stedet for én.
Selv om Kina og Rusland endnu ikke har indgået et decideret mellemstatsligt ægteskab i form af en formel forsvarsalliance à la NATO, er de også nået et godt stykke opad alliance-parforholdsstigen. De har f.eks. lovet at konsultere hinanden i tilfælde af sikkerhedspolitiske kriser. Kina er også russisk militærindustris største kunde og opruster. I kølvandet på Irak-krigen i 2003 gennemførte Shanghai Samarbejdsorganisationen desuden en række militærøvelser i 2003 og 2005 samt i år, hvormed Kina og Rusland signalerer villighed til konkret sikkerhedssamarbejde. En militær modvægt i stil med Warszawa pagten er der imidlertid lange udsigter til.
På baggrund af denne udvikling er det naturligt at spørge, om Rusland-Kina-forholdet udgør en lurende fare i Europas baghave?
Givet dens USA-skeptiske karakter er det ikke umuligt, at Shanghai Samarbejdsorganisationen bliver en trussel. Øget stormagtsrivalisering kan på ny klemme Europa mellem stormagtsblokke, som under Den Kolde Krig. En sådan rivalisering kan få negative økonomiske følger for Europa f.eks. mht. energileverancer fra Rusland og energieksport gennem rørledninger fra øst og vanskeliggøre Europas naboskabsstrategi i Øst og Sydøsteuropa. Stigende stormagtsrivalisering kan også bidrage til flere internationale kriser, øget militarisering og at fronterne trækkes hårdere op med negative konsekvenser for europæisk sikkerhed.
Shanghai Samarbejdsorganisationen kan imidlertid også åbne nye strategiske muligheder. En ny alliance kan give de europæiske lande mulighed for at koble sig til Shanghai Samarbejdsorganisationen, hvis USA’s strategi bliver for radikalt ensidig. Dermed kan Europa så kimen til tvivl om sin troskab over for Washington. Europa kan dermed sælge sin loyalitet til en højere pris, f.eks. få styrkede sikkerhedsgarantier i NATO og bidrage mindre.
Hvordan kan Europa bedst tackle udfordringen fra Shanghai Samarbejdsorganisationen? Situationen er kompliceret og har mange ubekendte. Er Kina og Rusland et reelt alternativ - kan de holde sammen? Hvor fristende er den nye russisk-kinesiske alliancemulighed? Tør vi være lidt utro og slække lidt på linen over Atlanten? Eller bliver vi sammen med vores mangeårige amerikanske ægtefælle?
Men der er visse fordele at høste ved et løsere forhold til USA. Hvis Europa spiller sine kort fornuftigt, kan vi drage nytte af Shanghai Samarbejdsorganisationen og måske medvirke til at besværliggøre egenrådige amerikanske tiltag. Men i så fald må vi også tage en diskussion med os selv, om vi vil gå på kompromis med vores ideer om menneskerettigheder og demokrati, som ikke nyder samme status i Shanghai Samarbejdsorganisationen.
Hvorvidt Shanghai Samarbejdsorganisationen udgør en trussel eller mulighed for Europa handler således i høj grad om, hvordan vi vælger at spille Europas diplomatiske kort.
Kajsa Ji Noe Oest er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og Peter Toft er ph.d. fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.