"Udøvere af kunstformen street art kender hverken til graffitiens historie eller de farer, der er ved at udføre det. De sætter deres plakater og skabelontryk oven på vores graffiti. Hver gang jeg ser det, maler jeg det over. Jeg fører krig!"

Sådan sagde den 30-årige graffitimaler HOST18 fra Brooklyn i New York for nylig til avisen Los Angeles Times.

Forskellen på graffiti og street art kan være svær at definere, men for nogle graffitimalere er forskellen klokkeklar - graffiti er et oprør, og graffiti hører til i undergrunden, street art derimod er et ufarligt middelklassefænomen, der bruger det offentlige rum som adgangsbillet til gallerierne og pengene.

Vægge og tog har siden 1970'erne været graffitimalernes foretrukne lærrede. Graffitimalere har gennem alle årene kæmpet med myndighederne om kontrollen, og selvom der fra politisk side er blevet sat mange penge af til kampen mod de uautoriserede streger, så er tags efterhånden en integreret del af bybilledet i enhver storby verden over.

Det var de fattige, ofte afroamerikanere og latinamerikanere i New Yorks ghettoområder, der startede med at male graffiti. Det startede ikke som et politisk oprør i den forstand, at de kæmpede for en bedre eller mere solidarisk verden. Men ved at skrive deres opdigtede navne - tags - følte de, at de kunne skabe deres egen identitet i en ellers trøstesløs tilværelse. Og så kunne de blive kendte. De ofte simpelt skrevne tags udviklede sig gennem årene til at være farvefyldte og opsigtsvækkende sammensætninger af komplicerede bogstavstyper og figurer.

Udover det åbenlyst farlige ved at stå og male på motorvejsbroer, ved siden af strømførende kabler i undergrundssystemet og hvor der ellers var egnede steder, så kunne konsekvensen også være både fængselsstraf og kæmpe erstatningskrav.

Galleri-yndlinge

I løbet af 1990'erne meldte en ny aktør sig på banen i kampen om byens rum. Det var, som HOST18 nedladende udtrykker det, kunstakademistuderende og middelklassens unge.

Udøverne af street art bruger skabeloner, sætter plakater og klistermærker op og de gør ofte brug af et enten humoristisk eller politisk budskab. Mens graffitikunsten kun sjældent bevæger sig ind på galleriernes vægge, så blev street art hurtigt en galleri-yndling - og flere street art-kunstnere lever i dag af deres kunst og er respekteret langt ind i den etablerede kunstverden. At de sætter eller har sat plakater ulovligt op i byerne, ses nærmest bare som en eksotisk bohemehistorie for kunstkøberne og kulturjournalisterne.

I det amerikanske graffitimiljø hævder nogle, at street art-kunstnerne er ved at sælge kulturen, som graffitimalerne har bygget op i undergrunden.

Men det, der har startet den krig, som HOST18 og andre graffitimalere udkæmper, er den manglende respekt over for graffitiens historie, oprøret og de enkelte pieces og tags på væggene.

New York-graffitimaleren EARSNOT, der også er aktiv deltager i kampen, går endnu videre - street art er et politisk redskab, der er med til at ødelægge de oprindelige kvarterer i New York. Når der er street art i et kvarter, så føler middelklassen, at det er et sikkert kvarter. Langsomt presses underklassen ud.

Stinkbomber

Og graffitimalerne mener det alvorligt. Senest har en gruppe graffitimalere været på spil ved åbningen af både kunstneren Shepard Fairy's udstilling i Brooklyn og ved kunstnerkollektivet Faile's udstilling i Lower Eastside.

Begge steder blev udstillingsbygningerne angrebet med stinkbomber på ferniseringsdagen og forstyrret i en sådan grad, at politiet måtte tilkaldes. På Manhattan gik graffitimalere også fysisk til værks, da en udstilling for street art skulle åbnes. De udstillede værker og vægge blev simpelthen overmalet med malerruller. For enden af væggen skrev de: "Take it from the pros - street art aint graffiti!"

Den danske graffitimaler ZKI nikker genkendende til problematikken. Han har både erfaring med at få sat klistermærker og plakater oven på sine værker og med selv at ødelægge street art.

"Jeg har ikke et generelt problem med street art, men jeg har et problem med, at så mange er hoppet med på moden. Selv MTV bruger jo street art som baggrund i studierne. Der findes da gode street art-kunstnere, men jeg synes, de fleste bare er fulde punkere og irriterende typer, der ikke kender graffitiens historie. Mange er bare med fordi det er smart - jeg lever og brænder for graffiti, jeg er villig til at gå i fængsel for det, og jeg finder mig ikke i at få mine ting ødelagt!"

ZKI kender også til den krig, der udspiller sig i New Yorks undergrund, og han har fuld forståelse for at street art-kunstnere, der forbryder sig mod graffitiens regler eller snylter på den street credibility, som den ulovlige graffiti giver, får deres udstillinger ødelagt.

- Kan du forstille dig at vi kommer til at se det samme ske i Danmark?

"Ja, sagtens. Og det er faktisk allerede sket. Jeg har selv været med til at rive billeder ned fra væggene og lave ballade ved en fernisering for street art i Århus engang. Det var ikke, fordi det var street art, men ham, der udstillede, havde tidligere sat plakater oven på mine ting - og sådan er det: Hvis nogen ødelægger mine eller mine venners ting, som er lavet ulovligt med alle de risici, det indebærer, så accepterer jeg ikke, at de udstiller og tjener penge på det."

Tegneren HUSKMITNAVN, der gennem flere år har sat plakater op på mure rundt omkring i København og efterhånden har skabt sig et internationalt anerkendt navn både i undergrunden og i galleriverdenen, har ikke selv oplevet at få sine ting ødelagt eller revet ned. Han er dog enig med ZKI i, at der findes folk i street art-miljøet, der ikke kender graffitimiljøets uskrevne regler. Nogle gange kan de risikere at havne i en konfliktsituation, men generelt - mener han - er scenen så lille i Danmark, at de fleste kender hinanden. Tingene bliver sjældent så dramatiske.

HUSKMITNAVN ser i det hele taget ikke så dystert på fremtiden for de to kunstretninger, der trods alt har en del til fælles.

-Du tror ikke, vi får samme tilstande i Danmark, som dem vi ser i New York?

"Nej. Stort set alle i Danmark kommer fra middelklassen. Graffiti i Danmark er ikke underklassens oprør. En typisk graffitimaler har en offentligt ansat mor og en fraværende far, og den profil passer sikkert også på de fleste street art-kunstnere - og i øvrigt en million andre danskere også."

Peter Grønlund skriver for hiphop-magasinet Action Speax og musikbladet Gaffa