Hele to danske forfattere berørte Irakkrigen og dens efterdønninger i tirsdagens Information. Mens Suzanne Brøgger gav os en opsang for ikke at have taget krigen alvorligt nok, sluttede Lars Frost sin reportage om det gode sommerliv i provinsen med en pludselig, meget smuk hilsen:
“Og tillykke til dem der har fået familie hjem fra Irak. Jeg håber ikke, det hele var helt forgæves.”
På hver deres måde dementerer Brøgger og Frost en kommentar om danske forfatteres forhold til Irakkrigen, som blev trykt i det nyeste nummer af Kritik (#184) og var skrevet af Politikens Mikkel Bruun Zangenberg.
Her polemiserede han over en angivelig automat-kulturradikalisme i dansk litteratur. Den afslører sig ved, at forfattere generelt og uden betænkning var imod krigen. Den afslører sig også ved, at de uden at tænke sig om “forudsætter det sandt, at Bush og Anders Fogh Rasmussen er forbryderiske, tåbelige og ondsindede, hvis ikke lattervækkende og ynkelige.” Andre gange inddrages modstanden mod Dansk Folkeparti; også den er angiveligt ureflekteret.
Det ses i den offentlige debat, men afspejler sig også i deres værker, siger Zangenberg, og konkluderer med at skrive om “den rørende enige bragesnaks summekor.”
Det er jo en voldsom påstand, som desværre ikke underbygges. Mere præcist er det sådan, at det ikke er til at få hold på, hvad Zangenberg egentlig påstår. Der er nemlig en ordentlig glidning fra modstand mod Irakkrigen til modstand mod Bush og Fogh og DF, sådan generelt. Faktisk er det som om, hans polemik glider mellem en minimal- og en maksimal-påstand, som man kan formulere som følger:
-Det er en generel tendens, at danske forfattere på ureflekteret vis har været modstandere af Irakkrigen, når de har udtalt sig i offentligheden om den - det sidste, fordi Zangenberg har det med at trække ret meget i land, hver gang han nævner konkrete, litterære eksempler.
-Det er en generel tendens, at danske forfattere på ureflekteret vis har været modstandere af Irakkrigen, Bush, Fogh-regeringen og Dansk Folkeparti som sådan. Det ser man i deres udtalelser i offentligheden, men det spejler sig også i deres værker. Af samme grund kræver Zangenberg, at han savner en “skarpere æstetisk fantasi” i dansk litteratur - vel ikke i læserbrevene?
Der findes selvsagt mellempositioner, også i Zangenbergs artikel. Under alle omstændigheder er glidningerne nødvendige, fordi Zangenberg har meget svært ved at at finde litterære eksempler, hvor forfatterne berører Irakkrigen på mere end de allerflygtigste og indirekte måder.
Af de seks eksempler, Zangenberg kommer med i sin artikel, handler to om Guantanamo (som vel skal forbindes med den mere generelle “krig mod terror” og ikke med krigen i Irak). To andre er så vage, at de kun med møje og besvær kan forstås som andet end referencer til Mellemøsten og/eller krig som sådan. Og det sidste eksempel handler slet ikke om Irak, men om statsministeren. Det kommer fra Hans Otto Jørgensens Ålen har englelyd og har ganske rigtigt et harskt, satirisk tonefald.
I samme bog finder man faktisk tekster, som tematiserer Irakkrigen, især Irakkrigen i dansk bevidsthed. Det er bizart, at Zangenberg så ikke diskuterer dem. Under alle omstændigheder lever de kun meget dårligt op til forestillingen om ureflekteredesmædeskriverier - sådan betegner Zangenberg i det store hele de danske forfatteres (ikke rigtigt eksisterende) litterære skriverier om (måske) Irakkrigen.Her et stykke, hvor jeg’et taler med sin bror, der er bondemand:
“Han ser noget slidt ud, han er svimmel og må have fat i dørkarmen, en skulder. Det er nok bare noget influenza, det sidder i kroppen, en forkølelse. Jeg siger det er noget værre lort, det der med Irak, han siger hwa,jeg siger de risikerer aldrig at komme ud af det igen, og han siger det troer a æt poe. Jeg siger jeg snakker om amerikanerne, han siger hwa, jeg siger USA, jeg er bange for, at de har forregnet sig, og han siger det troer a æt poe. Jeg siger de har selv indrømmet det, der var ingen forbindelse der mellem Saddam og den 11. september, han siger hwa, jeg siger Bin Laden, og han siger det troer a æt poe.”
Man kan spørge sig selv, i hvor høj grad det her handler om krigen og ikke snarere om forholdet de to brødre imellem. Når det er sagt, så giver jeg’et jo snarere udtryk for bekymring for end forargelse over for Bush eller amerikanerne. Vi er meget langt fra et billede af dem som “forbryderiske, tåbeligeog ondsindede”.
Det skal med, at der er et stykke dansk litteratur, som virkelig har taget livtag med krigen, nemlig Claus Beck-Nielsens Selvmordsaktionen. Den roser Zangenberg til skyerne som en undtagelse. Det skal også med, at en række forfattere i offentligheden - langt mere end i deres værker - har forholdt sig kritisk til krigen. Med undtagelse af Klaus Rifbjerg, som får et par hak i næsen, så diskuterer Zangenberg ikke disse indlæg og deres eventuelle lødighed. Resultatet er, at hans påstand (hvordan den så skal rekonstrueres) står og svæver i luften.
Det kan være, hans fornemmelse er rigtig - selv synes jeg, at blandt andet Brøgger og Frost viser noget andet -men som det står formuleret i Kritik er hans polemik ret beset ikke funderet i noget som helst.
Ovenstående indlæg er en sammenskrivning af to indlæg på Luftskibet, Informations blog-site på nettet. Zangenberg har været så venlig at svare dér, følg gerne med og deltag i den videre debat.