3. september 2007

Mini-Murdoch

Skrevet af: Kristen Bjørnkjær

FLUGTJOURNALISTEN Per Mikael Jensen, der efter en kort tid som chef for TV 2, hvor han fik vendt op og ned på snart sagt alt, er på vej mod den vide verden som øverste chef for aviskoncernen Metro International, får nogle hug med på vejen.

"TV 2-chef havde aktier i Metro," skrev således Berlingeren forleden, og i fagbladet Journalisten blev han konfronteret med diverse rygter om sammenblanding af interesser.

Han syntes selvfølgelig, det var noget pjat, for han kunne sagtens selv holde tingene ude fra hinanden, og han var tydeligvis irriteret, da han svarede Journalisten:

"Vi prøver igen, Honeypie. Hvad er årsagen til, at du har en sort ørering i dit venstre øre? Hvad ligger der egentlig bag det? Man kan sætte spørgsmålstegn ved alt...(...)...Jeg må gerne have de aktier i Metro, som jeg anskaffede for fire år siden, på samme måde som jeg har aktier i andre virksomheder."

SAGEN ER i al sin gribende enkelhed, at Per Mikael Jensen, som kom til TV 2 fra Metro, hvori han altså har aktier, kort tid efter vragede et samarbejde med satellit-tv-udbyderen Canal Digital og i stedet indgik nogle aftaler med Viasat, som ejes af Modern Times Grup, der ligesom ligesom Metro (som han altså stadig har aktier i), hører under Kinnevik, hvis interesser han så kan beskyldes for at have varetaget.

Fik De den? Hvis ikke, prøver vi på en anden måde: Der er tale om et led i den løbende proces i disse år, hvor medier sluttes sammen i store konglomerater for til sidst at ende som en del af Rupert Murdochs imperium, hvor det er vigtigere at underholde og tjene penge til ejere og aktionærer end at rendyrke de journalistiske dyder.

ER DER TALE om dansk jantelov, når der langes ud efter Per Mikael Jensen på vej ud ad døren? Han har vist sig som en stor dygtighed inden for det felt, som moderne medie-management har udviklet sig til som f.eks. at fyre eller fryse folk ud, at oprette nye kanaler og at købe helikoptere.

Bestyrelsesformand for TV 2, Niels Boserup, synes ikke, det med aktierne og inhabiliteten har været noget problem, men ville nok have rådet ham til at sælge aktierne, hvis han havde kendt til det, siger han. Samme Niels Boserup, som forresten i magasinet Mennesker og Medier forleden advarede mod, at TV 2 ryger på udenlandske hænder og derved lider samme skæbne som det berlingske bladhus, som må lide under halv-stormogulen David Montgomerys regime og krav om øget afkast.

I DANMARK har vi ministre, især trafikminister Flemming Hansen, som er blevet tvunget til at sælge aktier for ikke at være inhabile, ligesom de er tvunget til at offentliggøre deres portefølje, selv om de synes, det er noget pjat. Det relevante argument er imidlertid, at det har en bolværkseffekt. Hvis ikke journalister synliggør det, hvor går så grænsen? Den ville flyde - og det burde et mediemenneske, som Per Mikael Jensen være den første til at indse. Ikke sandt, Honeypie?!


Source URL: http://www.information.dk/145398