Den danske folkeskoleskole, der har været så fortrinlig, hævdes at være i krise. Børnene er ikke længere blandt de bedste i verden til at læse og skrive. Og de opfører sig ikke, som børn bør, de rejser sig ikke i bus og tog, og de svarer igen.
Årsagerne til denne og andre miserer synes uklare, men f. eks. i Informationens ledere den 7. og 18. august, hævdes det, at reformpædagogikken har noget af skylden. Dette fremstår efter min mening som en forenklet forklaring.
Betegnelsen reformpædagogik anvendes både om de visioner om en ny skole og en ny opdragelse, som blev formuleret i den vestlige verden fra slutningen af 1800-tallet og om eksisterende undervisningsformer. Visionernes baggrund var en kritik af den autoritære undervisning og det terperi af for børn uvedkommende kundskaber, der den gang dominerede i de kasernelignende skoler, der i 1800’tallets blev bygget i de stadig voksende storbyer. Skolerne blev bygget som en konsekvens af tidens befolkningstilvækst, industrialisering og urbanisering.
Børnene vantrivedes - litteraturen har mange beskrivelser deraf - og som voksne blev de passive, lydige og autoritetstro. De blev ikke selvstændige og kritiske borgere, men samfundsbevarende.
Den ny skole skulle tage udgangspunkt i børnene, deres selvstændige personlighedsudvikling skulle fremmes - opvækstvilkårene skulle være trygge, og børnenes såkaldte naturlige behov for at lære - som i det rigtige miljø ville vise sig - skulle imødekommes. Skolen skulle have et virkelighedsnært indhold, fysiske sanktioner skulle være bandlyste og lærerens undervisning skulle være præget af samarbejde med børn og forældre. Barnet skulle simpelthen frigøres fra samtidens opdragelsestradition. Blev barnet opdraget og undervist efter disse retningslinjer, ville det som voksen kunne danne nye og mere menneskeværdige samfund.
Reformpædagogikkens kritik var i sit udgangspunkt både pædagogisk og politisk. Første verdenskrigs gru førte til, at kritikken af skole og opdragelse blev styrket - først og fremmest i de lande der var ramt af krigen. Soldaternes lydighed og autoritetstro blev anset for at være en af krigens årsager. Den internationale organisation ‘New Educational Fellowship’ blev dannet, og her mødtes i mellemkrigstiden skolefolk fra det meste af verden for at drøfte udviklingen af fremtidens skole.
I Danmark manifesterede reformpædagogikken sig som en inspiration til reformering af den daglige opdragelses- og undervisnings hverdag i hjem og skole, som skoleforsøg og som en kraftig pædagogisk debat - tit under temaet: for eller i mod fri opdragelse.
Den manifesterede sig også i skolepolitikken og skolens hverdag, først og fremmest på folkeskoleområdet og tit bistået af udviklingspsykologien. Fællesundervisning af piger og drenge blev indført i de fleste danske byer efter 2. verdenskrig - landdistrikterne havde fællesundervisning, læseplanerne blev gjort mere børnevenlige. Den legemlige revselse i skolen blev afskaffet i 1967, mens den først blev forbudt i de danske hjem i 1997.
Den danske skolehverdag blev med årene humaniseret i den forstand, at arbejdsformerne blev mere differentierede, forholdet mellem lærer og elev blev mere ligeværdig, og elevernes erfaringer fik større plads i undervisningsforløbene.
De forskellige nye undersøgelser af den danske folkeskoles elever, der viser manglende færdigheder i dansk og matematik, viser jo samtidig, at de danske børn både er selvstændige og kreative. Spøgsmålet er ,om ikke denne selvstændighed i dag simpelthen er en af forudsætningerne for vores demokrati?
Reformpædagogikkens kærne var en kritik på barnets og samfundets vegne. Den var i sin opståen bundet til tid og sted, til den gang almen skolegang blev almindelig i den vestlige verden. Spørgsmålet er imidlertid om reformpædagogikken er bundet til afskaffelsen af datidens sorte skole?
Dens vision er imidlertid relevant.
Kan vi med denne i baghovedet finde frem til en for videnssamfundet relevant faglighed og en skole, der opdrager alle grupper - uanset etnisk baggrund, køn eller socialgruppe - til selvstændige og ansvarlige borgere?
Så vil den senmoderne, globaliserede tilværelse måske blive mere menneskeværdig.
Ellen Nørgaard er tidligere skolelærer og pædagog