Da Caroline Meyer White var 19 år, begyndte hun at bygge sit eget levende, grønne hus.
“Jeg var færdiguddannet som økologisk frilandsgartner, havde rejst meget og havde lyst til at få en base i verden, men samtidig stadig være fri. Jeg havde også lyst til at prøve noget med håndværk og havde fantaseret om et lille sydvendt hus med grønt tag, der bare skulle falde ind i naturen. Og da jeg blev tilbudt netop sådan et sted, kastede jeg mig ud i at bygge,” fortæller Caroline Meyer White.
Med hjælp fra mange sider begyndte hun i 2000 byggeriet, og i foråret 2002 flyttede hun ind i sit lille grønne hus med vægge af ler og halm, gulv af ler behandlet med linolie og indlagte varmeslanger, brændeovn og strømforsyning fra solceller.
“Af min økologiske nabo fik jeg en håndfuld vilde sukkulenter, saftplanter som stenurt. Dem satte jeg en ad gangen på taget. Året efter havde de dannet små puder, og på tredje år dækkede de hele taget - grønne planter med små gule blomster, det var bare så smukt. Når man kommer gående oppe bagfra, er der en lille bakke, der går ned, og så går taget op og bliver til en ny bakke.”
Under det grønne er taget halmisoleret og forsynet med en plastmembran, så vand ikke kan trænge igennem.
“Planterne på taget opfanger enormt meget regnvand. Når det først har et-to år på bagen, er det ikke meget vand, der løber af,” siger Caroline Meyer White.
Det lille hus med det grønne tag ligger i Slangerup, men hun bor der ikke længere. Caroline rykkede til Vestjyllands Højskole, hvor hun som lærer sammen med elever byggede et større dansehus med grønt tag. Så tog hun til jordskælvsramte områder i Pakistan og lærte lokale pakistanere at bygge halmhuse. Og nu er hun sammen med sin mand i færd med at bygge et nyt grønt hus i det bæredygtige andelssamfund Friland på Djursland.
“Jeg synes, vore omgivelser former os så enormt meget. Hvis vi kan få lov at putte vor egen kreativitet ind i byggeriet og dermed forme omgivelserne, kan vi også bedre forme os selv,” siger Caroline Meyer White.
Hvad enten hun ved det eller ej, er hun i dag del af en omsiggribende, entusiastisk strøm af projekter, der vil gøre verden en lille smule bedre og mere bæredygtig ved at forvandle dens uproduktive ørkenagtige tagflader til grønne, livgivende og klimabeskyttende oaser, som samtidig gennem plantevæksten modvirker den globale opvarmning.
Man finder dem i Singapore, på taget af Changi General Hospital, hvor ansatte har dannet ‘De grønne fingres klub’ og forvandlet et fladt gråt tag til en 200 kvadratmeter stor have, hvor der dyrkes tomater, frugt og urter til berigelse af patienternes mad. De økonomiske besparelser herved går til patientbehandlingen. Dr. Gregory Chow fra den polytekniske læreanstalt i Singapore har beregnet, at hospitalets model kan overføres til 100 mio. kvadratmeter tagareal i millionbyen. På bare en femtedel af dette areal kan der produceres fødevarer til en værdi af 130 mio. kr. årligt.
Man finder de grønne tage i Hyderabad, Indien, hvor Sammenslutningen af Indiske Industrier har opført ‘verdens grønneste bygning’ med vedvarende energiforsyning, minimalt energiforbrug, genbrugsmaterialer og med halvdelen af tagarealet - næsten 1.000 kvadratmeter - omdannet til grøn have med regnvandsopsamling.
Og man finder dem i USA’s asfalterede, skyskraberdominerede storbyer, der har vandrette tagflader overalt. I New York kender ingen antallet, men folk, der har kigget efter fra helikopter, taler om hundredvis af grønne tage. Mange små, hjemmedyrkede og etableret uden nogen myndigheds vidende, andre som salgsfremmende økologisk feature på toppen af nye, mondæne boligkomplekser. Som de grønne tvillingeejendomme Solaire og Verdesian med penthouse-lejligheder nær Manhattans sydspids. Hver på 26 etager, bygget efter alle bæredygtighedens avancerede regler og med pesticidfri grønne haver på flere tagniveauer. For en månedlig husleje på 22.000 kr. for en étværelses kan New Yorks overklasse her leve så økologisk, som det nu lader sig gøre, når man insisterer på at bo midt i metropolen med alverdens moderne bekvemmeligheder, men også med solceller, regnvandsopsamling, energieffektive installationer og grønt på toppen.
I kvarteret omkring Battery Park, hvor de to ejendomme ligger, stiller myndighederne nu krav om, at nybyggerier skal have grøn beplantning på mindst 75 pct. af deres åbne tagareal.
I den anden ende af New York, i Harlem, Bronx og andre kvarterer for folk med små indkomster, arbejder organisationen Earth Pledge på at etablere grønne tage på bl.a. ældreboliger. 25 ejendomme har Earth Pledges prisbelønnede arbejde foreløbig hjulpet til grønne tage. Dertil har man et webbaseret projekt - Greening Gotham.org - der med vidensdeling og inspiration skal bane vej for visionen om at “bringe liv til det nøgne og forladte landskab” på toppen af New York. Hillary Clinton og New Yorks borgmester Michael Bloomberg er blandt dem, der officielt bakker op om det grønne projekt.
De grønne tage handler ikke kun om, at grønt er godt for øjet. Forskere fra Columbia University og NASA Goddard Institute har gransket, hvad grønne tage kan bibringe New York, og det er ikke småting. For ejere af tagene drejer det sig om muligheden for at dyrke frugt og grønt, om bedre lydisolering af boligen under taget, om effektiv regnvandsopsamling, om længere holdbarhed af den underliggende tagmembran og - afgørende vigtigt - om reduceret energiforbrug.
Det sidste handler bl.a. om, at de bevoksede tage isolerer godt og dermed kan mindske boligejerens varmeregning, når det er koldt, og elregningen til aircondition, når det er varmt. Men det handler også om, at storbyer som New York lider under den såkaldte ‘varme-ø-effekt’ knyttet til tætte bebyggelser. Effekten består i, at storbyens lufttemperatur om sommeren kan være helt op til 10 grader højere end i det omgivende land, og det indebærer for byen som helhed øget anvendelse af aircondition og dermed øget elforbrug og afbrænding af fossilt brændsel.
Enhver, der har betrådt et fladt sort tag på en sommerdag, ved, hvor glohedt det kan blive. Grønne planter virker afkølende ved at reflektere sollyset og samtidig beslaglægge varmeenergi i luften til at gennemføre fordampning fra planternes overflade. Ifølge forskerne fra Columbia University og NASA kan et grønt tag sænke temperaturen ved tagoverfladen med hele 40 grader midt på en varm sommerdag. Som gennemsnit for juli fandt forskerne, at grønne tage gav en overfladetemperatur, der var 19 grader lavere om dagen og otte grader lavere om natten.
Det er her, at en verden med grønne tage kan bidrage til at bremse den globale drivhuseffekt. Selve CO2-virkningen af fotosyntesen i de grønne planter er til at overse: Planterne hiver en vis mængde CO2 ud af atmosfæren, når de vokser frem og overtager et ellers nøgent tagareal, men når tagbeplantningen først er modnet, er den i sig selv CO2-neutral: Suger CO2 om dagen og afgiver CO2 om natten. FN’s klimapanel IPCC angiver, at én kvadratmeter græs i et tempereret klima under fremvæksten kan fjerne 0,44 kilo CO2 fra atmosfæren. Et grønt tag på 100 kvadratmeter kan altså fjerne 44 kilo - en beskeden klimahjælp i forhold til, at en gennemsnitsdansker udleder 10.000 kilo CO2 hvert år.
Den store klimaeffekt af de grønne tage består derfor i, at de dæmper energiforbruget ved at reducere behovet for afkøling om sommeren og opvarmning om vinteren.
Den canadiske storby Toronto er klart foran New York med de grønne tage, og her har myndighederne beregnet, hvor stor gevinsten kan blive, hvis man satser ambitiøst.
“Kombineret med direkte energibesparelser i bygninger kan grønne tage spare omkring én mio. canadiske dollar i energiudgifter pr. år og mindske drivhusgasudledningerne med 2,18 mio. ton (CO2) ved et grønt tagareal på 6,5 kvadratkilometer svarende til seks procent af Torontos samlede tagflader,” hedder det i en pressemeddelelse fra den canadiske regerings forskningsråd.
Sidste år vedtog byrådet i Toronto en handlingsplan, Making Green Roofs Happen, der forpligter til grøn beplantning af mindst 50 pct. af tagarealet på nye kommunale bygninger.
“Med magten til at regulere grønne tage i vores by kan vi samarbejde med beboerne om at realisere større projekter, der vil gøre vor by renere, sundere og smukkere,” proklamerede borgmester David Miller.
Forleden annoncerede elselskabet Toronto Hydro, at man nu vil tilbyde finansiering af grønne tagprojekter på erhvervsvirksomheder, der vil nedbringe deres energiforbrug.
Det rykker overalt. I Chicago er rådhusets mere end 100 år gamle tag i dag grønt, og myndighederne giver støtte til bygherrer, der installerer tage med bevoksning - en del af forklaringen på, at der nu er 200.000 kvadratmeter grønne tage realiseret eller på vej i byen. Bl.a. Apple Computers og McDonald’s i Chicago har tilplantet egne bygninger, mens f.eks. tøjfirmaet Gaps hovedkvarter i San Bruno, Californien, de amerikanske landskabsarkitekters hovedsæde i Washington samt mormonernes konferencecenter i Salt Lake City har fået grønne tage. I Michigan har Ford Motor Company beklædt 42.000 kvadratmeter tag med grønne planter. I Atlanta, i Portland, i Seattle, i Pittsburgh etc., etc.
Længst fremme er i virkeligheden dele af Europa. En grøn tag-bølge startede i Tyskland i 1960’erne og har de senere år taget ny fart. I perioden 1989-99 blev der installeret omkring 35 mio. kvadratmeter grønne tage, og det skønnes, at andelen af flade tage med grøn vegetation i dag er over 14 pct. i Tyskland. Også Schweiz, Østrig og Holland er nået langt, og midt i 1990’erne kom udviklingen til Sverige. I Malmø startedes i 1999 etableringen af verdens første botaniske taghave, Augustenborgs Botaniske Takträdgård, på 9.000 kvadramteter tilhørende kommunens serviceforvaltning. Taghaven er i dag et offentligt tilgængeligt forsøgscenter drevet af Scandinavian Green Roof Institute. I den ny bydel Västra Hamnen, hvor højhuset Turning Torso rager op, er der etableret 7.000 kvadratmeter grønt tag.
“Det er mærkeligt, at fænomenet med grønne tage i første omgang hoppede forbi Danmark,” siger Ulrik Reeh, tidligere offentligt ansat biolog med speciale i anvendt økologi, i dag dansk direktør for firmaet Veg Tech, der nu i stigende takt ruller grønne tage ud.
Ulrik Reeh mener, at danske myndigheder har forsømt at se grønne tage som et nødvendigt redskab til at sikre såvel indpasning af større nye bebyggelser i det åbne landskab som fremvækst af en grøn infrastruktur i de store byer.
“Hvorfor fokuserer man så enøjet på bebyggelsesprocenten ved nybyggeri? Som man har gjort det i udlandet, bør man indføre en grøn bebyggelsesprocent eller kræve, at en bestemt andel af matriklens samlede areal skal være grøn. Bygger man tæt - og det kan der være mange gode grunde til - kan grønne tage bidrage til at skabe et mere behageligt og bæredygtigt bymiljø,” siger Ulrik Reeh.
Han understreger de grønne tages store fremtidige betydning i et foranderligt klima, som på vore breddegrader indebærer stigende nedbørsmængder og heftigere skybrud, til overflod illustreret denne sommer. Ikke alene opsuger tage beklædt med saftplanter som stenurt omkring 50 pct. af nedbøren på årsbasis.
“Når der kommer et ordentligt skybrud som i sommer, så får man også en forsinkelse af afstrømningen. Vandet fra taget kommer lidt senere end alt det andet vand, og det giver bedre plads i kloakkerne og skåner os for nogle af de overløb, der ellers giver oversvømmede kældre og forurening af vores vandløb og søer. Det er én grund til at der i nogle tyske delstater er lovfæstede krav til grøn vegetation på flade tage,” siger Ulrik Reeh.
Hans svenske moderselskab, Veg Tech AB, har netop færdiggjort Nordens største grønne tag - 26.700 kvadratmeter på en genbrugsvirksomhed i Oslo. Danske Veg Tech har de seneste fem år rullet vegetation ud på bl.a. erhvervs-og forskningscentret Nobelparken i Århus, på Oticons erhvervsejendom i Smørum, på den store spidslastcentral ved Kastrup Lufthavn ejet af Centralkommunernes Transmissionsselskab, på børnehavebygninger, ungdomsklubber og på boliger i Ørestaden og Islands Brygge. Firmaets omsætning er ifølge Ulrik Reeh de sidste par år flerdoblet.
“Men det er lidt underligt, at det er private firmaer som os, der skal drive udviklingen. Hvis der var national lovgivning, ville det blive meget nemmere for f.eks. mange interesserede kommunearkitekter at få projekterne realiserede.”
I venten på at danske borgmestre, ministre og folketingsmedlemmer vågner op, må græsrodsrevolution på toppen drives af idealistiske ildsjæle som Caroline Meyer White og visionære erhvervsfolk som Ulrik Reeh.