Det vil være uretfærdigt over for Danmarks Radios journalister at påstå, at Jeppe Nybroes manipulationer i indslag sendt hjem fra Irak er symptomer på en syg institution. Der hersker ingen tvivl om, at beslutningen om at lyve direkte ind i kameraet og om at indkopiere to ekstra granatnedslag for den dramatiske effekts skyld, handler mere om Jeppe Nybroes egen personlige journalistiske integritet end om arbejdsmetoder, der dominerer på redaktionen.
Men en del af forklaringen på, at det alligevel ryger igennem systemet og ud på skærmen, kan godt findes i TV-Avisens aktuelle situation. Som lytternes og seernes redaktør Jacob Mollerup har skrevet i en klumme på DR's hjemmeside, så er konkurrencen på nyhedsområdet nu blevet så intens, at DR i sin relancering af TV-Avisen har fokuseret uforholdsvist meget på form frem for indhold. Man har opprioriteret gode klassiske principper som nærhed og identifikation og derved uundgåeligt nedprioriteret væsentlighed. Mest åbenlyst har man forsøgt at styrke dynamikken i udsendelsen ved at placere en storskærm i studiet, så man virkelig har fornemmelsen af, at studieværten er i dialog med interviewgæsten. Men ofte forekommer prioriteringen af at have dialogen i programmet at være vigtigere end emnets relevans. For eksempel da Reimer Bo interviewede sociolog Emilie van Hauen om, hvorfor historien om prinsesse Diana mon er så populær. Dertil kommer totale fejlskud som forbrugerprogrammet Taskforce, der synes at bruge mere tid på at vælge soundtrack til indslagene end på journalistikken.
TV-Avisen havde brug for en relancering. Ingen tvivl om det. De færreste ønsker sig tilbage til den simple telegramoplæsning, hvor frygten for forfladigende journalistik var langt større end frygten for at miste seere. Men konkurrencesituationen er naturligvis også en helt anden nu. Flere og flere nyhedsprogrammer skal kæmpe om en stadig mindre portion seere i et meget lille sprogområde. Det har i Danmark betydet, at de to hovedkanaler konkurrerer om det samme segment, derfor er det forståeligt, at ledelsen vælger at fokusere på overfladen. Det er på platforme, massemedierne konkurrerer. Men når man vælger at håndtere konkurrencesituationen på den måde, så er kvaliteten af indholdet det første offer. Seriøsitet kræver dokumentation, præcision og perspektiv, og det er givetvis svært at levere, når strategien dikterer en flydende, lettilgængelig og nærværende afvikling. Derudover er der stadig større fokus på at være først. Ikke mindst fremkomsten af TV2 News har intensiveret den del af konkurrence-elementet. Netop derfor er det endnu vigtigere end nogensinde før, at der tages alvorlige snakke om, hvad formatet tillader, og hvad det ikke tillader. Det er klart, at det er nødvendigt at diskutere, hvad en ændring af formen gør ved indholdet. Dertil er det naivt at forestille sig, at elementer som højere tempo, større produktionskrav og nedskæringer i antallet af journalister ikke også har en betydning.
I DR har man i stigende grad fokuseret på journalistikkens fortællemæssige kvalitet og fejlagtigt antaget, at journalistisk integritet og professionalisme er en selvfølge. Det er det tydeligvis ikke. Jeppe Nybroes indslag om de sidste danske soldaters hjemrejse fra Irak faldt en uge efter, at TV2 afslørede, at danskerne var så godt som rejst - lang tid før den planlagte dato. Som journalist kan man sætte sig ind i den ærgrelse Jeppe Nybroe må have følt, da han så kollegaen på TV2 Rasmus Tantholdt breake nyheden. Jeppe Nybroe var den eneste, der kunne forventes at lave noget lignende til DR. Og mon ikke redaktørene har jublet, da han så kunne levere et indslag, hvor han kørte med de sidste tropper ud af Irak? Det havde det hele: aktualitet, nærvær og dramatik. Det var godt tv!
Nu er journalister, der har haft bare den mindste professionelle kontakt med Jeppe Nybroe, ved at falde over hinanden for at få lov til at tage afstand til ham og påvise, at han altid har været et råddent æble. For det første er det en misforståelse at tro, at det taler til deres ære, at de nu tager afstand, hvis de hele tiden har vidst, at der var problemer med hans arbejde. For det andet er det simpelthen for nemt. Det vil klæde hele journaliststanden at bruge en sådan anledning til at overveje, hvad det er for en kultur, der fremelsker journalister som Jeppe Nybroes type. TV-Avisens nye form passede perfekt til den type rolle, Jeppe Nybroe blev tildelt eller muligvis selv tog på sig. Et ansigt udadtil, der bloggede - så der kunne interageres med seerne-, der rejste ud og lavede tv hos rigtige mennesker i krig, ikke bare nøjedesmed at fortælle om det, og der havde den, der afslappede stil, der var rar at få ind i stuen over aftensmaden. Han var den nye TV-Avis. Indtil han tilføjede et par ekstra granatnedslag. For dramatikkens skyld.
anbr