“Vi ved godt, at vi bliver betragtet som et yderområde, og at man tænker, det er da dejligt med sådan et sted, hvor man kan komme ud og holde ferie. Når bare stedet er bemandet med pølsemænd og pølsevogne, nogle kustoder, der kan vise rundt.”
Ordene kommer fra museumsdirektør Erik Kromann fra Marstal Søfartsmuseum, og ironien er lige så tyk som den Riga Balsam, han traditionen tro er ved at skænke gæsten denne eftermiddag i september på Ærø.
Fra en lerkrukke drypper han præcist fire dråber ekstrakt af den efter sigende kernesunde blanding af urter ned i en fuldvoksen Brøndum Snaps. Så er der serveret. Noget man ikke siger nej tak til.
Men nej var, hvad man her på egnen sagde, da Miljøministeriet i 2002 præsenterede planen om, at Det Sydfynske Øhav skulle være et af seks pilotprojekter for en kommende nationalpark. Planerne blev lanceretaf det såkaldte Wilhjelmudvalg i 2001.
Erik Kromann fortæller, at man var imod initiativet, som kom fra centralt sted. Centraliseringens spøgelse er ikke vellidt her på øerne, fortæller han.
“Ordene fra før om udkantsområder er jo dem, man hører ved politikernes båltaler; man vil udkantsområderne det bedste, men virkeligheden er en helt anden. Vi vil sikre, at vore livsbetingelser er til stede, og her på egnen frygtede man for erhvervslivet,” siger Kromann.
Han forklarer, at planerne om en nationalpark i Det Sydfynske Øhav blev mødt med skepsis fra mange sider. Og det hænger ifølge den tidligere sejler, der har ledet Søfartsmuseet siden 1980, sammen med, at man har dårlige erfaringer med initiativer fra “de fine københavnske borde”. Man har i generationer kæmpet imod centralismen.
“Vi sagde umiddelbart nej, fordi der hele tiden kommer overgreb fra centralmagterne, men måske satte vi os ikke ordentligt ind i tingene. Men vi reagerer spontant, som når eksempelvis sygehusene er i fare, eller som når man endnu en gang forsøger at nedlægge den lokale navigationsskole.”
Netop forsøget på at nedlægge Marstal Navigationsskole er et eksempel på, at ærøboerne går på barrikaderne, når man fra centralt hold vil styre øen. Navigationsskolen skulle nedlægges, men det mente man ikke på Ærø.
“Søfolk er ikke så autoritetstro, de siger ikke ‘undskyld, vi eksisterer’. De kæmper i stedet for det og siger, ‘der må være noget, nogen har misforstået’,” fortæller Kromann.
Derfor tog ærøboerne i januar 2002 af sted til Christiansborg for at flage med Ærø-flaget. Øen fik samlet 2.000 beboere, som otg med til København og Navigationsskolen overlevede.
Historien er et godt eksempel på, hvordan ærøboerne står sammen, og måske en forklaring på den udtalte skepsis over for planen om en nationalpark.
“Vi har nærdemokrati har på stedet,” opsummerer Kromann. “Her har vi beslutningstagerne på klos hold, så vi behøver ikke at kaste med brosten for at blive hørt. Vi kan nøjes med at snakke os til rette.”
Velkomstdrammen har efterhånden bundfældet sig, og jeg tager mod til mig og spørger, hvorfor man takkede nej til en nationalpark i 2002.
“Det var frygten for, hvad det ville betyde for vore to skibsværfter i Søby og her i Marstal. Og for landbruget. Vi frygtede, at erhvervet ville blive underlagt flere restriktioner. Derfor sagde vi; det holder vi os langt væk fra.”
“Når vi hører om en nationalpark, tænker vi nok: ‘Hvad fanden, skal vi være vogtere af naturen?’ Så kan vi lukke værfterne, og fiskene må ikke længere lugte af fisk, der skal måske deodorant på, så turisterne ikke bliver skræmt væk,” siger Kromann.
Men netop turismen og muligheden for at skabe vækst i et udkantsområde er argumenter, som ja-sigerne også bruger, når de taler for en nationalpark.
En sådan ja-siger sidder på Strynø. Det er den tidligere formand for Danmarks Naturfredningsforening, Poul Henrik Harritz, som ser mange perspektiver i en nationalpark. Han mener, at modstanden gik på frygten for det ukendte. Frygten for, at Øhavet skulle blive et frilandsmuseum, hvor man ville få udstedt forordning om, at man skulle gå med halm i træskoene.
“Det var reelt sådanne uhyrer, der blev stillet frem,” siger Poul Henrik Harritz.
Han argumenterede dengang for, at nok var naturen overskriften, hvilket ville forbedre vilkårene for både dyr og den særlige sydfynske natur. Men en nationalpark, ville også være en mulighed for at brande området og lokke tilflyttere til.
“Mit argument var - og er stadig - at en nationalpark vil kunne skabe økonomisk vækst på småøerne. Det kunne samtidig gøre det mere attraktiv at bosætte sig på øerne,” siger Harritz og forklarer.
“En stor del af beboere i det sydfynske øhav er tilflyttere. Man flytter ikke til en ø, uden man har gjort sig tanker om hvorfor. Det er ikke sådan et sted, man lige tilfældigvis ryger af bussen i et sving, man har gjort sig overvejelser inden man flytter dertil.”
Affolkningen er en kendsgerning på de 55 øer i det sydfynske øhav. Alene på Ærø er der i dag kun knap 6.900 beboere. I år 1900 var der 12.000.
Jette Jonge er lokalformand for foreningen Kyst, land og fjord og sad med i den nationale følgegruppe for nationalparkerne. Hun ser med bekymring på affolkningen og advarer om, at Ærø kan ende som en sommerhusgrund, der kun er befolket to måneder om året.
“Jeg vil ikke sige, at befolkningen flygter; men du kan se en by som Ommel (en landsby på Ærø, red.). Tandlægerne pendler til Svendborg i stedet for at have en klinik her. Antallet af praktiserende læger er på et minimum, og sygehuset er truet.”
Hun mener, det er et problem, at flere og flere huse på øen sælges som sommerhuse.
“Det er jo et dilemma. I Ommel kan man sælge til hvem, man vil. Efterhånden er en tredjedel af husene sommerhuse.”
Jette Jonge frygter, at det lokale engagement på sigt vil forsvinde, hvis sommerhusene sælges til folk ude fra.
Igen er det de dårlige erfaringer med centralmagten, der spøger.
På museet fortæller Erik Kromann om, da man ansøgte om at få et område på øen til nye sommerhuse. Det blev afvist af miljøminister Connie Hedegaard. Om den sag skrev Kromann i det lokale blad Ærøboen i januar i år.
“Ja, kære læser, du læste rigtigt: Ærø får ikke lov til at udlægge områder til sommerhusbebyggelse, fordi der ikke er nogle i forvejen! Så er det, at man kommer til at tænke på, hvad der ville have sket, hvis Connie Hedegaard havde været trafikminister, dengang da der blev ansøgt om at køre med biler i Danmark, da bilen kom frem (-).”
Fra skipperstuen på Marstal Søfartsmuseum betagtes ren og skær sæsonturisme som et problem.
“Her på stedet vil vi godt have mere turisme, men vi ønsker mere helårsturisme,” siger Erik Kromann, der mener, at stedets charme forsvinder, hvis øen overrendes i sommermånederne.
Poul Henrik Harritz derimod taler om turismen som noget positivt. Kvalitetsturisme kan skabe økonomisk vækst. Han sidder selv i bestyrelsen for Smakkecenteret, et natur- og kulturformidlingscenter på Strynø, og så forsøger han sig med turistsejlads med fokus på naturoplevelser. Han mener, der er masser af natur at formidle i Det Sydfynske Øhav.
Jette Jonge kan derimod ikke se, hvordan nationalparkstatus skulle kunne blive en økonomisk fordel.
“Jeg ser ikke nationalparken som en mulighed i forhold til at tiltrække folk. Man skal se på, hvad man kan søge penge til. Det vil være turisme. Og ja, vi har brug for turister. Men vi har også brug for at have et levende samfund, der består af andet end turister og sommerhusejere.”
Erik Kromann er mere splittet. Turisme er ikke en måde at tiltrække tilflyttere på. Han er dog nu mere åben over for nationalparkplanerne.
Erik Kromann, der nu er gået ind i lokalpolitik, er som mange øboere positiv stemt over for en nationalpark, hvis der ikke kommer nye restriktioner.
“Nu mener jeg faktisk, at nej-sigerne holder lidt for bastant fast i frygten uden at få den undersøgt.”
Den lokale politiker Karsten Landro (K) har tidligere også været modstander af en nationalpark. Han er viceborgmester i Ærø Kommune, og han mener, problemet tidligere var, at det var svært at få klare svar på, hvad en nationalpark ville indebære.
“Vi frygtede for landbruget og for værfterne, der jo ikke er de mest miljøvenlige i forhold til en nationalpark. Det er jo erhverv, vi har kæmpet for før.”
- Men der var ingen planer om at lukke værfterne?
“Jamen, der var ingen planer, vi kunne jo ikke få noget konkret at vide,” fortæller Karsten Landro.
Netop denne kritik har tidligere været fremme af Wilhjelm-rapporten, der oprindeligt dannede grundlag for undersøgelsen af nationalparkerne. Den var ikke konkret nok.
“Vi behøvede jo ikke at være med. Den sunde skepsis fra et udkantsområde, sagde os, at vi skulle passe på,” siger Karsten Landro.
På Ærø er spørgsmålet, om en nationalpark har en chance på længere sigt. Centralismen har truet lokalsamfundets grundpiller, og denne frygt forsvinder nok ikke fra den ene dag til den anden.
Jette Jonge opsummerer:
“Vi ønsker som borgere at have indflydelse på områdets udvikling.”
I lokalbestyrelsen har man tilkendegivet, at man godt vil undersøge planerne nærmere, men om denne interesse kan få planerne på sporet igen, det er uvist. Politikerne synes med på ideen, lokalt er der stadig skepsis.
Det er Erik Kromann, der runder af:
“Så skål. Skål og frit Ærø!.”
Sådan siger man her, hvor man kæmper en kamp for netop at være frie og selvbestemmende. Denne gang blev man fri for national indgriben, tiden vil vise, om kommunerne i Det Sydfynske Øhav for lov til at ombestemme sig.