Den tidligere amerikanske centralbankchef, Alan Greenspan, har, som de fleste sikkert noterede i ugen, der gik, i sine netop publicerede erindringer sat en fed streg under, at Irak-krigen udelukkende drejer sig om olie. Alan Greenspan har hele sit liv været republikaner og blev udnævnt i 1987 af præsident Reagan; han kan således ikke beskyldes for at være en venstreorienteret ballademager og er i øvrigt ikke kendt for at løbe med halve vinde. Som amerikansk finanspolitiks førstemand under fire præsidenter, af hvilke han for resten respekterer Bill Clinton højest, må hans overvejelser om motiver i sit lands storpolitik tillægges vægt. Det komiske i situationen er, at nogen overhovedet gider lægge mærke til udsagnet - i betragtning af dettes selvfølge.

Alligevel fik Berlingeren morgenkrydderen galt i halsen. På den ene side kan man jo dårligt skrive, at Greenspan er fuld af løgn, på den anden side kan regeringstro aviser jo heller ikke uden videre acceptere det indlysende, eftersom den begrundelse, olien, den har statsministeren blandt andre begrundelser i sin kreative bogføring af sandheden lige netop ikke valgt som krigsbegrundelse.

Så hvis man nu gik hen og gav Greenspan ret, ville korthuset skvatte sammen, og hele bedraget - eller snarere: den politiske inkompetence - være åbenbar. Det med olien kan og må ikke være rigtigt, for så er alle andre krigsbegrundelser enten helt eller delvis forkerte eller af mindre betydning, og så står Bush og Fogh Rasmussen med håret i hver sin større eller mindre postkasse. Blair blev som bekendt hængende i sin.

Og nu siger Greenspan altså, at det hele handler om olie. Ikke om masseødelæggelsesvåben. Det, mener den respekterede amerikaner, er en forrykt begrundelse, som jo også Anders Fogh Rasmussen efterhånden kom i tanker om. Og da slet ikke, at det handler om at indføre demokrati i Irak, det end ikke berører Greenspan i de uddybende interview om bogen. Manden er jo ikke dum. Det drejer sig kun om olie. Og det skal man lige lægge mærke til: Olie som rationel begrundelse for at fjerne Saddam, eftersom man kunne have grund til at frygte diktatorens blokade af Hormuz Strædet. Var det sket, havde Vestens økonomier været truet på livet.

Klart krigsmål

Altså kan man konkludere, at der var realpolitisk motivering for en aktion af en eller anden art mod Saddam. Krigens reelle sigte var blot et andet end det påståede, hvilket selvsagt blev afgørende for krigens førelse.

Clausewitz anbefaler sine læsere at gøre sig krigsmålet krystalklart for dermed at kunne afpasse krigens midler - hverken skyde under eller over målet. Krigen bliver med garanti en katastrofe - også for den tilsyneladende sejrherre - såfremt den efterfølgende - påtvungne - fred etableres på et falsk grundlag. Se selv efter.

Berlingske havde for at sukre pillen lidt ind fået tre eksperter til at udtale sig om Greenspans udsagn. De giver alle tre sympatiske bud på den kompleksitet, de mener, der trods alt må ligge i krigsbegrundelsen. Et interessant bud kommer fra projektforsker Søren Schmidt, Dansk Institut for Internationale Studier; Schmidt afviser oliebegrundelsen totalt; så ubegavet var Saddam ikke, at han ville standse sin egen olieeksport. Krigens årsag er at finde i en dysfunktionel Bush-regering med skumle og grumsede motiver.

Det er sikkert også rigtigt. Det lyder besnærende og falder i tråd med de nu snart gængse vurderinger af George W. Bush som måske den ringeste præsident i unionens historie og kan også delvis være en forklaring. Men ét spørgsmål trænger sig på, et spørgsmål, hvis besvarelse må sætte selv den mest respektable projektforsker skakmat:

Ville nogen have indledt en krig på et så usikkert grundlag som en løs påstand om masseødelæggelsesvåben, hvis Saddam have levet af at trække gulerødder op af landet mellem de to floder

Fornemmelse for struktur

Og nu til noget helt andet. Man tror jo, det er løgn, men forleden fandt DR's ledelse ud af, at den martrede snart hedengangne institution nu skal have ny struktur. Igen igen. Hvad stiller man op med disse virksomheds-ledelsers rastløse fornemmelser for struktur frem for indhold? DR vil nu lide sin død, ikke i skønhed, men som en lemlæstet kæmpe med nervekramper og flimrende hjerte og med få resterende organer formålsløst pumpende levret blod rundt i en krop i hastig opløsning.

Det er sørgeligt. Sørgeligt i sin tid, at en bestyrelse og daværende generaldirektør Chr. Nissen uden gnist af forstand og følelse for institutionens særegenhed og enestående ressourcer brutalt beredte dens undergang, den som nu fuldbrydes af disse struktur-omlæggende efterfølgere.

Og nu til noget helt andet:

Guldhornene, som nogle forstyrrede hoveder stjal, måske fordi de blev kanonisk tvunget til at læse dem i skolen. Faktisk kunne man have ønsket, at tyvene havde fået lov at beholde hornene, og at flere af nationens sager fra kulturarven bliver hugget i de kommende år. Det er den eneste måde at bevare dem på.

Kirsten Sterlings artikel her i bladet forleden fortalte lavmælt om Rigsrevisionens beretning for 2007. Uerstattelige værdier, bøger, genstande, papirer og kulturminder ude omkring går i disse tider tabt eller er truet af fordærv og forvitring. Besparelserne takket være det tåbelige skattestop er nu så voldsomme og indgribende, at man for længst i museerne er holdt op med at tale om forsvarlige opbevarings- og registreringsforhold. Dette er også en af komedierne i nutiden: At den regering, der strør om sig med kanoner og galper højst op om danske værdier og den forvrøvlede sammenhængskraft (se under Karen Jespersen, red.), samtidig er den regering, der med sorgløs arrogant uforsvarlighed forvalter den fælles arv. Det går ad helvede til.

Kulturministeren ser som sædvanligt positivt på sagen, hvad skal man ellers også gøre i hans sted, og bebuder friske initiativer. Dog vil han ikke, skønt museumsfolkene trygler om at få en overordnet langsigtet plan, sætte nogen tidsramme, hvilket jo heller ikke betyder noget målt med en gennemsnits-kæmpehøjs alder. Om sådan en bliver pløjet ned i år eller til næste kommer ud på ét!

Hvad angår dokumenter og bøger, der er ved at forsvinde, fordi der mangler penge til ordentlig konservering, er der om 10 år ikke noget at komme efter. Så behøver man jo heller ikke opbevare noget, når det ikke er der mere.

Kulturministeren kan ikke få armene ned i begejstring over sig selv. Andre kan ikke få dem ned af skræk. Sådan er der så meget.

I øvrigt siger ministeren, at dette er kommunernes ansvar de steder, hvor man har statsanerkendte museer oppebærende statstilskud. Opfører kommunerne og museerne sig ikke ordentligt, tager vi statsanerkendelsen - og statstilskuddene - fra dem, siger minister Mikkelsen.

Rent bortset fra, at det er staten, det vil sige regeringen, det vil sige Brian Mikkelsen, det vil sige Thor Pedersen der pt. bestemmer, hvor små tilskuddene til de statsanerkendte museer skal være - således at museerne ikke kan passe deres arbejde ordentligt, fordi der ikke er midler i nær tilstrækkelig mængde - er det en strålende ide. Med færre eller ingen penge kan museerne snart overhovedet ikke vedligeholde samlingerne, som så forvitrer og forsvinder helt - ligesom DR - og så er alle problemer løst. Kan man ikke godt her tillade sig at løfte armene og udbringe et trefoldigt: Skide godt, Brian!