Det er blevet sagt om 68'erne, at når de hører ordene 'de unge', smiler de altid påtaget beskedent, som om det er dem, der tales om. Selv langt oppe i efterlønsalderen er de stadig de unge, og de afventer stadig det næste ungdomsoprør som deres egen opstand.

Noget lignende gør sig gældende for Naser Khader og Pia Kjærsgaard: Når de hører ordet 'værdier', retter de sig op og ser alvorlige ud. For de mener, at nu handler samtalen om dem. Hvis statsministeren siger 'værdier' fra Folketingets talerstol, siger begge to bagefter, at talen var 'inspireret af dem' og 'det kunne de selv have sagt'. Og selv om de mener, at de er helt utroligt uenige med hinanden, og Naser Khader lover sine fransktalende legekammerater fra Europa-Parlamentet at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse, ligesom man i bedre selskaber lover aldrig at sætte en Côte du Rhone fra efter 2005 på bordet, så reagerer de begge som pavlovske hunde på ordet 'værdier'.

Og da statsministeren tirsdag talte om "den globale værdikamp", om at "vi må stå vagt om vores værdier" og "vore værdier er under pres", erklærede Naser Khader, at han selv kunne have skrevet de første 10 sider, og Pia Kjærsgaard hævdede, at statsministeren tydeligt var under stærk indflydelse af Dansk Folkeparti.

Det sjove ved både Khader, Kjærsgaard og 68'erne er, at de kobler noget universelt til noget personligt. For 68'erne er det ungdommen. De vil altid være skuffede over ungdomsgenerationerne, der kommer efter dem, fordi de ikke er rigtigt unge, ligesom de selv var, og fordi de er så 'artige'. Hvis Fogh siger: 'Demokrati er vigtigt', svarer Khader: 'Det er mig, der har på fundet den maksime!'. Hvis Fogh siger: 'Nu må vi passe tyrannerne ude i verden og på terroristerne i vores eget samfund', responderer Pia Kjærsgaard: Det er Dansk Folkeparti, som har opfundet det standpunkt!

Alle kunne have sagt det samme

Man bemærker, at Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt og Bendt Bendtsen alle ville kunne have sagt det samme. Faktisk ville enhver gymnasiast uden trang til selvstændig tænkning kunne have skrevet det samme. For når politikerne taler 'værdier', betyder det som regel, at nogen misbruger noget alment til at dekorere sig selv. Præcis som når paven stiller sig op og siger, at oplysningstiden så sandelig er et produkt af kristendommen.

Den skamløse kobling mellem det universalistiske og det nationale var igen markeret i indledningen til Anders Fogh Rasmussens åbningstale i Folketinget tirsdag:

"Forleden hentede Danmark igen et verdensmesterskab. Denne gang i en helt særlig disciplin. Nemlig demokrati. Ifølge Verdensbanken er Danmark verdensmester i demokrati. Blandt andet fordi vi har en fri presse, og vi kæmper for ytringsfriheden."

Det er blevet et statsministerielt ritual at indlede festtaler med en fejring af et nyt verdensmesterskab eller en ny titel, vi vil erobre. Enten er vi de lykkeligste i verden eller også er vi de bedste demokrater. Enten har vi allerede verdens bedste konkurrenceevne eller også skal vi have den. Enten er vi det mest lige land i verden, eller også skal vi have verdens bedste uddannelsessystem.

Gratis at tale værdier

Der findes ikke det universalie, der ikke kan gøres til genstand for et verdensmesterskab, som Danmark vinder. Her kobles konkurrencestatens globale logik med værdi-Danmarks dyrkelse af nationens kvaliteter, her forbindes de økonomiske imperativer med hensynet til den skrøbelige 'sammenhængskraft', her mødes Dansk Industri med Dansk Folkeparti. De er alle sammen enige her. Det er ikke, som under det forløb nogle kalder Muhammedkrisen, andre for karikaturkrisen og statsministeren for "tegningesagen", hvor Dansk Industri og Dansk Folkeparti var i konflikt, og hvor hensynet til den danske konkurrenceevne kolliderede med vores offensive værdipolitik. Men nu vil selv Dansk Folkeparti anbefale et 'virksomhedsvisum', og det hedder sig, at efter vi har fået 'indvandrerstop', kan vi nu begynde med 'intelligent indvandring.' Fordi vi har fået så meget styr på indvandringen, kan vi nu tillade os at 'åbne' grænserne for kvalificeret arbejdskraft. Fordi vi har fået styr på 'værdierne', står de ikke længere i vejen for 'konkurrenceevnen'.

Så nu er det gratis at tale om 'værdier'. For når vi taler værdier, er vi som regel enige: Alle går ind for lighed som værdi. Og alle går ind for, at 'det skal kunne betale sig at arbejde'. De to 'værdier' kolliderer først i det konkrete, når man sænker dagpengene og dermed både skaber ulighed og betoner, at 'det kan betale sig at arbejde'. Når vi taler værdier, er vi alle tilhængere af 'menneskerettigheder' og 'folkesuverænitet'. Det er først konkret, når man skal vælge, om vi vil invadere en suveræn stat, hvor menneskerettighedskrænkelser finder sted, at de to 'værdier' viser sig som perspektiver, der kolliderer - og man må vælge.

En klokke ringer

Det kunne således antages, at der ikke var noget galt ved at tale om 'værdier' og ved at gøre 'ytringsfrihed' og 'demokrati' til særligt danske værdier. Man nævner jo bare det, som alle er enige om og lader som om, Naser og Pia har fundet på det. Men den evindelige betoning af værdier betegner også en udlægning: Man ser sine modstandere som fjender af vores værdier, man ser konflikter som modsætninger mellem afguder, og man ser magtkampe og interessekonflikter som 'kulturernes sammenstød'. Den, der tror på 'værdier', afkræver de mistænkelige borgere bekendelser til sine egne værdier og forsøger at afsløre de vantro, som måske i det skjulte har talt imod 'vores værdier'.

Modsætninger søges ikke afdækket eller oversat til argumenter, men fastholdes som kollisioner mellem de gode værdier og de dårlige værdier, og her gælder det om 'stå fast' og 'ikke give efter'. Modsætningerne er altid illegitime, fordi de er baseret på værdier.

Og så er der jo en klokke, der ringer for de fleste, når de hører ordet værdier: For det gælder om at være på den rigtige side.