Argumentet for brug af tortur er, at tortur måske kan skaffe “oplysninger, der kan forhindre terror i Danmark”. Når man taler om personer, der under tortur kommer med “oplysninger der kan forhindre terror i Danmark,” er det en tænkt situation, hvor man tilfældigvis sidder med en person, der faktisk ved, at der vil ske et terroranslag. Sagen er bare den, at man som forhørsleder ikke ved dette.
En efterretningstjeneste arbejder med tusindvis af oplysninger samtidig. Det er som at finde en nål i en høstak, hvor man ikke ved, hvor stor høstakken er, og heller ikke om der er en nål. En optrævling af et muligt terror-anslag består således af e-mails, telefonsamtaler, sms’er , anonyme tips, overvågningsmetoder m.m. der hver især ikke tegner et klart billede af, hvad der skal ske. Kun evnen til at danne det samlede overblik skaber denne klarhed efter en kritisk gennemgang af alle kilder og informationer - det er klassisk efterretningsarbejde. I den sammenhæng er et udsagn afgivet under tortur ikke specielt vigtigt eller brugbart i det store puslespil.
Se forløbet for dig:
I et land torturerer man en person, som måske har “oplysninger der kan forhindre terror i Danmark”. Et udsagn som PET eller FE har svært ved at vurdere kvaliteten af - taler mistænkte sandt eller har han interesse i at lyve om andre?
Skal forhørslederen finde en ‘dansk-terrorist’ til den nye samarbejdspartner? Så skal det hele oversættes - er der kulturelle eller lokale lag vi ikke får oversat som er vigtige? Altså skaber disse tortur-afhøringer ikke dette kunstige klarsyn, vi ser igen og igen i spillefilm og tv-serier.
Til gengæld må man åbne øjnene og stille sig selv og andre det fundamentale spørgsmål:
Ville det ikke være bedre hvis danske agenter selv torturerede de berygtede personer med “oplysninger om terror i danmark”, så vi havde første- eller andenhånds-kilder og på den måde fik en langt mere kvalitativ information, hvor vi ville kunne stille meget specifikke spørgsmål til såvel mistænktes person som til dennes udsagn. Samtidig kunne vi jo så stemme om, om torturen skulle inkludere elektrisk stød på kønsorganerne eller vi skulle gå skridtet videre og sige, at lemlæstelse er i orden.
Det er ubehagelige spørgsmål, som kræver svar, og det er så nemt at lade andre gøre vores beskidte arbejde for os under dække af, at vi ikke har noget med det at gøre. Lad os kalde en spade for en spade. I Danmark tager vi til udlandet og torturer folk. Så kunne vi tilbyde asyl til de fejlagtigt torturerede mennesker som et plaster på såret.
Accepten af tortur har så langtrækkende konsekvenser for Danmark, at det er svært at se enden.
Der er tale om et paradigme skift i dansk udenrigspolitik, en holdning der går fuldstændig imod vores humanistiske tradition i hele Norden, hvor respekten for det enkelte menneske og det enkelte menneskes værdi er selve fundamentet for vores værdifællesskab. Var målet ikke, at alle skulle have ret til retfærdig og ordentlig behandling - lige som vi har det i Danmark? Hvornår skal vi indføre tortur i danmark?
Klinger det ikke lidt hult, når Danmark samtidig opfordrer disse lande til ikke at anvende tortur?
Hvor er jeres anstændighed?
Lasse Schelde er arkiteksstuderende