Hvis nogen gerne vil vide hvordan Inga Nielsen sang Jeg ved en lærkerede, da den senere så store sangerinde kun var seks år gammel, har de chancen i det nye album på to cd’er, selskabet Chandos netop har udsendt.
Det er sket i anledning af Inga Nielsens runde fødselsdag for nylig og 35 års jubilæum som optrædende sanger. Allerede disse tidlige optagelser fra 1955 antyder et bemærkelsesværdigt, ikke atypisk fænomen i branchen: Den mere eller mindre totale arbejdsdisciplin fra de tidlige år og allerede i dette udgangspunkt det målrettede slid som forberedelse til den utvivlsomt rigt givende, men nådesløst krævende professionelle gerning i stjernernes tegn.
Allerede i den lille Inga i hendes tilnærmelse til sangen anes beherskelsen som ikke skyldes musiktossede ambitiøse forældre, men en egen stålsat vilje og uafviselig trang til ekspression. Dette livsforlangende, hvor andre leger med dukker og helst vil være brandmænd, er det første krav. Forudsætningen: et velvoksent kunstnerisk talent og et gehør ud over det almindelige - i Inga Nielsen det absolutte - samt et stemmemateriale uden hvilket ikke. Et godt udseende og et helbred af jernbeton skader heller ikke.
Peter Steen sagde engang: Først går man så meget igennem, og så bliver man glemt! Denne bittersøde erkendelse af livets gang i Lidenlunds kulturliv gælder i faretruende grad for såkaldt reproducerende kunstnere - inklusive sangere hvor presset nedefra aldrig skal og kan undervurderes. Nye talenter begynder her og står i kø for at komme til fadet, de få år det hele nu kan bære. For de flestes vedkommende, ikke mindst for kvindernes, er fristen for succes kort, vinduet ikke længe på klem, og triumfen som vand i stranden.
En stemmefaglig kender udtalte engang de nedslående ord at 40 år for en katedral for intet er at regne, men for en sopran alt. Her gives imidlertid undtagelser fra reglen, én af dem er Inga Nielsen, hvis vilje- og forstandsmæssigt styrede rationering af apparatet, samt en mere end gunstig fysik har holdt hende på scenen et godt stykke over tid - og holder hende fortsat.
Den seneste optagelse: Robert McGimsey’s Sweet little Jesus Boy fra april i år røber ingen slinger i valsen, men præcision som vanligt og dertil fleksibel stemmeklang med fylde og varme, hvor dét skal være. Optagelsen fra 10 år før af: Can’t help lovin’ dat man’ fra Kerns Showboat mangler heller ikke noget i kraft og retning, skønt de fleste 50-årige sangerinder her ville have tøvet.
De to optagelser beretter foruden holdbarheden også historien om en stemme- og genremæssig alsidighed, der har været kendetegnet for Inga Nielsens internationale karriere. Komponisterne repræsenteret i albummet beretter om alsidigheden: Händel, Mozart, Beethoven, Donizetti, Verdi, Gounod, Massenet, Wagner, Richard Strauss, Reger, Brahms, Pergolesi, Schoenberg, Léhar, samt de allerede nævnte.
Alsidighed eller ej, den Steenske spådom om glemslen for de flygtige kunstarter er trods al moderne konservering og fine højttalere med basbase i sofaen immanent. Der skal noget særligt til - som hos en Irmgard Seefried, en Schwartzkopf eller her til lands Axel Schiøtz - ud over stemmen, ud over klang og frasering, ud over den umiddelbare scenepersonlighed og alt det der. Noget særligt for at man ikke relativt få år efter karrierens afslutning må banke rusten af for at kunne bære et genhør, som selv hos en Schwarzkopf nogen gange kan være problematisk.
Dette særlige skal ikke lyde mere mystisk end det er, for det er det ikke, skønt det særlige dét selvfølgelig som i al anden stor kunst er vanskelig at pinde ud i pedantisk detalje og vel kun kan fattes an sich, som de siger på udenlandsk. Den store hemmelighed, der her skal røbes, ligger i fortolkerens forstand og forståelse af teksten. Så enkelt er det. Og så ubegribeligt svært, såfremt en overlegen begavelse lige til den side af sagen fattes. Hvem er sangeren i det øjeblik rollen leveres, det er spørgsmålet: Diva NN der leverer sit livs rolle: diva NN der leverer NN i sit livs rolle; diva NN der leverer sin forestilling om publikums forventning af diva NN’s levering af sit livs rolle; diva NN der leverer, hvad hun tror er at levere en rolle… varianterne er utallige og resultatet ikke sjældent ved repetition nær det ulidelige og i hvert fald ikke langtidsholdbart.
Hvad der slår én ved aflytningen af Inga Nielsens værk er den rene totale ukrukkethed over for alle partier, hun berører. Inga Nielsen har simpelthen sat sig ind i teksterne og taget dem på sig som levende mennesker, der har noget alvorligt på hjerte, et anliggende ud over demonstrationen af en ualmindelig stor stemme og en ualmindelig stor musikalitet. Hvad enten det nu gælder resignationen i Im Abendrot fra Strauss’ Vier Letzte Lieder, hvor man i øvrigt godt kunne have tænkt sit albummet havde bragt dem alle fire på Ingo Metzmachers og Radiosymfoniorkestrets baggrund af et stort akkompagnement; eller det gælder den aggressive kærlighedsfordring som Elettra i Mozarts Idomeneo, hvor en hel person står bag stemmen med den gedigne analyse og forståelse af skæbne og situation, som Inga Nielsen i egen tekst til albumheftet også mere end antyder.
Hvis ikke udtrykket var slidt ned og misbrugt på de særeste steder som argument for det underlødige, kunne man fristes til at tænke på glosen kompromisløshed, når det gælder den Nielsenske kunst. Kompromisløshed over for tekstens krav om komplicerede sammenhænge og indbyggede modsigelser i udsagnene. Konsekvens og indsigt bærer som en bølge gennem Inga Nielsens tolkninger og burde få folk der ellers render skrigende bort fra finkultur komme rendende tilbage igen. Opera er en ufattelig svær kunstart, som næsten aldrig lykkes. Man lader gerne som om den lykkes, fordi de medvirkende oftest slutter samtidig, men det passer ikke, at det lykkes. syv ud af 10 gange har en og anden overambitiøs iscenesætter fundet på noget nyt, vedkommende dybest selv ikke selv begriber, men som ligner en provokation. Da det er jo opera og derfor noget vås, gør det mindre, hvis ingen forstår et suk. At kunne formidle budskabets kerne i allegorierne og forstå operaens skikkelser som mennesker anbragt i deres supplerende musikalske dimension, er de færreste beskåret.
Inga Nielsens Elisabeth i Tannhäuser, hvor hun afdækker uroen og smerten lige neden under glæden eller hendes tolkning af Lucias vanvid i Lammermoor er gysende tragisk og at opleve en af hendes livs triumfer med monologen i Arnold Schönbergs næsten umuligt svære Erwartung er at få åbnet en ny forståelse af dette værk, samt for dette styk mandfolk at skaffe sig et umaskeret indblik i det kvindelige kærlighedslivs mere dunkle korridorer.
Disse linjer var oprindeligt ikke ment som en anmeldelse, men blev det. Eller snarere en anbefaling af de varme af Inga Nielsens album - stikprøver af en stor kunstnerisk husholdning. Lyt til Inga Nielsen i den i kompositionsøjeblikket døende Pergolesis Stabat Mater: Vidit suum dulcem natum. Det er uforglemmeligt tårevædende smukt. Endnu engang er der jævnfør ovenstående ført bevis for at denne signatur godt kan skrive en klumme uden med så meget som ét ord at nævne Anders Fogh Rasmussen og begrebet kreativ bogføring.