TUSIND NYE SOLDATER til Afghanistan. Det er det magre resultat af flere ugers intens lobbyisme blandt NATO-alliancens 26 medlemslande. Og det selv om ISAF-styrkens problemer med at besejre Taleban og vinde den afghanske befolknings tillid fortsat er foruroligende store.
Er det virkelig den samme forsvarsalliance, som vandt Den Kolde Krig, spørger flere kommentatorer oven på det netop overståede NATO-topmøde.
11. september og krigen mod terror virkede ellers som netop den opgave, NATO havde brug for oven på kommunismens kollaps og problemerne med at definere en ny fjende. Men i stedet for at blive NATO's genfødsel ser Afghanistan i øjeblikket ud til at blive alliancens Waterloo. Efter at have stået skulder ved skulder mod den kommunistiske fjende, kan den tidligere så magtfulde forsvarsalliance ikke en gang enes om at sende nogle få helikoptere til at assistere de betrængte styrker i det sydlige Afghanistan.
Topmødet i Holland har afsløret, hvor dybt splittet alliancen er. Fem lande trækker det tunge læs i syd; USA, Storbritannien, Canada, Holland og Danmark har alle mistet mange soldater - mens store militærmagter som Tyskland og Frankrig nøjes med at patruljere de forholdsvis ufarlige dele af landet. Det skaber bitterhed i en alliance, der ellers bryster sig af at trække på samme hammel og træffe beslutninger i enighed.
Konsekvenserne af det manglende fodslag i NATO kan blive katastrofale. I øjeblikket hviler alles øjne på Holland, hvor regeringen har store vanskeligheder med at få forlænget mandatet for de 1.600 hollandske soldater. Risikoen for en dominoeffekt, hvor det ene efter det andet land trækker sig fra den 41.000 mand store ISAF-styrke er overhængende - især i de lande, som har haft store tab.
"Vi har fået 90 procent af det, vi har brug for," erklærer NATO's generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer i et forsøg på at bevare optimismen. Men der er ingen tvivl om, at bekymringen for NATO's fremtid - og dermed også Afghanistans - er yderst velbegrundet.
Risikoen for at ISAF-styrken falder fra hinanden eller bliver så svækket, at alt håb om at slå Taleban på den militære front er overhængende - måske ikke i dag, men så om et år, når flere af de politiske mandater udløber.
Årsagen til NATO's krise er givetvis en vis krigstræthed i flere af de lande, der har bidraget til de amerikansk-ledede invasioner i Irak og Afghanistan - både hos de deltagende regeringer og de militære styrker, som skal løfte opgaven.
Også herhjemme klager forsvaret over problemerne med at skaffe kvalificerede folk til udsendelse.
Problemerne er sikkert reelle nok, men hvad er alternativet? Hvis forsøget på at opbygge en levedygtig stat i Afghanistan slår fejl, står Taleban og al-Qaeda klar til at generobre scenen.
Den erkendelse burde Danmark tage konsekvensen af. Selv om vi i øjeblikket har 550 soldater i Afghanistan, 300 i Kosovo, 50 i Irak, 35 på andre FN-missioner og snart 120 i Darfur, er der stadig et pænt stykke op til de 2.000 udsendte, som er regeringen mål. Også Danmark kan derfor gøre mere for at indfri de løfter om sikkerhed, demokrati og fremskridt, som vi gav den afghanske befolkning for seks år siden.