Regeringen har formået at fastholde sit ideologiske udgangspunkt i form af traditionalisering og kommercialisering. Men når kunst bliver til med det formål at brande noget andet, så mister man fokus på vækstlaget og på kunstens evne til at udfordre vores syn på livet.

Det mener Jørn Langsted, professor i dramaturgi ved Aarhus Universitet og leder af Kulturpolitisk Forskningscenter Århus. Han har gennem en årrække forsket i kulturpolitik og mener, at regeringens kulturpolitik har haft overdreven fokus på den kulturbevarende kunst.

Hvis tendensen, hvor nyudviklingen står tilbage for traditioner, forsætter, ser han ikke lyst på fremtiden.

"På sigt kan man frygte, at vi bliver en reproduktionsanstalt, hvad angår kunst og kultur. Vi kan gentage fortidens succeser i lidt nye iklædninger, men vores tid vil aldrig blive husket for, at vi skabte noget selv," siger Jørn Langsted.

Han mener, at dele af kunsten er blevet udsultet til fordel for traditionalisering og kommercialisering, men peger dog på, at denne regering er den første i mange år, der har sat tydelige ideologiske og partipolitiske markeringer på kulturpolitikken.

"Uanset om jeg kan lide det eller ej, så har regeringen haft succes, da den har fået sin ideologi til at præge kulturpolitikken."

Kanon og traditioner

Det tydeligste eksempel er kulturkanonen, mener Jørn Langsted. Han husker på, at man gjorde op med smagsdommerne, men samtidig udvalgte en liste over de betydeligste danske kunstværker. Han ser dog principielt muligheder i at bruge et kanonprojekt som et pejlemærke i undervisningsbrug.

"Men når det er et projekt for danskerne om kulturarven, får man den mistanke, at det er møntet på nydanskerne, som skal bankes på plads. Derfor fik projektet et skær af nationalisme. I hvert fald var det traditionen og kulturarven, der var i højsædet. I modsætning til udvikling af kunsten med de nye tiltag, der er."

Han har følgende kommentar til dette fyrtårn i regeringens eftermæle.

"På den ene side er det dybt latterligt, at man skal forklare voksne mennesker, hvad der er centrale kunstværker. På den anden side er det en meget tydelig markering af regeringens ideologi."

Han mener dog også, at projektet illustrerer regeringens overordnede kulturpolitiske fokus:

"Denne regering står for kulturarv. Den står først og fremmest for bevaring og en eller anden udgave af nationalisme. Jeg var ved at sige 'Gud, konge og fædreland', men må i hvert fald sige 'kunst og fædrelandet'."

Andre steder ser man også traditionaliseringen. Der har været stort fokus på bevaringssektoren og på steder, der søger at bevare den danske kulturarv. Langsted peger blandt andet på de tiltag, der er sket på Det Kongelige Teater. Selv om eksempelvis den årlige ektrabevilling på 100 mio. kr. til den nye opera blev bevilget under Nyrup-regeringen, illustrerer den, hvordan man har prioriteret på teaterområdet:

"Fokus på en af de fornemmeste traditionsforvaltere frem for penge til udviklingsmidler."

Modsætningen er scenekunstudvalget, som på teaterområdet støtter eksperimenterne og nyudviklingen.

"Scenekunstudvalget under Kunstrådet blev udsat for den almindelige grønthøstermodel fra kulturministeren med nedskæringer på cirka 13-14 procent, og de er ikke siden blevet hævet," siger Langsted.

"Til trods for, at det vælter ind med ansøgninger. De skriver år efter år, at talentmassen er langt større end de midler, der er til rådighed. At det er et blodigt slagteri, når de skal udvælge projekter og støtte til enkelte teatre. Det vil sige, at man håndfast økonomisk øger støtten til den traditionelle sektor, men i udviklingsafdelingen mangler der penge."

Kunst, der sælger

Langsted mener samtidig, at kommercialisering præger kulturpolitikken. Det kan man se på det overdrevne fokus på eventmageri.

"Det er her, regeringen satser på noget nyt: en eventgørelse af kulturen. Ting skal gøres synlige og store. Det skal give omtale og være med til at sælge landet eller en kommune."

Som det var tilfældet med Horsens, der med mega-events har placeret sig på landkortet. Denne branding er en god mulighed for en by, men kulturpolitisk set skal man huske, hvad der er kunstens opgave.

"Jeg tror ikke, kunsten har vundet ved at blive en lanceringsform. Man skal skelne mellem kunst, der skal sælge noget andet, og kunst som en øjenåbner."

Det sidste mener Langsted er kunstens egentlige opgave.

"Kunst skal rokke ved vores verdensopfattelse. Kunst skal ikke kun være i opposition i 1970'er-forstand. Men i bedste fald, skal kunsten være med til at udvide vores sansespektrum og give os nye perspektiver på verden."

Under denne regering har man eksempelvis forkuseret på samarbejdet med erhvervslivet. Et udtryk for den kommercielle tilgang til kunst.

"Vi hører ustandseligt kulturministeren tale om, at kulturinstitutionerne skal samarbejde med erhvervslivet. Det skrives ind i enhver resultatkontrakt. Hvis folk har en drivkraft til at samarbejde med erhvervslivet, så skal de selvfølgelig gøre det. Men det er blevet et mantra i sig selv. Som om det bliver en bedre kunst, vi får ud af det. Det er langtfra bevist nogen steder."

Om kunsten har et potentiale i sig selv, og om den er værd at opleve, får mindre betydning, mener Langsted.

"Risikoen er, at man prøver at omdanne kunst til at være andet end det, den er."

Derfor mener han, at det er vigtigt, at en kunstpolitik går på to ben.

"Man skal både pleje nyudviklingen og holde traditionen ved lige ved at give den mulighed for at spille sammen med den tid, den opstår i. Dette giver mulighed for udvikling."

Jørn Langsted afviser ikke, at kunst kan bruges til at brande Danmark, men man burde gøre det på kunstens egne præmisser.

"Hvis man virkelig vil brande Danmark, burde man ikke brande på det, alle de andre kan. Man burde brande os på det, de andre ikke gør. For eksempel at satse på, at vi laver kunst, der slår benene væk under folk. Børneteatrets internationale gennemslagskraft er et eksempel på det."