BAKU – Tv-billederne af demonstranter, der bliver tævet og sparket af aserbajdsjanske sikkerhedsstyrker er ikke til at misforstå. Styret skelner ikke mellem unge og gamle, mænd eller kvinder – enhver, der vover at sætte sig op mod den ledende Aliyev-familie, risikerer at blive tævet til ukendelighed. Eller det, der er værre. Journalisten Elma Huseynov blev skudt og dræbt i sin opgang efter at have skrevet om regimets korruption og magtmisbrug. Omstændighederne ved drabet er så mystiske, og opklaringsarbejdet så talentløst, at det er svært at undslippe tanken om, at sandheden om drabsmanden er ubekvem for regimet.
Ud over at undertrykke sin opposition og sine kritikere er det aserbajdsjanske styre også berygtet for en korruption, der kun er blevet værre af, at landet er rigt på olie. Den tidligere viceambassadør for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i hovedstaden Baku Robin Seaword kalder i en ny norsk dokumentarfilm styret for »sygeligt korrupt. Det er det mere end noget andet, der forkrøbler landet og ødelægger dets vej mod demokrati«.
Hjalp regimet til magten
Det statsejede norske Statoil er den næststørste udenlandske investor i Aserbajdsjan, kun overgået af britiske BP. Den norske stat ejer 67 procent af aktierne i Statoil, og selskabet er den største olie- og benzinleverandør i Skandinavien.
Sammen med BP har selskabet investeret milliarder af kroner i anlæg, der kan pumpe olien op og distribuere den ud i verden. Investeringerne har kostet Statoil 20 milliarder norske kroner, og Aserbajdsjan er dermed mål for en af selskabets allerstørste investeringer uden for Norge.
Norges statsminister, Jens Stoltenberg, har tidligere været energiminister og erkendte dengang, at Aserbajdsjan ikke er lige så stabilt som Nordsøen, hvor Norge ellers henter sine oliemilliarder. Men det skal ikke afholde Norge fra at tjene penge i Aserbajdsjan på kanten af Det Kaspiske Hav. Ja, det er nærmest en nødvendighed for velfærdsstatens overlevelse, kunne man forstå.
»En del af de penge, vi skal drive børnehaver og sygehuse for, skal komme fra Det Kaspiske Hav. Det er lidt underligt at tænke på, men sådan er det,« sagde han i begyndelsen af 1990’erne.
På baggrund af undertrykkelsen og korruptionen rejser den norske dokumentarist Erling Borgen spørgsmålet, om der ikke er nogen nedre grænse for, hvilke lande statsejede norske selskaber skal involvere sig med. Det sker i filmen I skyggen av Statoil, der i mandags havde tv-premiere på norsk TV2. I virkeligheden handler filmen ikke ret meget om Statoil, men fokuserer i stedet på menneskerettighedskrænkelserne i Aserbajdsjan og på, hvordan olieselskaberne er med til at holde regimet ved magten i kraft af de milliarder af kroner, selskaberne hjælper det korrupte land med at tjene.
Den nu tidligere OSCE-vicechef Robin Seaword siger i filmen, at olieselskaberne og regimet er forbundet på en måde, så der ikke er plads til kritik.
»Der er partnerskab mellem olieselskaberne og regeringen. Hvis den ene part i et partnerskab kritiserer den anden, så holder partnerskaber ikke ret længe,« siger han.
Den aserbajdsjanske menneskerettighedsaktivist Mirvari Gahramanli går endnu videre og er en af de kilder i filmen, der tydeligst trækker forbindelse fra olieselskaberne til regimet.
»Det er efter min mening en regering for de multinationale selskaber. Denne regering kom til magten ved hjælp af disse selskaber. Hvis de ikke havde støttet magtapparatet under valgene i 1998 eller i 2003, ville vi ikke have haft så stort et antal politiske fanger. Hvis de (olieselskaberne, red.) ikke havde støttet dette diktatorregime, så kunne de ikke have fortsat deres virksomhed i Aserbajdsjan,« siger hun.
Filmen overlader det til seerne selv at besvare spørgsmålene om det moralsk fornuftige i Norges statslige engagement i diktaturet. Sender man spørgsmålet videre til andre regime-kritiske kilder i Aserbajdsjan, får man bekræftet, at regimet rigtignok holder sig ved magten med hjælp fra de vestlige olieselskabers indbetalinger. Men, siger kilderne, der er ikke noget bedre alternativ, så Statoil og BP må endelig ikke trække sig ud af landet.
»Det er et stort problem, at olieselskaberne støtter regeringen, men hvis de forlod landet, ville de iranske og russiske olieselskaber komme ind i stedet, og det ville være værre,« siger Elham Shaban, der dækker energi-området for det uafhængige nyhedsbureau Turan.
»De vestlige selskaber er åbne om deres produktion og fortæller, hvor meget de udvinder, hvor meget de sælger, og hvor meget de tjener. Men de russiske og iranske selskaber giver ikke den slags oplysninger. De europæiske selskaber er i det hele taget også meget mere åbne over for civilsamfundet.«
Uduelig opposition
En anden helt uafhængig iagttager mener, at man for det første skal gøre sig klart, at der ikke er noget godt alternativ til regeringen i Aserbajdsjan.
»Ved det sidste valg forsøgte flere vestlige regeringer og olieselskaber at få oppositionen til at forene sig, men det blev ignoreret af den korrupte opposition. Den blev opfordret til at tage ansvarlig handling længe før valget,« siger Ilgar Mammedov, direktør for Baku Political Research and Advocacy Institute.
»Enten er oppositionen korrupt, eller også er den bare uduelig. Den har undgået at træffe rigtige beslutninger mange gange. Den mangler en strategi og kan derfor ikke skabe det politiske pres for demokrati, som for eksempel oppositionen i Ukraine gjorde. Oppositionen har haft den samme ledelse i 20 år, men den har ikke opnået noget. Ingen kan tage den alvorligt.«
Ilgar Mammedov peger på, at olieselskaberne i den nuværende situation, hvor der hverken er en god regering eller en god opposition, ligefrem kunne spille en positiv rolle i demokratiseringen af Aserbajdsjan.
»Olieselskabernes medarbejdere er godt uddannede og tjener gode penge. Selskaberne kunne stimulere dem til at lave noget andet end at spille bowling, når de har fri. I stedet kunne de involvere sig i civilsamfundet og den sociale og politiske debat. Alternativet til regering og opposition er nødt til at komme fra de gode folk hos de internationale virksomheder og organisationer. Olieselskaberne skal sende et signal til medarbejderne om, at de vil blive belønnet, hvis de engagerer sig,« siger Ilgar Mammedov.
Han tilføjer, at Statoil har været i landet i 30 år, og at det ikke ville være godt, hvis selskabet forlod landet nu. Landet ser frem mod to afgørende valg til parlament og præsident i 2010 og 2013, og indtil da har landet brug for den stabilitet, olieselskaberne er med til at give, til at opbygge et alternativ med.
I dokumentarfilmen siger Rolf Magne Larsen, direktør for landanalyse og samfundsansvar i Statoil, at »vi erkender, at udviklingen inden for menneskerettigheder og fungerende demokratiske institutioner går noget værre, end vi havde håbet. (…) Vi lægger mærke til (…) at arbejdsforholdene for enkeltgrupperinger som oppositionspolitikere og medier, der støtter dem, til dels er uacceptable«.
Grænsen går ved Burma
Den norske dokumentarist bag filmen siger, at det egentlig ikke er hans hensigt, at Statoil skal forlade landet. Han er blot kritisk over for, at selskabet kan have så stort et engagement uden at sige ét kritisk ord til regimet.
»Det, jeg synes Statoil gør forkert, er, at de er helt tavse omkring bruddene på menneskerettighederne. Når de har investeret 20 milliarder kroner, bør de bruge den økonomiske magt og den magt, de har gennem deres kontrakter, til at sige til regimet, at de må holde op med at dræbe journalister, og de må holde op med at tage fra statskassen. Det må være det mindste, man kan kræve af et internationalt olieselskab,« siger Erling Borgen.
Han køber ikke argumentet om, at Statoil ville blive smidt ud af Aserbajdsjan, hvis det begyndte at være kritisk over for styret.
»Jeg går ud fra, at når man har investeret 20 milliarder i et land, så er der være nogle internationale kontrakter, der forhindrer, at man kan smides ud selv om man kritiserer brud på menneskerettighederne. Statoil selv siger, at deres grænse går ved Burma - der vil de ikke drive forretning. Men i Aserbajdsjan, Angola og Nigeria vil de godt,« siger filminstruktøren.
En af Erling Borgens kilder i filmen er journalisten Eynulla Fatullayev, der blandt andet kritiserer en række offentlige byggerier, der er vildt overbudgetterede. Tirsdag i denne uge blev han idømt 8,5 års fængsel på anklager om skatteunddragelse, opfordring til had og terrorisme efter en række kritiske artikler i sin avis om styrets korruption og dets alliance med USA.