Valgkampsramte politikere, der drømmer om at skaffe penge til mere velfærd eller flere skattelettelser, ville uden videre kunne hente hele 45 mia. kroner ekstra til statskassen – de skulle blot beskatte Nordsøolien en smule hårdere.
De 45 mia. kroner kunne man skaffe ved at hæve den nuværende effektive, gennemsnitlige skattesats på olien med en tiendedel fra 69 til 76 procent.
Det viser beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet) har lavet for Information på baggrund af prognoser og modelfeltberegninger fra Finansministeriet og Energistyrelsen.
Ifølge disse beregninger kan staten nemlig forvente et provenu fra Nordsøolien frem til 2040 på 450 mia. kroner. 10 procent af dette giver 45 mia. kroner.
En gennemsnitlig skat på 76 procent ville så stadig være lavere end den norske olieskat, der i øjeblikket er på godt 80 procent. Og forøgelsen ville stadig være lavere end i England, hvor man sidste år hævede skatten med ti procentpoint som konsekvens af de høje oliepriser.
Siden den nuværende Nordsøaftale blev indgået i 2003, er oliepriserne nemlig eksploderet fra 22 til 96 dollar pr. tønde.
Ifølge økonom og olieekspert Martin Windelin fra AE-rådet haster det med at øge skatten.
»Hvis politikerne vil hæve skatten på olie, bør de gøre det hurtigst muligt, fordi Nordsøaftalens såkaldte kompensationsklausul, som træder i kraft ved skattestigninger, gør det sværere for staten at stramme oliebeskatningen for hvert år, der går,« siger Martin Windelin.
Tidligere vismand, JØRGEN Birk Mortensen, der indgående har beskæftiget sig med Nordsøaftalen, siger god for tallene: »Analyser fra AE-rådet har altid virket troværdige, og jeg har stor tillid til disse beregninger,« siger han.
Martin Windelin understreger i øvrigt, at der er tale om en »alt andet lige-beregning«, hvor der ikke tages højde for den negative påvirkning, som højere olieskat kan have på omfanget af produktionen, eller hvordan beskatningen i praksis strammes.
Regeringen i forsvar
Men hvor det i teorien let ville kunne lade sig gøre at hente de ekstra penge hjem til staten, er det realpolitisk langt sværere.
Dels er der i den nuværende Nordsøaftale den omtalte kompensationsklausul.
Den betyder, at staten ikke kan hæve skatten uden at skulle betale det ekstra provenu tilbage til A. P. Møller, før loftet i klausulen nåes. Først herefter vil skattestigninger give et ekstra nettoprovenu til statskassen. Dels er der ikke den store politiske vilje blandt regeringspartierne: Begge afviser de at pille ved den nuværende Nordsøaftale, der blev indgået sammen med Dansk Folkeparti og de radikale i 2003:
»Jo større indtægterne er i Nordsøen, jo større er indtægterne til den danske stat. Vi har lavet en langsigtet aftale, og sådan nogle aftaler laver man ikke bare lige om,« siger Venstres energiordfører, Lars Chr. Lilleholt. Og fra K lyder det: »Vi kan ikke lave nye aftaler, hver gang variabler flytter sig. Man kan jo heller ikke forudse oliepriserne.
De falder forhåbentlig, fordi vi får mere efterspørgsel på vedvarende energi,« siger Per Ørum Jørgensen, energiordfører hos de konservative.
DUC er tavs
Da aftalen blev indgået i 2003, lovede de radikale, at de ville kræve en genforhandling, hvis »afgørende forudsætninger« ændrede sig, for eksempel at olieprisen steg dramatisk. Det fik i fredags her i avisen de radikales energiordfører Martin Lidegaard til at tilbyde Dansk Undergrunds Consortium (som A. P. Møller er medejer af) en progressiv beskatning, hvor skatteprocenten bliver højere, hvis olieprisen stiger og omvendt falder ved lavere oliepriser.
Men det forslag kan have lange udsigter. I Mærsk Olie og Gas A/S, der udtaler sig på vegne af DUC, vil under-
direktør Anders Würtzen slet ikke forholde sig til Martin Lidegaards forslag.
Ny Alliance er næsten lige så fåmælt som Würtzen. Således afviser partiets Anders Samuelsen at tage stilling til, om Ny Alliance går ind for en genforhandling af Nordsø-
aftalen. Det er simpelthen et politisk emne, som det unge parti ikke har nået at tage stilling til endnu.
Fra resten af den nuværende opposition i Folketinget, S, SF og Ø, er der til gengæld ingen slinger i valsen: Nordsøaftalen både kan og skal genforhandles. Og det kan ikke gå hurtigt nok:
»Aftalen var en kæmpe fejl, som slet ikke var til forhandling med partierne. Mærsk vil sikkert hænge sig i juraen. Men hvis der er et tilstrækkeligt politisk pres, kan det selvfølgelig lade sig gøre at lave aftalen om,« siger SF’s energiordfører Anne Grete Holmsgaard.
På linie med Enhedslisten vil hun beskatte DUC så hårdt, at provenuet frem til aftalen udløber i 2042 »kun« bliver på de 87 mia., som man regnede med ved aftalens indgåelse.
Beregninger fra Enheds-listen viser, at DUC kan forvente et provenu på hele 346 mia. kroner frem til 2042, hvis den nuværende skattesats opretholdes.